Shearwater, 12.08.10, Loppen, København

Vorherre havde åbnet for sluserne, vinden peb, og for dem, der skulle kæmpe sig frem til Loppen gennem syndfloden, var det måske en endnu mere passende opvarmning til Shearwater end den programsatte Nils Frahm. Shearwaters albums udfolder sig tematisk omkring naturen og dens kræfter. Hvor det på plade bliver understøttet af alskens mere eller mindre viltre og iltre indspark fra en lang række instrumenter, var der torsdag aften ingen tvivl om, hvad der hovedsageligt bar Shearwaters lyd i livesammenhæng.

The Golden Archipelago, der udkom tidligere på året, bar en stor del af sættet, og da Jonathan Meiburg efter en forholdsvis afdæmpet intro satte sig ved keyboardet og fik en mikrofon inden for rækkevidde, rykkede første tilskuerrække uforvarende et skridt bagud. Med “Black Eyes” nåede hans falsetvokal den overrumplende styrke, der ofte bringer bandets sange fra det gode til det fremragende, og alene at se hans ansigts kraftanstrengelser under disse passager var hele turen i regnvejret værd. Hans pumpende næsebor og opspærrede, dybt fokuserede og voldsomme blik kunne næppe have personificeret de dyriske eller krigeriske associationer, bandets musik kan give, på bedre vis.

Selvfølgelig havde det en usammenlignelig gennemslagskraft, når så potente numre som “Black Eyes”, “Corridors” eller “Rooks” fra forrige års album af næsten samme navn blev kastet over scenekanten med denne attitude samt alt, hvad den kunne trække af dundrende trommer og medrivende riff. Mest effektivt var det dog, når det kontrasterede mod episoder, hvor Meinburgs vokal for en stund holdt tilbage med udbasuneringerne og lod et mere eftertænksomt stemmeleje give plads til, at bandets øvrige musikere for alvor kunne nuancere lydbilledet i de stille numre fra The Golden Archipelago eller Palo Santo. Klarinetter og metalblæsere cirkulerede diskret mellem numrene og skabte en bund af detaljerigdom. Direkte imponerende blev det dog først, når Will Sheff med hæsblæsende hastighed gik til lilletrommen, eller når bassist Kim Burke og trommeslager Thor Harris forlod deres respektive instrumenter for med hvert sit glockenspiel at samarbejde om at skabe en rislende rygrad i “Hidden Lakes”.

Man kunne måske have savnet flere stunder, hvor fokus i mindre grad lå på Meiburgs vokal, for når der en sjælden gang opstod et opbrud i det strukturerede lydbillede, og hele bandet satte ind med et mellemspil af fri leg, var det allertydeligst, hvor rutineret en orkester, man var i rum med – og allermest passende, at bandet forholdt sig relativt fåmælt og blot lod musikken styre begivenhedernes gang. Enkelte lidt blodfattige passager i løbet af koncertens midterstykke ændrede dog ikke på, at det – når alt kom til alt – nok var sådan, man foretrak, at begivenhederne skulle forløbe. Med højstemt voldsomhed ravende op over flader af detaljeret melankoli, alt sammen omkranset af en silende sensommerstorm.

★★★★½☆
Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene