Koncerter

Bear in Heaven + Sleepy Sun, 13.08.10, Musikcaféen, Århus

Skrevet af Lise Christensen

Amerikanerne kom til smilets by, og de tog deres moustacher med! Musikcaféen indbød til psykedelisk fest, med eklektisk rock og hypet synthrock.

Fotos: Signe Helene Borre Larsen

Det var tæt, det var svedigt, både på kroppen, men specielt som betegnende for oplevelsen af musikken. Musikcaféen havde skaffet to bands, der trods deres meget forskellige fremtoning på scenen alligevel formåede at akkompagnere hinanden godt, da de begge tog udgangspunkt i en psykedelisk bund i deres ellers omsiggribende musik.

Sleepy Sun
Første band på scenen var de 70’er-inspirerede, psykedeliske rockmusikere Sleepy Sun fra San Francisco. Et ubeskrevet blad herhjemme, men med to forrygende udgivelser, henholdsvis Embrace (2009) og Fever (2010), i bagagen. Denne aften var det hovedsageligt Fever-albummet, der blev luftet. Sleepy Sun spiller med en heftig inspiration af tung rock og psykedelika, men formår samtidig at inkorporere elementer af både blues, folk og progressiv rock i et eklektisk miks, som denne aften fungerede til fulde.

I front stod Bret Constantino (der med sin imponerende moustache og lange krøllede hår ligner en krydsning mellem Asterix og d’Artagnan), samt Rachel Fannan. Sammen spinder de en række veltilrettelagte vokalharmonier, der som med alle andre aspekter af Sleepy Suns musik ikke holder sig til én bestemt facon. Det stille fulgtes af det mørkt rockede, af mundharmonika-soli, lange guitarstøjflader, tribalrytmer og indianerskrig. Bandet forklarede selv denne kontrastfyldte stil med en kompositionsproces, hvor alle i bandet har en finger med i spillet og kan lade deres egne musikalske kæpheste komme til. At det trods de mange afstikkere alligevel bliver til et helstøbt projekt, er ikke mindre end imponerende.

Det hørtes allerede i åbningsnummeret ”Marina”, der startede som stille stonerrock med guitaren sat op mod Fannans lyse vokal. Efterhånden bevægede det sig over i det mere tungt rockede, og i sidste halvdel arrangerede Constantino et næsten komplet skift midt i nummeret med et publikumshåndklap-intermezzo akkompagneret af indianerhyl fra Fannan og tribal-inspireret percussion. “Oooh Boy” var derimod mere folket og gik over i en omgang blød psykedelisk rock. På “Desert God” gik Constantino amok på mundharmonikaen i en vild omgang blues, der blev toppet af en næsten ond støj, for siden at vende tilbage til det stille stenede.

Der var rigtig god energi på scenen. ”Open Eyes” bød på rytmedans, progrock og endnu flere små pigeskrig. Fannan gav sig helt i psykedelikaens vold med ikoniske tamburinklap, inderlig henført mimik og helkropsrulninger i en afsindig dans. Hele bandet var på og leverede en koncert, der var en imponerende overraskelse. Sleepy Sun planlægger at vende tilbage til Danmark i november og er ganske sikkert på undertegnedes huskeliste.

★★★★★☆

Bear in Heaven
Så trådte himmelbjørnene fra Brooklyn på scenen. Bear in Heaven (BiH), en del af den psykedeliske pops bidrag til ‘bjørnehypen’ (du ved, Grizzly Bear, Bear Quartet, Panda Bear osv. – næste bølge bliver med strand-inspirerede navne, mark my words). BiH gav en rost optræden på Pop Revo i foråret og har just givet to koncerter i Danmark som opfølgning på udgivelsen af gennembrudspladen Beast Rest Forth Mouth for nylig. Og rygtet havde spredt sig uden for Musikcaféens gård. Godt 150 mennesker fik mast sig ind i det intime koncertlokale, og selv om publikum i løbet af aftenen ikke gik mere amok end med indie-approved vippen med hoften, var publikum hurtigt lige så gennemsvedte som bandet.

BiH tog hovedsageligt udgangspunkt i numrene fra Beast Rest Forth Mouth og brugte da også for en stor del opbygningen herfra. Således blev koncerten skudt i gang med “Beast in Peace”, hvor Joe Stickney lod en tung trommerytme hamre ud over publikum – fulgt af en gang synthstøj så tyk og høj, at ørerne blev slået ud og kroppen stod som et forsvarsløs offer for rytmens ryk. Ligesom Sleepy Sun, om end ikke i så udpræget grad, veksler BiH mellem melodiske vers, hvor Jon Philpots lyse stemme står i fokus, og mere massive mellemstykker, hvor bas og synth, garneret med en evindelig og imponerende brug af trommer, erobrer lydbilledet. Tredje nummer, “Wholehearted Mess”, blev indledt med lyden af strengeleg, æterisk støj og tydelig publikumsgenkendelse. Hoften fik et ekstra vip rundt om i rummet.

Det blev dog i længden ofte lidt svært at holde koncentrationen ved musikkens til tider lidt ensformige dronen. Derfor bød “Dust Cloud” på en kærkommen omgang megastøj, der slutteligt mundede ud i et helt enkelt trommebeat, og så blev der ellers sat i med computerspils-synthlyde som varsel om publikumsfavoritten “Lovesick Teenager”. Et lækkert nok nummer, der dog efterlod én med fornemmelsen af, at det var ‘Pitchfork-attraktionen’, som blot skulle fyres af. “Casual Goodbye” lukkede fremførslen af pladen. Men selve koncerten bød på et slutnummer i form af en interessant coverversion af Lindstrøm & Christabelle-nummeret “Lovesick”. Et nummer, der udsat for BiH’s kærlige behandling kom langt væk fra originalen og lagde sig fint i forlængelse af BiH’s eget materiale.

Musikken fungerede fint på sin egen introverte facon. Problemet opstod dog, i og med at bandet også udstrålede en nærmest uovervindelig passivitet. Bassist Adam Wills lignede en lad og gnaven bamse – et faktum, lysmanden åbenbart også havde taget til sig og på ganske udemokratisk vis omgik ved ofte kun at lade scenelyset falde på Philpot. Men det var ikke kun Wills, der faldt igennem. Generelt har jeg set malingen tørre på mere interessante måder end BiH’s livefremførsel denne aften, specielt sat i relief af Sleepy Suns scenetække. Philpot prøvede sig af og til med små pligtskyldige kommentarer, bl.a. om kærligheden til cheeseburgers – også vegetar-slagsen, men det faldt i et hul af publikum-apati. Jubel gav sig først, da Philpot bragte 80’er-discodansetrinene frem til “You Do You”. Jubel! En stil, der passede hans Freddie Mercury-moustache som vodka i juice. BiH’s akilleshæl var manglen på liveenergi – en ingrediens, der ellers sammen med den dunkle psykedeliske pop, en svedig menneskemængde og en volumeknap på max. burde kunne skabe en forrygende fest.

★★★☆☆☆

Deltag i debat