Plader

!!!: Strange Weather, Isn’t It?

Nogle af bandmedlemmerne er skredet fra !!!, og resten har sat sig mageligt i den lyd, der nu engang definerer dem. Velkommen til en doven fest.

De definerende bands – dem, andre bands efterligner, og som bliver ved med at køre plader ud år efter år på et rimeligt kvalitetsniveau – har defineret deres lyd på et tidligt stadie og laver efterfølgende kun små variationer. Tænk bands som Queens of the Stone Age, Radiohead eller Animal Collective. Ved første lyt af et nyt nummer kan man med det samme fastslå, at det er dem.

Det er dér, !!! står nu. 15 år og fire plader inde i karrieren er deres lyd så klart defineret, at man ikke er i tvivl, når de komplekse, dansable rytmer starter, når de rytmiske guitarriffs hypnotiserer, når Nic Offers halvt hviskende, hemmelighedsfulde vokal begynder at rable. Den lyd definerede de allerede på deres andet album, Louden Up Now, men på deres nye album med den typisk nonsens-underlige titel Strange Weather, Isn’t It? har det aldrig været tydeligere. Albummet er på mange måder et destillat af !!! uden svinkeærinder overhovedet, hvilket også bliver slået fast med tre store udråbstegn på coveret. Hvor de på Myth Takes ganske succesfuldt afsøgte deres lyd med både ballader og soulvokaler, er der ingen eksperimenter på den nye. Og en del af !!!’s lyd har jo netop været afsøgningen af grænser og genrer. Så det er både et meget typisk !!!-album og et atypisk. Det er konservativt.

Årsagen skal muligvis findes i det faktum, at nogle af bandets oprindelige og kreative medlemmer er skredet. Sanger og trommeslager John Pugh og bassist Justin Vandervolgen gik, inden optagelserne gik i gang, og Tyler Pope forlod bandet under optagelserne. Man kunne i hvert fald godt mistænke dem for at have leveret nogle af de mere rabiate idéer til bandet, især Pugh og Pope, hvorfor albummet har en mere klassisk !!!-lyd over sig.

Den første single, ”AM/FM”, er således med det samme genkendelig som et !!!-nummer. Kombinationen af duvende basgange, bongotrommer, rytmiske, men afrundede guitartoner og Offers køligt afventende vokal indover brændemærker nummeret med tre udråbstegn inden for 20 sekunder. Her bruger de også mod slutningen ekkoende dub-effekter, som i Pope, Offer og Vandervolgens sideprojekt Out Hud, og den effekt dukker op flere gange på albummet, men anvendes som ganske traditionel dub.

Og albummet virker netop traditionelt. Tidligere albums lød som uoverskuelige ophobninger af kasseret musikhistorie, hvor de enkelte bidder kun kort afslørede deres genetik. Nu er det langt nemmere at høre, at udgangspunktet er 80’ernes punkfunk-scene. Guitarfunken og discobeatet på ”Jamie, My Intentions Are Bass” ligner store, hvide sneakers, stonewashed jeans og fake Ball-trøjer. Især Allan Wilsons saxofon i ”Wannagain Wannagain” kan blæse permanente krøller i selv de mest karseklippede hårstumper. Selv “Hollow” med sin tunge bas og breakbeats med tilnærmelsesvis rappende vokal henover udstiller inspirationen fra hiphop for tydeligt. Samtidig er det eneste vovestykke den afsluttende ”The Hammer”, som er et lidt bedaget forsøg ud i techno med svulmende, mørke synthlinjer, hvis opbygning er forudsigelig, og hvis lyd nærmer sig electroclash – en stilart, som må siges at have udspillet sit potentiale, da den i forvejen var en kortlivet revitalisering af electro. !!! lyder pludselig som deres inspirationskilder frem for en sublim akkumulation af dem.

Til gengæld er der sket noget med teksterne. Tidligere var det ofte overfladiske tekster om hed sex på mørke dansegulve, ufuldbyrdet eksistentiel undren over kærlighedens væsen og unuancerede svinere af politikere leveret i sms-forkortelser. Nu er retstavningen slået ind, og flere af sangene beskriver ganske fint komplicerede forhold mellem mennesker, der tydeligvis har ubehandlede psykiske skavanker. Eksempelvis fanger ”AM/FM” rammende det håbløse ved at flygte fra problemerne: »Now there’s nothing in the rear view mirror / except a trunk full of regrets / driving back / you can roll up the window / but you can’t drown out the wind«. Og samfundsengagementet viser sig i ”Steady As the Sidewalk Cracks”, hvor hiphop bliver brugt som et eksempel på, hvordan samfundet opfatter fænomener over tid: »When I was young they called it garbage / now suddenly, it’s Golden Age / but it seems to me, it’s the same as it used to be / the only thing that changed was we turned the page«.

Det redder dog ikke albummet fra at være !!!’s mest konservative til dato. Sangene er såmænd ganske gode, og bandet har jo en fed lyd, men den vitalitet og energi, der prægede tidligere albums, er blevet tæmmet. Resultatet er en doven fest, der har mistet sin spontanitet, fordi al morskaben er planlagt til mindste detalje og afprøvet så mange gange før.

★★★☆☆☆

Leave a Reply