Nyheder

Stream albums online

I den sidste tid er det som musikelsker blevet nemmere at høre musik online. Og her tænkes der ikke på ulovlige fildelingstjenester, men derimod på diverse musikhjemmesider, eller måske endda kunstnerne selv, der har været så venlige at lægge albums ud til fri afbenyttelse. Derfor følger her en liste, med tilhørende links, naturligvis, over en række interessante udgivelser, der kan streames kvit og frit fra internettet.

  • Vi begynder listen med dancepunkerne !!!’s kommende album Strange Weather, Isn’t It?, der kan streames via KCRW.
  • Herefter følger Ra Ra Riots The Orchard, som kan streames via NPR.
  • Matthew Dears dystre dansealbum Black City følger trop og kan høres ovre på Spinner.
  • Et andet interessant album at stifte bekendtskab med kunne være Magic Kids’ solbeskinnede og flot orkestrerede Memphis, som kan nydes på bandets Myspace.
  • Er man til mere abstrakte fornøjelser, så slå et smut forbi Kompakts hjemmeside, hvor Balam Acabs fremragende, elektroniske vidunder af en debut-ep kan høres.
  • Og som rosinen i pølseenden kan man med fordel slå et smut forbi Spinner, hvor det er muligt at streame Brian Wilsons dugfriske Brian Wilson Reimagines Gershwin, hvor den aldrende poptroldmand fortolker en række af George Gershwins sange.

Der er med andre ord nok at tage sig til, hvis man har brug for at slå et par timer ihjel i selskab med lidt god musik. God fornøjelse!

Om skribenten

Frederik Frimann Nielsen


boeger