Plader

The Acorn: No Ghost

Skrevet af Signe Palsøe

To år efter debuten er The Acorns spidskompetencer at skabe medrivende og opfindsom folk i et helstøbt lydbillede. Selvom anonymiteten et par gange titter forbi, er No Ghost en lovende efterfølger.

Et godt, gammelt råd mellem kvinder siger, at man aldrig skal lukke en mand ind i varmen, før man har set, hvordan han behandler sin mor. Måske var det medvirkende til, at jeg for et par år siden var mere end almindeligt charmeret af The Acorns debutalbum, Glory Hope Mountain. Skønt pladen var noget ujævn, vandt den på sin eksotiske instrumentering, en håndfuld sprælske og livsbekræftende numre og – selvfølgelig – på det faktum, at hele molevitten var dedikeret til forsanger Rolf Klauseners mor.

Her et par år efter debuten er det svært ikke at tænke, at bandet er modnet, selvom man prøver at lade være, fordi det er sådan en væmmelig, onkel-agtig ting at tænke. For det første har de lavet en Bon Iver og isoleret sig i en af Canadas utallige afsidesliggende bjælkehytter. Det er i sig selv langtfra et kvalitetsstempel (ofte er det nærmere et tegn på, at bandet famler efter at opnå de samme egenskaber ved sin musik eller blot ønsker at retfærdiggøre en hyttetur), men i The Acorns tilfælde er opholdet tydeligvis blevet brugt til noget konstruktivt. Selvom lydbilledet på Glory Hope Mountain var nuanceret som følge af de honduranske garifuna-rytmer og særprægede instrumenter, der dannede rammerne om albummets tematik, er det en langt mere kalkuleret brug af et væld af mere klassiske virkemidler, der præger No Ghost. Samtidig er børnesygdommene fra debuten i form af store udsving mellem det kåde og det kedelige nu langt mindre iørefaldende. Havde man onkel-skægget på, ville man nok sige, at The Acorn her lyder som et band, der hviler i sig selv. Det bliver aldrig sprælsk på den hvalpede måde, men tempo og melodiøsitet lever videre – bare lidt mere stiligt end før.

Eksempelvis minder åbneren “Cobbled From Dust” på mange måder om de numre, der løftede debuten. Blot har nummerets temmelig storladne sind en rygrad af klaver og sobert fingerspil under kontrasterne i Klauseners kraftfulde vokal og de efterhånden fremspirende flader af guitarfeedback. Den fine afvejning af interessante elementer, som bandet forstår at inkorporere i en ellers temmelig åben og fængende folkmelodi, minder på mange måder om den tilgang til musikken, som landsmændene i Great Lake Swimmers har.

Dog bryder den efterfølgende “Restoration” denne ramme ved at ride på energiske rytmer, der gør den til et af de indslag på No Ghost, der minder mest om 2008-pladen. Samtidig understreger den dog, hvor godt bandet får polerne i sit lydbillede til at smelte sammen til en helstøbt masse, når nummeret bliver afløst af den stille “Misplaced”, der spiller på de samme virkemidler i et mere introvert lydbillede. Alligevel står det klart, at disse passager endnu er The Acorns akilleshæl, da Klausener synes at have behov for at åbne op for helt andre energiniveauer i sit stemmeleje for at kunne indkapsle den intensitet, der er så nødvendig for at kunne være en vedkommende og karismatisk singer/songwriter. Et problem, bandet tackler langt bedre i “Slippery When Wet” ved at lade et fint, tilbageholdende guitartema og kor bidrage til stemningen.

Heldigvis fremstår de lidt anonyme passager ikke som deciderede opbrud i pladen, og luften går aldrig af ballonen, på samme måde som det skete på Glory Hope Mountain. I stedet nyder man højdepunkterne i de ulmende riff og rullende kor og trommer i “Crossed Wires” og “Bobcat Gold Wraith” eller det psykotiske blæsertema, der trænger sig på i titelnummeret. No Ghost er et helstøbt og veludført værk, der i sine bedste stunder vidner om bandets flair for at opbygge virkningsfulde stemningsbilleder ud fra gedigent håndværk. Og de mindre gode stunder – ja, de kontrasterer det øvrige materiale og gør det temmelig klart, hvad The Acorn behøver at justere på, hvis de vil skabe noget virkelig mindeværdigt.

★★★★½☆

Deltag i debat