Plader

The Books: The Way Out

Skrevet af Anna Møller

Grænsen mellem galskab og genialitet er hårfin – især når det gælder kunstnere, der forsøger at revolutionere den måde, man anskuer musik på. Jeg ved ikke, om det er det, The Books forsøger, men det lykkes i hvert fald.

Indrømmet – jeg har engang ejet en selvhjælps-cd. Jeg ved ikke, om den nogensinde hjalp noget, men det var egentlig meget afslappende at sætte en cd på, der signalerede: »Nu tager vi os lige en pause.« Den mulige pause er imidlertid for altid blevet ødelagt, efter at jeg har grovlyttet The Books‘ nyeste album.

The Way Out starter og slutter nemlig med pasticher på netop selvhjælpsgenren. “Group Autogenics I” og “Group Autogenics II” danner en fint tautologisk og dybt ironisk ring om albummets numre, der således åbner med linjen: »Hello, greetings and welcome. Welcome to a new beginning. This day will serve you as a new beginning as we are ready to begin,« mens det sidste nummer afsluttes med en kvindestemmes ekstremt afslappede »And it feels so good, so relaxed, and so at ease, and you’re becoming the world and everyone in it.«

The Books er Nick Zammuto og Paul de Jong, der mødte hinanden i New York i 2000, og The Way Out er de alternative amerikaneres fjerde album. Deres legende, eksperimenterende og barnligt begejstrede tilgang til musik kræver en tålmodig og åbensindet lytter og – hvis man ikke er helt hjemmevant med bandet – også en gennemlytning mere end normalt. Duoen blander elektronisk indiefolk, samplede (og iscenesatte) reallyde med både velskrevne og humoristiske tekster, der på dette fjerde album ofte imiterer selvhjælps-cd’er og de lommefilosofiske spoken truth-numre, man er stødt på gennem årene. Især reminiscenser fra Søren Rasteds exceptionelt ringe “Facts of Life” fra Lazyboy-dagene ligger lige for i “Chain of Missing Links”, der ironisk slutter: »Realize for a moment that the average human being only uses about 5 pct. of their brain. The other 95 pct. is available for … food«.

Dekonstruktionen af påstået dybsindige sange går igen i tilgangen til musikken. I “I Didn’t Know That” starter en række børn med at (halv)synge sangtitlen, før en række opklippede stemmer samples ind over hinanden og forstyrrer i en sådan grad, at man som lytter tvinges til at tænke: Er det her musik? Og hvis det er, så burde jeg måske udvide min musikalske horisont? Det er noget af en balancegang at nedbryde musik i en sådan grad, at lytteren stopper op og undres uden at blive så irriteret, at der bare bliver slukket. Det lykkedes imidlertid (næsten) for The Books. Duoen svinger på The Way Out fra de mere klassisk melodiske folknumre som ”All You Need Is a Wall”, hvor en kvindevokal rent faktisk synger (!), til den electro-støjende ”I Am Who I Am”, der galopperer derudad. Her ligger en masse (reallydende) stemmer lige inde bag støjen og siger bl.a. sangtitlen og linjen »This is a wonderful phrase by Gandhi,« der i øvrigt er titlen på en af de andre sange på albummet.

Under man sig selv en ekstra gennemlytning af The Way Out, er der i dén grad belønning at finde for lytteren, der hypnotiseres og i bedste fald optages helt af The Books, der især brillerer, når det visuelle medie føjes til og dermed udfolder de underholdende tekster til fulde. Dette sker f.eks. i “A Cold Freezin’ Night”, hvor en række MEGET vrede børn fortæller om, hvad de vil gøre ved én, og en meget indigneret dreng afslutter med det legendariske: »I’m gonna kill you. I’m gonna rip your hair off and you’re going to be bald and everybody’s going to think “hey, look at Meredith, she’s an idiot, ha-ha-ha”«. Videoen til er ekstremt morsomt, og det er en virkelig god og fængende sang med et smittende beat (der bygger på lyden af et vibrerende spejl). The Books er netop bedst, når musikken kombinerer den eksperimenterende og legende tilgang med den naivitet, der ligger ligefor, og samtidig bibeholder et melodisk element.

Det er svært at bedømme musik, der er så svært tilgængelig og ligger så langt fra en gængs forestilling om, hvad musik er. Men man må give The Books, at de virkelig rykker ved nogle grænser – både grænserne for, hvad der er muligt for (pop)musik, og grænserne for, hvad man egentlig bør byde sine øregange. Min selvhjælps-cd er havnet i skraldespanden.

★★★★★☆

Lyt til “Beautiful People”:
[audio:http://temporaryresidence.com/mp3s/the-books-beautiful-people.mp3]

Deltag i debat