Plader

The Chemical Brothers: Further

Skrevet af Mikkel Knudsen

De kemiske brødre kommer vidt omkring i den elektroniske musiks mange hjørner på Further. Men i stedet for fokuseret leg med genrer trækker pladen os, nå ja, further ind i kedsomhed.

Cd-mediet er i krise, og det virker derfor som en selvfølgelig udvikling at booste cd-udgivelser op med dvd’er, flotte coverdesign og så videre. Chemical Brothers har også forsøgt sig med en deluxe-udgave af deres nye album – inkluderende en dvd med musikvideoer til alle numrene. Numrene glider over i hinanden med en lyshåret pige som hovedperson. Ud over de flotte slowmotion-undervandsbilleder i introen virker det hele rodet og uengageret med lidt 90’er-agtige tribal-dansebevægelser og postulerede handlingsforløb.

Chemical Brothers’ musik er i virkeligheden et lidt underligt miskmask af elektroniske stilarter fra 90’erne. Grundkernen syntes at være en pulserende technoid house med rødder i acid house, som så i hvert fald i 90’erne var pumpet op med tunge, hiphoppede bigbeat-rytmer. De kemiske brødre holder sig dog heller ikke for gode til at sprede stænk af afslappende, soulet downbeat, a la den slags som pladeselskabet Ninja Tune har udgivet en del af.

Hvor Chemical Brothers med deres radiovenlige elektroniske lyd tidligere forekom at være i ét med tiden, virker de i dag temmelig slidte. Der er ingen tvivl om, at brødrene kan betvinge deres maskiner til lige præcis den destillation af dynamisk dansemusik, som de ønsker. Brødrene viser også især i intro- og outro-forløb, at de kan skabe syrede sequence-mønstre som dem, elektroniske pionerer som Jean Michel Jarre eller Tangerine Dream tit byggede deres musik op omkring. Desværre virker rytmemaskinen tung og doven, og det hjælper ikke meget, at duoen konstant, ved hjælp af diverse gimmicks, pumper musikken op til det ene klimaks efter det andet. Det virker mest af alt, som om brødrene er løbet tør for idéer – og i stedet for at finde et nyt sample eller tema, der skal tage over, lader de bare det hele kulminere i endnu et tomt og indholdsløst klimaks af professionelt udført drumroll-lir.

Mere downbeat numre som “Dissolve” eller “K+D+B” hjælper ikke på sagen. De igen professionelt udførte soulede ekskursioner virker bare som flere stiløvelser for duoen, der i den grad trænger til at genopfinde sig selv. Det virker faktisk bare som et ekstra forstyrrende element med de langsommere numre, når man måske så småt er begyndt at leve sig ind i den mere hårdtpumpede tech-house-stemning, der kendetegner halvdelen af albummet. Desuden er er soulet, elektronisk downbeatmusik lavet meget bedre af talrige artister på bl.a. Ninja Tune og Warp. Har man først hørt Prefuse 73 eller Flying Lotus, gider man næppe beskæftige sig med disse numre.

Der er uptempo-sekvenser, der virker, f.eks. i “Horse Power” eller det mere bigbeat-agtige “Swoon”, der også indeholder et udmærket, radiovenligt tema. Men duoen mangler tålmodighed i opbygningen af numrene. Det, der kan virke fængende ved den slags musik, er jo netop det monotone, tranceagtige og tit minimale udtryk. Selvom duoen utvivlsomt kunne præstere meget bedre ved at holde et mere fokuseret minimalistisk acid-udtryk, vælger de to englændere at gøre, hvad de kan, for at tilfredsstille et kernepublikum, der gerne vil have en plade, de både kan feste og slappe af til; noget man dog ikke kan gøre samtidig på denne plade.

Både introen og outroen på pladen rummer elementer af dreampop og syrede sequence-/synth-figurer, der kunne pege i helt andre interessante retninger, men det samlede indtryk er, at Further desværre er noget lettere uengageret rod. Også selvom fans af gruppen nok vil blive udmærket underholdt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat