Plader

The Coral: Butterfly House

Skrevet af Signe Palsøe

The Coral har som altid skruet en plade sammen med flair for melodien. Alligevel havde det været rart, om bandet hele vejen kunne være lige så gode til at overraske, som de er på pladens sidste skæringer.

Det er ved at være et stykke tid siden, at The Coral havde sine heydays. Selvom debutens eklektiske jongleren med alt fra barbershop til potente guitareskapader i et overordnet psykedelisk og 60’er-rocket lydbillede markerede et opmærksomhedsmæssigt såvel som musikalsk højdepunkt, var bandets udvikling derfra ikke uinteressant. Med et stabilt flow i udgivelserne, hvor der fra debuten i 2002 og frem materialiserede sig én plade om året, opbyggede The Coral efterhånden en mindre sprælsk profil. Den gode melodi og harmonierne var endnu i fokus, og selvom 60’er-rocken ikke var til at fordrive, blev der efterhånden længere mellem både udsyrede passager og udgivelser fra bandets hånd.

Således ligger Butterfly House fint i forlængelse af The Corals seneste toner, Roots & Echoes fra 2007. Om man vil tolke den lange tid mellem de to udgivelser som et tegn på, at bandet er blevet ældre og har mistet pusten, eller som et symptom på, at de har skullet bruge tid på at nørkle med deres virkemidler, må være op til den enkelte. For nok rummer Butterfly House en stor del af bandets mindst pågående og eksperimenterende materiale til dato, men samtidig er det tydeligt, at sansen for at skabe en gedigen melodi med de rigtige detaljer ikke fejler noget.

Melodien er da også omdrejningspunktet for størstedelen af Butterfly House, og som altid klæder det bandet at være direkte catchy. Numre som åbneren “More Than a Lover”, den efterfølgende “Rowing Jewel” og singlen “1000 Years” er båret af hurtigt, detaljeret trommespil, mønstre af fingerspillet guitar og riff og selvfølgelig af de andenvokaler og westcoast-kor, som er allestedsnærværende for The Coral. Når bandet som her rammer de helt rigtige strenge, er det svært ikke at holde af deres lette og iørefaldende lydbillede.

På den måde er det let at argumentere for, at Butterfly House er et vellykket album, for det er det langt hen ad vejen. Alligevel er der detaljer, bestanddele eller hele sektioner, der som reminiscenser fra fortiden bringer idéer om noget, der har været, og som ikke er, men som kunne være. Sagt mindre kryptisk bliver The Corals problem til tider, at man ved, de kan lave noget, der er mere komplekst og interessant, og at de ikke lader de mest eksperimenterende passager få lidt mere albuerum i det pæne lydbillede.

Pladens afsluttende trekløver, “1000 Years”, “Coney Island” og “The North Parade”, bærer i sig selv denne morale. Det er her ret indlysende, at det er variationen mellem alle de virkemidler, som bandet behersker, der giver det allerbedste resultat. “1000 Years”‘ umiddelbart fængende sind er en virkningsfuld kontrast til den den dystre “Coney Island”, der måske er pladens mest vellykkede skæring. Med sit svævende korarrangement, vindsus og det helt klassiske karruseltema, der ufravigeligt dukker op, hver gang et tivoli forsøges karikeret, formår nummeret at indkapsle efterårsuhyggen ved en øde pier på havet og dens tomme, sukkende forlystelser. En fin opsamling på det maritime tema, der ofte har præget bandets musik.

Der er ikke mange udsyrede passager på Butterfly House, og derfor overrasker det så meget desto mere, at The Coral med afslutteren “The North Parade” kaster sig ud i en imponerende omgang psykedelisk og energisk guitarrock med en helt tydelig rød tråd under de forvrængede riff. Den medrivende skæring undgår dog ikke at bidrage til ærgrelsen over, at størstedelen af udgivelsen har været tilforladelig, og at bandet først afslutningsvis opbryder lydbilledet eller tilfører det en snert melankoli eller uhygge.

Man bør hylde Butterfly House for det, den rent faktisk er: godt udført håndværk og virkelig vellydende materiale fra et band, der tydeligvis ikke har mistet gejsten. Alene af den grund er det værd at stifte bekendtskab med pladen, som snildt har sin berettigelse som sensommersoundtrack. Så må mit spage ønske om lidt mere kant og lidt mere nerve få lov at hænge i luften til næste gang. Det er på ingen måde et urimeligt krav til en så dygtig samling musikere.

★★★★☆☆

Deltag i debat