Plader

The Divine Comedy: Bang Goes the Knighthood

Skrevet af Jonathan Heldorf

Neutralmarineret kabaretpop og flødeskumslyrik om finanskrisen. Slug den kamel, hvem der vil.

Neil Hannon har god musiksmag. I sangen “At the Indie Disco” slynger han navne som The Cure, The Wannadies og Pixies ud med løs hånd. Navne, han kan lide at danse til. Men Neil Hannons egen musik under navnet The Divine Comedy er ikke noget at råbe højt hurra for. I snart 20 år har bandet skrevet harmløse kravlegårdssange, og alt er ved det gamle på den nye plade, Bang Goes the Knighthood. Dermed også sagt, at hvis du tilhører dem, der godt kan lide bandet, så er der sikkert ikke meget tabt ved at investere i pladen. Jeg har et meget anstrengt forhold til bandet, hvilket Bang Goes the Knighthood ikke har ændret på – i hvert fald ikke til det bedre. Havde jeg været Lars Bukdahl, ville der have stået yndlingsaversion med store typer øverst på siden.

Selvfølgelig er det intenderet og uundgåeligt at få associationer til Dantes “Den guddommelige komedie”. Men musikken, Hannon komponerer under navnet The Divine Comedy, har absolut intet med Dantes Inferno, Purgatorio eller Paradiso at gøre. Divine Comedy må forstås på en anden måde. Hvor komedie i antikken blot indikerede, at teksten havde en god slutning, betyder komedie i dag noget, vi kan grine ad, fordi det er absurd eller fjollet. Det er nærmere denne nye betydning, Neil Hannon benytter sig af. Divine kan i den sammenhæng forstås som noget, der ikke er direkte guddommeligt, men som noget, der er større end selvet. Altså sidder man med The Divine Comedy på anlægget og hører noget, der er fjollet på en transcendental og abstrakt måde.

Det er i det mindste det filosofiske udgangspunkt. I praksis gælder andre regler. For det er hverken særlig transcendentalt eller abstrakt, hvilket kun efterlader tillægsordet ‘fjollet’, og ikke engang dette er helt rammende – selvom vi er tæt på. Til dig, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med the Divine Comedy, lad mig kort ridse op:

The Divine Comedy laver let kammer- og kabaretpop, der bringer tankerne hen på det gamle hit ”Singin’ in the Rain” fra musicalen af samme navn. Musikken er primært koncentreret omkring et klaver, der spiller søde melodier, mens en walking bass halser efter til lyden af Hannons lettere nasale og ikke særlig voluminøse stemme, der vipper på kanten mellem at være bas og tenor. Forestil dig en uinteressant version af David Bowie, og du er på rette vej.

Samlebåndsmelodierne er hurtigt hørt, genkendt og glemt som lalleglad baggrundsmusik. Faktisk kan jeg kun huske ét nummer af Hannon, som jeg fandt spændende, og det var hans bidrag til filmen “Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”: ”So Long and Thanks for All the Fish”. Den sang var tilpas sorthumoristisk og uprætentiøs til at indkapsle den gode essens af Hannons sangskriveregenskaber, men jeg kan ikke forlige mig med hans neutralmarinerede melodier, når han samtidig tilsætter tekster om finanskrisen eller om at stå på et ben.

Der er noget modstridende ved The Divine Comedy; som om Neil Hannon ikke ved, om han vil være sjov eller seriøs, om han vil være hofnar eller rådgiver, og resultatet er, at han lander et sted midtimellem; han jonglerer med lagkager, mens han læser op af grundloven, og det fungerer ikke. Man kan ikke være sur i dur, er der nogen, der siger, men jeg kan virkelig blive irriteret af The Divine Comedy.

★☆☆☆☆☆

2 kommentarer

  • eneste opmuntrende bedrift fra Neil Hannons side jeg kan komme i tanke om, er hans fornøjelige dekonstruktion af Queens of the Stone Age “No One Knows”. Anmelderen er ergo i sin gode ret til at lave en decideret sviner på The Divine Comedy (pompøs pseudointellektualisme af allerværste aftapning)! (i øvrigt fantastisk plat at opkalde sig efter en af verdenslitteraturens giganter. Ville det fx være fedt med et band der hed The Eliad eller Hamlet eller War and Peace?? Nej, vel?)

Deltag i debat