Koncerter

The Low Anthem, 13.08.10, Loppen, København

Skrevet af Signe Palsøe

The Low Anthem er mestre i at skabe en stemningsfuld melankoli og ikke slippe taget i den. Havde de bare givet los og ladet fredag være fredag et par gange, ville også de stille passager nu have været en del mere virkningsfulde.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

The Low Anthems seneste udspil, Oh My God, Charlie Darwin, er en todelt størrelse. Selvom det er den melankolske folk, der dominerer albummet, går bandet til tider helt i den anden grøft og leverer en omgang stampende, mundharmonika- og whiskybaseret country. Selvom det ikke giver en helt homogen lytteoplevelse, er de energiske indspark gode til at skærpe opmærksomheden omkring de øvrige skæringer.

Det havde været godt, om The Low Anthem havde fulgt nogenlunde samme opskrift fredag aften på Loppen, der var imponerende velbesøgt. Kvartetten introducerede sig med “Ticket Taker”, og med den udpegede de samtidig retningen for for aftenens musikalske program. Ben Knox Millers snart engleagtige, snart formørkede, men altid fint gestikulerende og stemningsfulde vokal var som forventeligt fikspunktet, og selvom weekendnatten åndede bandet i nakken, havde de tydeligvis ikke tænkt sig at gå på kompromis med dette deres primære virkemiddel.

Stemningsmættet var det bestemt, når bandet med de vemodige numre fra hele bagkataloget samledes om mikrofonen til en omgang lonely rider-blues, der lige så godt kunne have foregået om et lejrbål en kølig aften på prærien. Således forløb i omegnen af halvdelen af aftenens numre, og når bandet ikke lige var samlet om en fællessang, var de med en forsigtig nørklen ved hammondorglet, kontrabassen eller klarinetten med til at støtte op om Millers fortælling.

Og det var fint og dygtigt udført, men undervejs gennem den halvanden time lange koncert blev det ret tydeligt, at det også var lidt kedeligt. Arrig hyssen førte en ulige kamp mod den småsnakken, som efterhånden trængte sig frem fra krogene, og der syntes med tiden at blive en del mere albuerum foran scenen. Jeg må indrømme, at jeg da også havde følelsen af at blive vækket, da Miller stak hovedet ned og spurgte, om jeg ikke lige kunne ringe til min sidemand, som jeg, ja, var faldet i snak med. Til gengæld var det temmelig fascinerende, da Miller satte de to telefoner på medhør og cirklede dem omkring mikrofonen for at skabe en temmelig high-tech version af den vemodige americanas hylen som outro til en sang.

Små finurligheder som disse holdt koncerten gående, og det var både overraskede og medrivende, når Jeff Prystowsky indledte et funky overraskelsesangreb på bassen, eller der blev givet plads til en lille jazzet solo. Det var dog ikke helt nok til at fordrive lysten til at foretage sig et eller andet drastisk midt i den helt meditative tristesse. Trampe i gulvet. Kaste et glas mod bagvæggen. Slå en skoggerlatter op. Og skylle det ned med en whiskysjus. Jeg tror, at mange havde håbet på, at der også havde været plads til den side af den amerikanske musik fredag aften. Under alle omstændigheder havde det givet musikken et ansigtsløft og sendt folk udenfor med lidt mere energi til natten.

★★★☆☆☆

Deltag i debat