Plader

The Norman Conquest: s.t. EP

Ærlig og redelig pop på denne ep med tre sange. Man får ikke meget for pengene, men er man til gedigen radiopop, kunne man måske få hang til The Norman Conquests poppede sangunivers.

The Norman Conquest – et ungt popband fra Århus – har med denne mini-ep fået muligheden for at bevise, at man sagtens kan påkalde sig et kræsent publikums opmærksomhed ved hjælp af kun tre numre. Personligt må jeg nok tilstå, at der skal lidt mere til, men udgangspunket er ærligt og talentfuldt, hvilket er en udmærket begyndelse. Vi er i den mere radiovenlige del af poppen, og selvom bandet gør meget ud af at fortælle os, at de fokuserer på sangskrivningen og vokalharmonierne i et lettilgængeligt lydunivers med en vis kant, fremstår de tre numre ganske ligefremme.

Vokalen er engelsk, men stilen mere dansk. Det lyder næsten lidt gymnasieband-agtigt, når man lytter til The Norman Conquest, for deres stil er ufarlig, poleret og ungdommelig. Jeg kom til at tænke på alle de 90’er-bands, der er nævnt som musikalske slægtninge ude til højre, og The Norman Conquest falder helt naturligt i hak med dem.

Åbneren “Ocean And Air” har uskyldig falsetvokal, der sammen med meget, meget klassiske guitar- og trommeflader sømmer plankerne samment om en tønde pop-eliksir, der egner sig fint til sommerradio, strandhygge og tankevirksomhed på standby.

“Spleen” er lidt mere tungsindig og rocket. Her får trommer og guitar mere bund, og den dybere, mørkere og knap så falset-agtige vokal spiller bedre sammen med musikken. Der er noget bittersødt over nummeret, som godt nok holder sig inden for de iørefaldende radiovenlige rammer i omkvædet, men versene er udmærkede og lovende.

Tredje og sidste nummer, “Invited to Tea”, er en lidt underlig størrelse med U2-guitar, piano, tristesse og en eller anden form for klarhed i klangen. Det er udmærket bygget op og knap så muntert poppet som de to andre numre. Det er ikke en ballade, men stjæler lidt af balladens virkemidler og bygges stille og roligt op. Et på mange måder klassisk radiohit, der vil kunne få mange efterskolehjerter til at eksplodere rundt omkring i landet, når de første kærestepar skal findes.

Well, The Norman Conquest har ikke meget nyt at byde på, men deres klare stillingtagen til poppens præmisser gør projektet troværdigt og ærligt. Der er alt for meget sikkerhedsline og lidt for lidt kant, og jeg har ufatteligt svært ved at høre, at bandet skulle have fået inspiration fra Radiohead, M83 og Pete Townshend, som de nævner, men der er da lidt Beach Boys at spore i deres vokalarbejde, som helt sikkert trækker op.

Man kunne have ønsket sig flere numre, da niveauet ikke ligefrem indbyder til masser af gennemlytninger igen og igen, og det kan være særdeles svært at bedømme et band ud fra tre sange, men det er jo noget, The Norman Conquest selv har valgt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat