Koncerter

Way Out West ’10: Basia Bulat, 13.08.10, Annedalskyrkan, Gøteborg

Skrevet af Christian Klauber

Basia Bulat leverede indfølt singer/songwriter, der dog mistede glød og nyhedens interesse lige så stille.

Oven på M.I.A.’s aggressive udladning af lys og lyd var det en lise for sjælen at træde ind i Annedalskyrkans dæmpede blå lys. Der blev nærmest taget varmt hånd om én og ens behov for at hvile sanserne.

Selvom Basia Bulats koncert ikke ligefrem var en ørkenvandring, var den ikke altid lige spændende.

Det varede dog ikke længe, før også Basia Bulat udfordrede sanserne. Ikke med beats eller aggressive ladegreb og kompressorhorn, men med ukulele, klaver og guitar. Hendes stemmepragt er anseelig, og selve kirkerummet – på grund af den resonans, rummets konstruktion skaber – egnede sig perfekt til hendes rundgang i sit vokalspektrum. Især de første par numre, heriblandt ”Run” og ”Snakes and Ladders”, var udtalt ekspressive og rørende.

Herefter var det, som om nyhedens interesse langsomt fortog sig: Nuanceringerne på guitaren mistede karakter, og tekstuniverset blev for ensformigt. Det kunne end ikke en polsk (kommunistisk) sang fra 60’erne, subtil humor eller smuk brug af lyset i kirkekoret ændre på.

Bulat tilbageerobrede noget af det tabte land med sit første ekstranummer, der var en blanding af performance og gospel: Rytmerne bestod udelukkende af hendes klap og tramp i gulvet, mens hendes vokal – med varierende intensitet og styrke – kastede sig rundt i kirken. At andet ekstranummer, efter endnu et enormt bifald, var et cover af Daniel Johnstons ”True Love Will Find You in the End” var sigende for koncertens lovende start og efterfølgende fald mod uinteresserede skuldertræk.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger