Koncerter

Way Out West ’10: Iggy & the Stooges, 13.08.10, Flamingo, Gøteborg

Skrevet af Christian Klauber

Sikke et brag. Iggy Pop og de andre veteraner fra the Stooges leverede en syngende, livsbekræftende rock’n’roll-lussing.

Okay, det kan godt være, at Iggy Pop virker som en nutcase, men fuck, hvor er man dog ligeglad, når varen bliver leveret så overbevisende, som tilfældet var på Way Out West fredag. Iggy Pop kom fræsende ind på scenen og flåede sin skjorte af. Efter ca. et minut havde han spyttet på sig selv og rullet flere gange med hofterne, end en mavedanser på Ankara gør på en time. Publikum var i hans hule hånd fra første sekund.

Iggy Pop leverer fantastisk rock'n'roll, men går heller ikke af vejen for en runde limbo.

Med ”Raw Power” lagde koncerten tilsvarende aggressivt og målrettet fra land track-mæssigt, og tempoet og det seksuelle drive blev holdt i hævd med ”Search and Destroy” og ikke mindst ”Gimme Danger”. At så relativt gamle mænd kunne levere rock’n’roll med så voldsom intensitet og ægte indlevelse, var ikke kun imponerende, det var også beundringsværdigt – især fordi det blev gjort med ægte opofrelse: trommeslager Scott Asheton med optapede fingre og Mike Watt med et smadret ben.

Selvom man ved, at Iggy Pop er noget af en hvirvelvind på en scene, oversteg graden af craziness og vanvittige indfald de vildeste forventninger. Mikrofonstativet lå mere ned, end det stod op, og scenefolkene var på overarbejde med at holde ledninger, fordi Iggy fløj ned til publikum og op igen. Billedet af Iggy, der til ”I Wanna Be Your Dog” først lægger sig ned og med armen under hovedet betragter bandet og efterfølgende kravler rundt som en hund, er printet i min hukommelse.

Alle numrene havde drive, orgiastiske guitarsoloer og power som en knyttet næve i ansigtet. Det var råt to the bone, og det blev leveret af en mand betragteligt ældre end gennemsnittet foran scenen. Afslutningen på koncerten var et skoleeksempel: I slutningen af ”Monster Man” slentrer han skødesløst ud, men ombestemmer sig, går hen til Watt, skyggebokser ham i ansigtet og svinger derefter mikrofonen ud foran sig og lader ledningen binde ham som gaze om en mumie; gør sig fri af ledningen, råber og går ud.

Ekstranumrene var som et overfyldt overflødighedshorn. De var unødvendige, men kærkomne: ikke mindst fordi det var to aggressivt velsmurte udgaver af ”Death Trip” og ”No Fun” – ganske passende afsluttet med, at Iggy Pop smadrer mikrofonstativet. Iggy bliver selvfølgelig stående, som en tyr i arenaen, der ikke vil gå ud, stanger et par jabs ud, inden han endelig river sig løs fra publikums hyldest. Raw power! Huah!

★★★★★★

Deltag i debat