Koncerter

Way Out West ’10: Panda Bear, 13.08.10, Linné, Gøteborg

Skrevet af Christian Klauber

Langsom, utilnærmelig start, poppet, altomfavnende afslutning. Panda Bear spillede sig varm i sin udsyrede, rockede electronica.

Panda Bear er glad for dej i ansigtet.

Mine forventninger til Panda Bear var ganske store. Hans ekkofyldte, elektroniske indierock-ekskursioner skabte med Person Pitch en ekstremt interessant plade med masser af dybde og mange lag. Men lad os få det på plads med det samme: Der blev ifølge mine optegnelser kun spillet et nummer fra én plade: Ponytail.

Mestendels var det nyt, heriblandt nummeret ”Slow Motion” fra den nye syvtommer-single. Men det ændrede ikke på, at det var lige så abstrakt vellydende og mindblowing som Person Pitch og Panda Bears arbejde med Animal Collective.

I begyndelsen af koncerten var der næsten tale om provokerende langsom udvikling af sangstrukturerne og akkorder, der blev forvrænget så meget, at de kun akkurat holdt sig på grænsen til at blive decideret falske. Det syntes dog at være en del af missionen at starte utilnærmeligt ud, for langsomt blev der lukket op for varmen i lyden og en mere tilgængelig kompleksitet.

Panda Bears mange nedbrud og skift samt retningsændringer i lydbilledet gav til tider følelsen af at lytte til ét langt, fortløbende nummer. Hver gang, en smule pop sneg sig ind, kunne man være sikker på, at det blev drejet og smidt ud i en ny form. Dermed ikke sagt, at det hele var komplekst og utilgængeligt. Koncerten var i udstrakt grad billeddannende – måske netop fordi de manglende fastlagte strukturer skaber rum for at svæve ud i musikken.

Efter at have øget tempoet gradvist undervejs vendte Panda Bear mod koncertens slutning tilbage til begyndelsens langsomme, udstrakte lydbilleder. Derigennem skabte han en fuldendt cirkel i koncerten. Det eneste, der måske manglede, var en fremskreden nattetime. Dér ville de tunge beats, den skæve, ekkofyldte pop og de psykedeliske visuals VIRKELIG have gjort lykke.

★★★★½☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger