Koncerter

Way Out West ’10: Panda Bear, 13.08.10, Linné, Gøteborg

Skrevet af Christian Klauber

Langsom, utilnærmelig start, poppet, altomfavnende afslutning. Panda Bear spillede sig varm i sin udsyrede, rockede electronica.

Panda Bear er glad for dej i ansigtet.

Mine forventninger til Panda Bear var ganske store. Hans ekkofyldte, elektroniske indierock-ekskursioner skabte med Person Pitch en ekstremt interessant plade med masser af dybde og mange lag. Men lad os få det på plads med det samme: Der blev ifølge mine optegnelser kun spillet et nummer fra én plade: Ponytail.

Mestendels var det nyt, heriblandt nummeret ”Slow Motion” fra den nye syvtommer-single. Men det ændrede ikke på, at det var lige så abstrakt vellydende og mindblowing som Person Pitch og Panda Bears arbejde med Animal Collective.

I begyndelsen af koncerten var der næsten tale om provokerende langsom udvikling af sangstrukturerne og akkorder, der blev forvrænget så meget, at de kun akkurat holdt sig på grænsen til at blive decideret falske. Det syntes dog at være en del af missionen at starte utilnærmeligt ud, for langsomt blev der lukket op for varmen i lyden og en mere tilgængelig kompleksitet.

Panda Bears mange nedbrud og skift samt retningsændringer i lydbilledet gav til tider følelsen af at lytte til ét langt, fortløbende nummer. Hver gang, en smule pop sneg sig ind, kunne man være sikker på, at det blev drejet og smidt ud i en ny form. Dermed ikke sagt, at det hele var komplekst og utilgængeligt. Koncerten var i udstrakt grad billeddannende – måske netop fordi de manglende fastlagte strukturer skaber rum for at svæve ud i musikken.

Efter at have øget tempoet gradvist undervejs vendte Panda Bear mod koncertens slutning tilbage til begyndelsens langsomme, udstrakte lydbilleder. Derigennem skabte han en fuldendt cirkel i koncerten. Det eneste, der måske manglede, var en fremskreden nattetime. Dér ville de tunge beats, den skæve, ekkofyldte pop og de psykedeliske visuals VIRKELIG have gjort lykke.

★★★★½☆

Deltag i debat