Koncerter

Way Out West ’10: Taken by Trees, 13.08.10, Annedalskyrkan, Gøteborg

Foto: PR.
Skrevet af Christian Klauber

Med tribale rytmer og glad indiepop fik Taken by Trees sat skub i festen ud på de sene timer.

Taken by Trees indledte sin koncert med en videoinstallation – umiddelbart optaget i Mellemøsten – der kørte bagerst i kirkekoret. Uden musikere på scenen. Uden lyd. En andægtig (eller måske bare træt?) stilhed signalerede forståelse for konceptet. Selv da lyden blev slået til, fortrak publikum ikke en mine.

Det gjorde de heller ikke, da musikere og den tidligere Concretes-forsanger Victoria Bergsman gik på scenen og skød rejsen til Marrakech i gang med catchy indiepop – spækket til randen med tribale rytmer og orientalsk inspiration.

Glæden og overskuddet i musikken er nærmest en antitese til det lyriske univers, der er fyldt med melankoli og smerte. Alene de tre første numre, ”To Lose Someone”, ”Only Yesterday” og ”Greyest Love of All”, giver et tydeligt indtryk af, hvad der er på spil. Og griber man sig i at lytte til teksterne frem for at fægte med armene og bevæge kroppen til de inciterende rytmer, skal jeg ærligt indrømme, at al den lillepigesmerte bliver en anelse kvalm. Heldigvis var det sjældent, at der var tid til den slags fordybelser, især fordi Victoria Bergsman bestemt dikterede publikum til skiftevis at sidde ned og stå op.

Taken by Trees’ melodiøse pop blandet med tribalrytmer, synth og alskens instrumenter (tamburin, blokfløjte) egnede sig perfekt til kirkerummet og foldede i bogstaveligste forstand drømmens faner ud. Det var overbevisende og hypnotiserende indiepop, der i den grad vaskede trætheden af sindet.

★★★★★☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger