Koncerter

Way Out West ’10: Reflection Eternal feat. Talib Kweli & Hi-Tek, 14.08.10, Azalea, Gøteborg

Skrevet af Christian Klauber

Tung bas i brystkassen og mudret lyd tog pusten ud af en ellers lovende Reflection Eternal-koncert med det legendariske team.

Talib Kweli delte gavmildt ud af sit flow på Azalea, men lyrikken druknede i tung bas.

Efter tidligere på året at have oplevet Talib Kweli fyre den godt og grundigt af i Pumpehuset var det med store forventninger, at jeg troppede op foran Azalea for at opleve Kwelis nærmest legendariske line-up med Hi-Tek.

Forventningerne var ikke for store: Koncerten lagde fra land med “Move Something”, “Down for the Count” og “Eternalists”, hvor Kweli på sidstnævnte nummer leverede slutningen a cappella. Siden fortsatte festen med bl.a. “Too Late”, “In This World” og “Back Again” – alle fra Reflection Eternal. Men der blev også vist andre kapitler frem fra Kwelis imponerende hiphoproman, bl.a. “Beautiful Struggle” fra albummet af samme navn og “Ballad of the Black Gold” fra Kweli & Hi-Teks seneste samarbejde Revolutions Per Minute.

Der var altså god grund til at være tilfreds. Publikum fik  udmærket fest i solen, Kweli havde fremragende styr på interaktionen med publikum og leverede flere gange fremragende a cappella-versioner, hvor lyden var cuttet helt. Selvom man ved, at Kweli netop leverer den slags, er stabiliteten og rytmikken i hans flow altså af en anden verden. Man kunne forvisse sig om, hvor unikt hans flow reelt er, da Hi-Tek og Talib foretog et helt unødvendigt sidebytte, og Hi-Tek kom frem på scenen for at rappe. Ved siden af Talibs flydende ordtornadoer fremstod Hi-Tek decideret ordinær, og hans levering på Azalea var en personificering af udtrykket ’skomager, bliv ved din læst’.

Alt var altså ikke fryd og gammen. Desuden var et yderligere problem (der også delvist forstyrrede Wu-Tang-koncerten om fredagen), at lydfolkene på Azalea åbenbart havde opstillet regnestykket hiphop = tung bas, for bassen både rungede og overdøvede i flere tilfælde lyrikken, der altså stadig – også til festival – er en central komponent i hiphop. Derfor kom jeg aldrig helt op på det beat, hvorpå både Talib og Hi-Tek hovedsageligt befandt sig. Dertil var både skiftet mellem de to for ligegyldigt og lydproblemet for dominerende.

★★★☆☆☆

Deltag i debat