Koncerter

Way Out West ’10: Reflection Eternal feat. Talib Kweli & Hi-Tek, 14.08.10, Azalea, Gøteborg

Skrevet af Christian Klauber

Tung bas i brystkassen og mudret lyd tog pusten ud af en ellers lovende Reflection Eternal-koncert med det legendariske team.

Talib Kweli delte gavmildt ud af sit flow på Azalea, men lyrikken druknede i tung bas.

Efter tidligere på året at have oplevet Talib Kweli fyre den godt og grundigt af i Pumpehuset var det med store forventninger, at jeg troppede op foran Azalea for at opleve Kwelis nærmest legendariske line-up med Hi-Tek.

Forventningerne var ikke for store: Koncerten lagde fra land med “Move Something”, “Down for the Count” og “Eternalists”, hvor Kweli på sidstnævnte nummer leverede slutningen a cappella. Siden fortsatte festen med bl.a. “Too Late”, “In This World” og “Back Again” – alle fra Reflection Eternal. Men der blev også vist andre kapitler frem fra Kwelis imponerende hiphoproman, bl.a. “Beautiful Struggle” fra albummet af samme navn og “Ballad of the Black Gold” fra Kweli & Hi-Teks seneste samarbejde Revolutions Per Minute.

Der var altså god grund til at være tilfreds. Publikum fik  udmærket fest i solen, Kweli havde fremragende styr på interaktionen med publikum og leverede flere gange fremragende a cappella-versioner, hvor lyden var cuttet helt. Selvom man ved, at Kweli netop leverer den slags, er stabiliteten og rytmikken i hans flow altså af en anden verden. Man kunne forvisse sig om, hvor unikt hans flow reelt er, da Hi-Tek og Talib foretog et helt unødvendigt sidebytte, og Hi-Tek kom frem på scenen for at rappe. Ved siden af Talibs flydende ordtornadoer fremstod Hi-Tek decideret ordinær, og hans levering på Azalea var en personificering af udtrykket ‘skomager, bliv ved din læst’.

Alt var altså ikke fryd og gammen. Desuden var et yderligere problem (der også delvist forstyrrede Wu-Tang-koncerten om fredagen), at lydfolkene på Azalea åbenbart havde opstillet regnestykket hiphop = tung bas, for bassen både rungede og overdøvede i flere tilfælde lyrikken, der altså stadig – også til festival – er en central komponent i hiphop. Derfor kom jeg aldrig helt op på det beat, hvorpå både Talib og Hi-Tek hovedsageligt befandt sig. Dertil var både skiftet mellem de to for ligegyldigt og lydproblemet for dominerende.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger