Koncerter

Way Out West ’10: tUnE-YarDs, 14.08.10, Parken, Gøteborg

Skrevet af Christian Klauber

tUnE-YarDs leverede en overrumplende ekspressiv koncert og bidrog i den grad yderligere til deres rygte som vildt liveband.

tUnE-YarDs ukulele-angriber et intetanende publikum med strukturel præcision.

Lige så bemærkelsesværdig en måde, tUnE-YarDs skriver deres navn på, lige så bemærkelsesværdig er deres musik. Den ligger på grænsen mellem galskab og genialitet, vanvittige indskud og gennemtænkte tanker, og når bandet ydermere har ry for at være et særdeles interessant live-bekendtskab, var der lagt i kakkelovnen til en interessant performance i et lokale på størrelse med Lades Kælder i København.

tUnE-YarDs’ idemæssige kraftværk er forsangeren Merrill Garbus, der i den grad bruger sin vokal som instrument – i flere tilfælde mindede hendes spændvidde i vokalen om koncerten på Roskilde ’10 med fantastiske Prince. Under koncerten havde hun hele tiden to mikrofoner inden for rækkevidde, og samtlige numre begyndte med, at hun optog et beat, hun lavede med stemmen (f.eks. beatbox), og andre lyde, f.eks. slag på mikrofonstativet, der dannede fundamentet for nummerets beatstruktur. Det var yderst fascinerende at opleve, hvordan stemmen på den måde blev inddraget som en fuldgod erstatning for f.eks. en trommeslager.

Det lyder (og var) abstrakt og eksperimenterende, og var det ikke for den særdeles karismatiske forsanger Garbus, der mellem sang- og percussion-anstrengelserne rent faktisk formåede at smile, kunne det let have været for meget af det gode. Bevæbnet med ukulele, tamtam og lilletromme leverede Garbus og hendes bassist Nate Brenner dog en inciterende, funky og festlig koncert, der fik det lille rum til at gløde og svede i takt til lydene og de tribale beats, der hvirvlede ned fra scenen.

Selvom flere af numrene snildt sneg sig et stykke over de seks minutter, og de snoede sig om de samme repeterede figurer, var intensiteten i bandets optræden stærk nok til at holde opmærksomheden og interessen bastet og bundet til scenen i samfulde 45 minutter. Med Garbus’ vildt opspilede øjne og skiftevis skrig og sang, der i udstrakt grad fik mig til at tænke på udskejelserne i filmen “Where the Wild Things Are”, var koncerten en forrygende eksercits i strukturelt vanvid omsat til lyd.

★★★★★☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger