Koncerter

Way Out West ’10: tUnE-YarDs, 14.08.10, Parken, Gøteborg

Skrevet af Christian Klauber

tUnE-YarDs leverede en overrumplende ekspressiv koncert og bidrog i den grad yderligere til deres rygte som vildt liveband.

tUnE-YarDs ukulele-angriber et intetanende publikum med strukturel præcision.

Lige så bemærkelsesværdig en måde, tUnE-YarDs skriver deres navn på, lige så bemærkelsesværdig er deres musik. Den ligger på grænsen mellem galskab og genialitet, vanvittige indskud og gennemtænkte tanker, og når bandet ydermere har ry for at være et særdeles interessant live-bekendtskab, var der lagt i kakkelovnen til en interessant performance i et lokale på størrelse med Lades Kælder i København.

tUnE-YarDs’ idemæssige kraftværk er forsangeren Merrill Garbus, der i den grad bruger sin vokal som instrument – i flere tilfælde mindede hendes spændvidde i vokalen om koncerten på Roskilde ’10 med fantastiske Prince. Under koncerten havde hun hele tiden to mikrofoner inden for rækkevidde, og samtlige numre begyndte med, at hun optog et beat, hun lavede med stemmen (f.eks. beatbox), og andre lyde, f.eks. slag på mikrofonstativet, der dannede fundamentet for nummerets beatstruktur. Det var yderst fascinerende at opleve, hvordan stemmen på den måde blev inddraget som en fuldgod erstatning for f.eks. en trommeslager.

Det lyder (og var) abstrakt og eksperimenterende, og var det ikke for den særdeles karismatiske forsanger Garbus, der mellem sang- og percussion-anstrengelserne rent faktisk formåede at smile, kunne det let have været for meget af det gode. Bevæbnet med ukulele, tamtam og lilletromme leverede Garbus og hendes bassist Nate Brenner dog en inciterende, funky og festlig koncert, der fik det lille rum til at gløde og svede i takt til lydene og de tribale beats, der hvirvlede ned fra scenen.

Selvom flere af numrene snildt sneg sig et stykke over de seks minutter, og de snoede sig om de samme repeterede figurer, var intensiteten i bandets optræden stærk nok til at holde opmærksomheden og interessen bastet og bundet til scenen i samfulde 45 minutter. Med Garbus’ vildt opspilede øjne og skiftevis skrig og sang, der i udstrakt grad fik mig til at tænke på udskejelserne i filmen “Where the Wild Things Are”, var koncerten en forrygende eksercits i strukturelt vanvid omsat til lyd.

★★★★★☆

Deltag i debat