Plader

Wolfgang Voigt: Freiland Klaviermusik

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Freiland Klaviermusik er spændende, men også så tung og svært tilgængelig, at den aldrig rigtig kommer til at fungere.

Det her album buldrer og hamrer – og er nok et af de særeste og mest egensindige albums, jeg har lyttet til i 2010. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad jeg synes om det. Det pirrer min nysgerrighed, og det pirrer absolut mine ører, men der er vist ikke et eneste sted på albummet, som kan betegnes som smukt, harmonisk eller vellydende i klassisk forstand. Freiland Klaviermusik er snarere lurende og påtrængende ubehag.

Wolfgang Voigt er bedst kendt for sine udgivelser under navnet GAS og som medstifter af berlinerselskabet Kompakt. Ved siden af Kompakt har Voigt kørt selskabet Profan, som dog siden 2000 mere eller mindre har ligget stille. Indtil nu, hvor denne udgivelse har set dagens lys.

Freiland Klaviermusiks kombination af trommebeat og syntetisk piano ligger langt fra GAS-udgivelserne, som musikalsk befinder sig et sted mellem newage og shoegazer med et blidt beat nedenunder. På Freiland Klaviermusik er vi nærmere i et grænseland mellem Arnold Schönbergs tolvtonemusik og minimalistisk techno. Og stemningsmæssigt er der ikke langt til Ennio Morricone. Eller Franz Kafka. Voigt skulle efter sigende også været inspireret af den mexicanske komponist Conlon Nancarrow (1912-1997), som er mest kendt for sine kompositioner for piano. Ligesom Nancarrow ser Voigt instrumenter som mekaniske maskiner, der indeholder uforudsigelige og spontane elementer. Og det kan høres.

Freiland Klaviermusik er næsten disponeret, så numrene med de hårdeste beats ligger først, mens melodien langsomt forsvinder i løbet af albummet, hvor det abstrakte topper til sidst. ”Geduld” er albummets mest melodiske nummer og er da også blevet remixet til en 12-tommer. Voigt bygger op med de insisterende, dybe akkorder, der findes på store dele af albummet, men der, hvor ”Geduld” skiller sig ud, er med sin lille melodi i den lyse ende af tangenterne. I sig selv er nummeret ikke lyst, men i kontrast til resten af albummet er det en popperle. ”Geduld” efterfølges af den Terry Riley’ske ”Schweres Wasser”, der heller ikke er så dyster, men fyldt med fremragende Veuve Clicquot-bobler.

Af de beatdrevne numre fungerer ”Zimmer” og ”Feld” rigtig godt – også sammen. ”Zimmer” slæber sig af sted med dybe noter, mens ”Feld” har et mere tyndbenet beat, som på hvert slag får følge af en akkord. Det har faktisk en form for jazz – i Angelo Badalamentis ånd – over sig. ”Verwandlung” benytter sig af samme teknik, men har ikke samme lethed som ”Feld”. Mens der således i al det groteske gemmer sig godbidder blandt de beatdrevne numre, virker numrene uden beat som en parodi på klassisk klavermusik – konstrueret uden at lytte til resultatet. De minder så meget om hinanden, at ”Mecha”, ”Symbol” og ”Silberg” flyder sammen. Som udløb på albummet fungerer de egentlig fint som tryg tilbagevenden til den virkelige verden, og det er rart. Men også lidt tomt og ligegyldigt.

Det er svært at lytte til Freiland Klaviermusik. Voigt betragter minimalistisk musik som tættere forbundet med minimal kunst end med minimalistisk techno, og som eksperiment og kunst er albummet et fint værk. Men som musik er det simpelthen for tungt.

★★★½☆☆

Deltag i debat