Plader

Arp: The Soft Wave

På sit andet album under kunstnernavnet Arp rækker Alex Georgopolous tilbage til 70’ernes tyske synthesizerpionerer, men opererer med en snert af popelementer, der undertiden trækker hans synthdrone mod traditionel sangskrivning.

2010 har om noget været året, hvor det analoge udtryk er blevet taget op på ny. Ikke siden slutningen af 90’erne, hvor bands som Stereolab, Broadcast og Air på hver sin unikke måde inkorporerede 70’ernes synthesizere i deres musik, har det analoge udtryk spillet en så fremherskende musikalsk rolle. Albums som Emperor Tomato Ketchup, The Noise Made by People og Moon Safari introducerede en stil, der om end stærkt forankret i traditioner, lød moderne og nytænkende. På disse plader legede kunstnerne frit med 60’ernes loungemusik, 70’ernes krautrockscene, west coast psychedelia, Serge Gainsbourgs lumre vidundere og Jean-Michel Jarres kosmiske bombasme, og resultatet var en eventyrlig, postmoderne smeltedigel, der mest af alt mindede om en musikalsk pendant til Quentin Tarantinos overdådige og strukturnedbrydende genreøvelser.

Ligesom deres kolleger i de sene 90’ere har en række musikere i år fundet tilbage til Moog’en, Wurlitzer’en og Korg’en. Genren er af bloggere og diverse musikmedier blevet døbt ‘drone’, og udtrykket minder mest af alt om en moderne opdatering af den tyske kosmische musik. Jeg bliver især mindet om Cluster og Tangerine Dreams intergalaktiske udforskning af synthesizerens klangmuligheder, når jeg lytter til Emeralds og Oneohtrix Point Never, to af de fremmeste eksponenter for drone-scenen. Deres stil er legende, udflippet og formløs, men den er på samme tid også skønhedssøgende, drømmerisk og virkelighedsfjern.

Det samme kan siges om Alex Georgopolous, der til dagligt opererer under kunstnernavnet Arp. Han er signet på det prominente norske pladeselskab Smalltown Supersound, der nok er bedre kendt for Lindstrøms og diskJokkes hypnotiske spacedisco. Her har han udgivet sit andet album med titlen The Soft Wave, der i sit indhold rækker tilbage til 70’ernes tyske synthesizerpionerer. Men hvor Emeralds og Oneohtrix Point Never dyrker en mere improvisatorisk udsvævende stil, opererer Georgopolous med en snert af strukturalisme, der undertiden tenderer traditionel sangskrivning. Det er især hørbart på numrene ”From a Balcony Overlooking the Sea”, der med vokal og en lineær struktur er noget af det tætteste, en droneartist endnu er kommet på at skrive en popsang, og det lystige ”High Life”, der med sin stramt programmerede trommemaskine, en overstadig synthflade og ringende guitarer ligeledes demonstrerer, at Georgopolous undertiden leger med en sær form for sangskrivning.

Men ud over disse to eksempler indeholder The Soft Wave fortrinsvis hypnotisk drømmende kompositioner – f.eks. det stort anlagte åbningsnummer ”Pastoral Symphony,” der nærmest fungerer som en organisk pendant til Kraftwerks følelsesløse, mekaniske perfektion, eller ”Alfa (Dusted),” der med sin bastante synthpuls og udsvævende guitarfigur trækker tråde tilbage til Neu!’s metronomiske og sanseudvidende rockmusik.

The Soft Wave tilfører på overfladen intet nyt til den allerede spirende drone-scene, men den udgør i kraft af sin lydlige optimisme, sin analoge varme og sit fokus på lineær struktur ikke desto mindre et mere letfordøjeligt alternativ til Emeralds’ og Oneohtrix Point Nevers mere dystopisk klingende synthesizereksperimenter. Af den grund er den et oplagt sted at starte, hvis man vil stifte bekendtskab med en af årets mere interessante musikalske strømninger.

★★★★☆☆

Deltag i debat