Plader

Black Mountain: Wilderness Heart

Skrevet af Christian Birk

Black Mountains tredje udspil lyder i bandets natur stort set som de to foregående. Denne gang er der dog føjet metalrock og heltedyder til repertoiret. Et ikke imponerende værk fra en driftsikker enhed.

Det canadiske rockband Black Mountain entrerede med bravour musikscenen i 2005 med sin selvbetitlede debutplade. I kølvandet af bands som Arcade Fire, Broken Social Scene og Wolf Parade gjorde Black Mountain et fint og anderledes indtryk med deres tunge stonerrock. Et interessant bekendtskab i et lidt ensartet canadisk musikalsk landskab. For to år siden kom så opfølgeren, In the Future. Der var ikke mange stilistiske overraskelser, men som på debuten spillede de fem canadiere hårdt og kontant med musklerne. Med en tydelig kærlighed for 70’ernes psykedeliske rocklyd blev der alligevel plads til både luftguitar og moody blues – de var altid velforberedte og med orden i værktøjskassen.

Der er måske ikke så meget sex and drugs over Black Mountains tilbageskuende bagkatalog, men der er derimod masser af rock’n’roll. Flere af bandmedlemmerne arbejder sideløbende på et værested for socialt udsatte, og selvom det vidner om sympatiske personligheder, forstår de at smadre igennem både live og på plade. Det er også tilfældet på kollektivets nyeste udspil, Wilderness Heart, der vanen tro straffer bækkener og knækker strenge. Med boblende entusiasme og hår på brystet har kvintetten søgt i historiebøgerne for svar, men denne gang har man indspillet i solrige Californien – og det kan høres!

Hvor de to foregående plader fødtes i grå og regnfulde Seattle, er Wilderness Heart altså blevet til på varmere breddegrader. Et lidt indadvendt band har her på deres tredje album ladet lyset komme ind. To gode eksempler herpå er åbneren ”The Hair Song” og førstesinglen ”Old Fangs”. Der bliver buldret igennem med stor spillelyst, og selvom der er fine variationer, er kompositionerne lidt for stramme. Førstnævnte er umiskendeligt blueset, men uden den sprødhed og nerve, som vi ved, at bandet kan spille med. Det er slet ikke farligt, og selvom albumcoveret viser en ordentlig krabat af en hvidhaj, er der ikke meget bid over nummeret her. ”Old Fangs” er mere larmende og metal-orienteret, end vi har hørt det før, men igen er de skarpe kanter slebet til, og man sidder faktisk tilbage med en lidt tør smag i munden.

Overordnet set er Black Mountains nyeste skive præget af en lidt tungere, hårdere og måske lidt for fokuseret lyd. Jeg har alle dage gjort indsigelser mod deres lidt for gennemarbejdede sound, men det har de tidligere gjort op for med interessant syrerock og uimponerede strukturer. Jeg har været betaget af spillelysten, men også af selve håndværket. Dog bliver det her på deres tredje langspiller lidt for tænkt og teknisk præget. Der bliver flirtet med hård metal og traditionel folklore, men det rykker lidt for sjældent, og det er oftest svært at se menneskerne bag de mange instrumenter.

Allerværst er det i den lidt corny ”Let Spirits Ride”, men også pladens sidste nummer ”Sadie” er lidt for søgt i sit selvhøjtidelige forsøg på være en nærværende folkballade. Det er dog ikke i nærheden af at være lige så dårligt som på ”Let Spirits Ride”. Med underligt selvudslettende og tempofyldt helterock synger Stephen McBean om himlens dør og genopstandne sjæle. Imens bliver der liret et par 80’er-guitarriffs af, og det er lige før, at sangen her ville høre bedre hjemme i et retrobilspil.

Undervejs er der dog også et par lyspunkter. Stærkest i hukommelsen står ”Buried by the Blues”, der indledt af tamburin, steelguitar og fine strygere leder tankerne hen på landsmanden Neil Young. Her formår bandet elegant at tøjle den storslåede produktion, og på en hektisk plade er det befriende med et nummer, der får tid og albuerum. Også ”The Way to Gone” anført af klassisk The Doors-orgel luner med både sjæl og karisma. Desværre har Black Mountain det med at gemme sig bag deres stort tilrettelagte produktioner. Selvom pladen er godt spillet og tight som altid, har jeg svært ved at få den ind under huden. Den har altså kørt på rotation herhjemme i en uges tid, men den er endnu ikke kommet på af egen fri vilje.

★★½☆☆☆

Lyt til “Hair Song”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/hairsong.mp3]

Lyt til “Old Fangs”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/oldfangs.mp3]

Deltag i debat