Koncerter

Calexico, 13.09.10, Train, Århus

Fadøl og et mørkt Train blev til tequila og sunny Mexico da Calexico og den spanske sangerinde Amparo Sánchez spillede op til dans.

Da Calexico går på scenen mandag aften, er det vel vidende, at deres publikum har fået præcis den opvarmning, som skaber grobund for en succesfuld koncert. Flere af bandets medlemmer, heriblandt forsanger Joey Burns, spiller sammen med den spanske stjerne Amparo Sánchez, som med sin patosfyldte vokal forvandler Train til en latinamerikansk natklub. De knap tre kvarter, hun optræder, er præcis hvad man behøver som forberedelse til en lummer aften i mariachiens tegn. Når Arcade Fire tager på Europaturné, bliver det med Calexico som opvarmning, men Calexico har selv begået en lille genistreg ved at inkludere Sánchez i flere af deres koncerter.

Bandet lægger hårdt ud med de to hits ”Sunken Walz” og ”Across the Wire” — begge fra 2003-albummet Feast of Wire. Calexico har ikke udgivet noget siden Carried to Dust fra 2008, og selvom størstedelen af aftenens sæt stammer fra denne plade, vil de trække på hele bagkataloget i løbet af aftenens koncert. På duetten ”Roka” fra Garden Ruin er Sánchez tilbage på scenen for at besynge og danse Danza de la Muerte. Under resten af koncerten velsigner hun publikum med sin tilstedeværelse under flere af numrene, hvilket skaber et nærvær, som en noget indadvendt Joey Burns ikke engang forsøger at bidrage til.

Calexico er uhyggeligt velspillende: Burns på vokal, John Convertino solidt bag trommerne, Paul Niehaus på guitar og pedal steel, Volker Zander på bas, og sidst men ikke mindst de to multiinstrumentalister Jacob Valenzuela og Martin Wenk, som undervejs spiller både trompet, klaver, vibrafon, guitar, harmonika og waldhorn. Sidst Calexico optrådte på dansk jord i denne konstellation var til den skæbnesvangre Roskilde Festival i 2000. Dette proklamerer en ikke uberørt Burns, hvorefter bandet begynder på ”Two Silver Trees”. Nummeret bliver leveret med en sådan nerve, at man som tilskuer næsten foranlediges til at tro, sangen handler om den ulykkelige dag for ti år siden. Burns lader under det meste af koncerten Sánchez stå for kontakten til publikum, hvilket tilsyneladende er et fornuftigt træk — den mandlige del af aftenens publikum virker især godt tilfreds med den lille latinamamma, under hvis vokalbidrag, der bliver råbt, hujet og klappet i takt. ”Don’t Leave Me Now”, et af Sánchez’ egne numre, får dog et par ord med på vejen af Burns: »This is the song that started our connection.« »Our first connection« tilføjer Sánchez med et lummert smil og overlader fortolkningen af denne bemærkning til publikum som tager godt imod både Sánchez og det fremmede nummer.

Calexicos lyd er blevet velpoleret på de sidste to plader, men på numrene ”Man Made Lake” og ”Black Heart” viser bandet deres evner inden for mørk og støjende rock. Det giver et dystert, men frisk, pust til koncerten, da halvanden times arriba-råb og mariachi-udskejelser nok havde været for stor en mundfuld for aftenens gæster, især taget i betragtning af, at opvarmningen havde et meget lignende udtryk.

Efter et velspillet klimaks under sangen ”Deep Down” forlader Calexico scenen under massive klapsalver og er da heller ikke længe om at genfinde pladserne bag instrumenterne for at spille aftenens første ekstranummer ”Red Blooms” med Jacob Valenzuela bag klaveret. Nummeret leveres i en mørk, sitrende, nærmest post-rocket version — en god indikator på, at det næppe er et nummer, det vigoriøse band vil forlade publikum efter. Og ganske rigtigt, Calexico har to skud tilbage i bøssen, og det første er ”He Lays in the Reins” fra In the Reins; en fantastisk EP, Calexico lavede i samarbejde med Iron & Wine og som på smukkeste vis forener de to bands’ udtryk.

Sánchez indfinder sig igen på scenen til den store finale ”Guero Canelo”, hvor hun instruerer publikum i at råbe spanske gloser — med stor succes. Bandet kunne næppe have valgt en bedre afslutning på en festlig aften som denne. Koncerten var ikke bare vildt god, den var også en retfærdiggørelse af ”opvarmningsbandet” som en integreret del af rockkoncerten. Ofte er dette nemlig blot noget der skal overståes og en undskyldning for at kunne sælge flere øl i baren, men Calexico og Amparo Sánchez indgik i en noget nær perfekt symbiose.

★★★★★☆

Deltag i debat