Plader

Chief: Modern Rituals

Chief hugger og hakker sig gennem 70’ernes USA. Det gør de ret godt, bortset fra at de glemmer at bringe sig selv med ind i projektet, og det trækker en ellers udmærket debut lidt ned af rangstigen.

Chief er lidt en pudseløjerlig størrelse. Jeg har godt nok svært ved at hitte rede i deres musikalske udtryk og genremæssige ståsted. Det er på mange måder godt at sætte lytteren på arbejde, men det er nu rarest, at man kommer et sted hen i sin søgen. Det formår Chief ikke med deres debut, Modern Rituals, der desværre mangler fokus og orientering mod et samlet udtryk.

Isoleret set fungerer mange af sangene helt fint – det kan man ikke komme udenom. Problemet er bare, at man får alt for mange referencer knaldet op på nethinden, når man lytter til pladen, og det forvirrer mere, end det gavner. Der er masser af 70’er-rock og folktendenser. Passager med højt til loftet. Drømmende lydflader og solide omkvæd, der alt sammen får anlægget til at snurre godt rundt. Chief har helt sikkert lyttet en del til The Byrds og forsøger at gøre stilen til deres egen. Problemet er bare, at de har så mange andre ting på nethinderne, de vil gøre til deres egne, at det får bestanddelene til at drukne.

Den amerikanske kvartet låner både fra øst- og vestkysten hjemme i moderlandet, og det er kækt nok at lege med newyorker-storby-beats i samarbejde med californiske laid-back-toner, der giver pladen en temmelig afslappet og mild aura – det er tæt på at være kassebuks og fredstegn tilsat akkorder. Sanger Evan Koga har en fremragende vokal til den form for musik, og det er svært ikke at rose hans evner på det område. Cool, hæs og afslappet crooner han næsten som en anden Richard Hawley, og det løfter virkelig pladen.

Det er bare en skam, at Chief ikke sætter deres egne aftryk og i stedet bliver små kloner af allerede udgivede vibes. Det, der måske skulle have været bandets helt store kvalitet – nemlig at kunne tage afsæt i en amerikansk musikkultur og gøre det til noget unikt, et ‘label’ – rammer tilbage som en boomerang, der slår knockout. Der skal være meget mere Chief og meget mindre musikhistorie til i kabalen, for at den går op. Det er en skam at skulle vende tommelfingeren mod syd, for bandet kan sagtens spille en habil gang hippierock, der mange gange rammer en iørefaldende lyd.

★★½☆☆☆

Deltag i debat