Artikler Interview

Circle – et evigt omskifteligt kontinuum

Ritualer er vejen til stor kunst, og brands skal ødelægges ved intentionel opbrydning. Jussi Lethisalo giver et indblik i Circles tilgang til musik.

Jussi er nok en af de høfligste og mest ydmyge rockmusikere, jeg nogensinde har mødt. Allerede da vi begynder at maile omkring det her interview, takker han for min interesse, og da vi sms’er om at mødes på Roskilde Festival, takker han flere gange og undskylder, at det er svært for ham at give mig et præcist mødetidspunkt. Men det lykkes, og vi mødes dagen efter deres mildest talt sammensatte koncert på Pavillion Junior-scenen. Jeg trækker ham over til Cosmopol-scenen, hvor man omme bagved DIY-indspilningsstudiet kan sidde i flygtningelejr. Jeg har en idé om, at det er et fredeligt område, men ikke længe efter, at vi har sat os, begynder nogle mennesker én efter én at konkurrere om at nå en stang med en lang elastik bundet om livet. Måske et symbol på, hvor svært det er at opnå asyl i Danmark, og hvor stor modstand man møder?

I røg og damp for improvisationen.

Jussi hedder Lethisalo til efternavn og er Circles eneste tilbageværende originale medlem. Bandet har eksisteret siden 1991 og har gennem årene haft mange udskiftninger i besætningen. I begyndelsen var bandet meget inspireret af spacerockbands som Spacemen 3 og Loop, som er Jussis yndlingsband, men da grungen indtog hitlisterne, blev han mere interesseret i eksperimenterende musik, herunder krautrock, som har haft en heftig indflydelse på bandets udgivelser. Da jeg spørger ham, hvad grunden til de mange udskiftninger i bandet skyldes, svarer han, at bandmedlemmerne får børn og har job at passe, så det er svært at fastholde dem.

»[Musik] er ikke min førsteprioritet, men jeg har fået min identitet fra den, så det er meget vigtigt.«

Da jeg så spørger ham, hvad hans førsteprioritet er, svarer han kontant og uden at tøve: »Min familie.«

Udgivelser er brikker i et puslespil
Circle har siden deres dannelse udgivet et næsten uoverskueligt antal plader, langt over 20, samtidig med at bandmedlemmerne også har sideprojekter, hvor heavy metal-bandet Pharaoh Overlord måske er det vigtigste og mere eller mindre består af den samme besætning som Circle. Udtrykket på Circles plader varierer meget fra hypno-rock over lange krautrock-eskapader til decideret kølig ambient. Men hvorfor de mange udgivelser og skift i udtryk?

»Det er et slags puslespil. Vi har lavet forskellige indspilninger; nogle, der er ambient, nogle, der er hardrock, men hvis vi sætter disse to stykker kunst (indspilningerne, red.) sammen, kommer der en interessant kombination. Jeg tænker pladerne som sange. Man kan først se hele systemet, når man har set alle delene.«

Men det er et puslespil, der konstant udvikler sig, fordi du ikke kender alle brikkerne endnu?

»Nej, det gør jeg ikke, og jeg har heller ingen anelse om, hvilket slags billede det bliver. Det er mere abstrakt. Jeg kan godt lide skjult kunst. Jeg synes, at alt, der er interessant, må være skjult på en måde – det er en mere psykologisk indgangsvinkel til kunst. Jeg kan ikke lide eksplicitte billeder. Vi prøver ikke at fortælle folk, hvor gode vi er. Det skal altid være sådan, at publikum kan få inspiration fra bandet. Hovedtanken er, at vores arbejde skal inspirere folk, fordi det er dem, der udfører kunsten.«

Circle udfører ritualet "bandfoto".

Patronbælter som ritual
Oprindelig startede Circle som et meget hypnotisk band, til dels på grund af inspirationen fra Loop, men som tiden gik, fik udtrykket en mere vild natur, og improvisationer begyndte at fylde mere i deres tilgang til musik. Det var derfor, Jussi startede Pharaoh Overlord – for at vende tilbage til hypnosen. Men improvisationen tog hurtigt over igen, og det seneste album blev indspillet efter abstrakte billeder og linjer.

»Det er fantastisk at kaste sig selv ud i noget, hvor du ikke kan stole på noget som helst. Der er ingen skalaer eller sange eller noget i den retning, og det er meget vigtigt i kunst.«

Og selvom improvisationer ikke altid fører til den højere katarsis, mener Jussi ikke, at der findes dårlige improvisationer, for som han siger: »Hvad er der galt med at høre kedelig musik?«

Men det er svært at improvisere ud af ingenting, så nogle gange starter deres improvisationer fra nogle aftalte riff, inden inspirationen slippes løs. Og de fastlagte strukturer ser Jussi som et ritual:

»Ritualerne er meget vigtige i livet generelt. Hvis man laver et eller andet, f.eks. et rockriff, er det et ritual til at finde en dybere mening. Jeg synes, musik skal være mere ritualistisk – jeg mener ikke som blackmetal – men man skal udsøge en hellig atmosfære, og derfra er det muligt at finde spændende kunst. Det er derfor, at vi optræder med patronbælter og pigge. Det er et symbol på kampen,« siger han og griner. Ritualerne er altså en måde at skabe en mindre eksplicit kunst med dybere meningslag.

Der er dog også andre grunde til, at Pharaoh Overlord og Circle er umulige at genredefinere. Jussi bryder sig nemlig ikke om fasttømrede brands og forsøger derfor at ødelægge forestillingen om et bands lyd ved konstant at udskifte den. Bl.a. har han en drøm om at lade Circle lave den næste plade for sit pop-projekt, Rättö ja Lehtisalo, og lade Rättö ja Lehtisalo lave den næste Pharaoh Overlord-plade, og så skal Pharaoh Overload selvfølgelig lave den næste Circle-plade. Måske vil han endda lade Isis, som Circle har været på tour med, lave en Circle-plade.

»Vores filosofi omkring at skabe kunst er, at plader er et synspunkt. Vi bekymrer os ikke om brandet. Vi har ikke et brand, og vi bryder os ikke om, at personen, der laver kunsten, er vigtigere end kunsten selv, så vi prøver at ødelægge vores brand hele tiden. Det er vores kunstfilosofi.«

Til sidst forklarer Jussi, at han er en meget verbal person, men kun på finsk. Han har da også kæmpet sig gennem interviewet og ofte søgt efter de rette ord, men han håber, jeg har forstået ham. Det håber jeg også.

Circle spiller onsdag den 22. september på Osram i København og lørdag den 25. september på Voxhall i Århus.

1 kommentar

Deltag i debat