Plader

Coco Moon: s.t.

Skrevet af Anders Büchert

Coco Moons minimalistiske synthpop har stedvis hitpotentiale, men fremstår i sin fulde spilletid som en lidt for sukret oplevelse blottet for større kreative indspark.

Én ting er sikker: Man kan ikke klandre Coco Moon for at have hvilet på laurbærrene. Af pressematerialet fremgår det, at man skal intet mindre end 11 år tilbage for at finde den første konstellation af bandet, her som trio under navnet MAGNUM44, hvor rockmusikken i øvrigt var den foretrukne genre. At der er sket et relativt stort skift, både i bandsammensætningen, hvor to medlemmer er kommet til, og i selve det musiske udtryk, er derfor ganske naturligt. Om det er positivt, kan man altid diskutere, men det har tilsyneladende gavnet gruppen, der nu efter alle disse år har skrevet kontrakt med Easy Tiger.

I dag er der således få levn fra rocken i århusianernes lydbillede. Der er stadig bidske passager i en sang som “Are You Scared”, men det præger ikke albummet i højere grad. Kvintetten er derimod hoppet over i et blødere genrefelt nærmere poppens verden, hvor albummets skæringer mestendels bakkes op af minimalistiske synthesizers og stramme guitar- og basfigurer. Stedvis leder det tankerne hen på The Cardigans, dog mere moderne grundet de elektroniske virkemidler og måske også derfor uden den samme autenticitet. Essentielt for den nyerhvervede og mere poppede lyd er især forsangerinde Nana Odderskærs karakteristiske vokal, der rent teknisk er meget imponerende og f.eks. bevæger sig fra en operatenderende falset i den stille “Shivering Eyes” til en dybere rungen i dele af “Trip”. Hun kan synge, og det er en sand fornøjelse, når hun benytter det dybere tonespektrum. Desværre er netop den dybe røst en sjældenhed på albummet, og det får sange som “DDR” og “Are You Scared” til at virke for sukkersøde. Jeg bliver simpelthen mæt af Odderskærs vokal – teknisk god eller ej – før albummet er lyttet halvvejs til ende.

Den relativt sparsomme instrumentering gør heller ikke udtrykket meget mere spændende, selvom brugen af synthesizers ofte tilføjer en kærkommen bund til det ellers simple lydbillede, der præger en del af sangene, f.eks. albumåbneren “There’s a Change”. Det er minimalistisk som bare pokker, og det kan ærligt talt være svært at finde charmen ved det. Minimalisme er ganske vist ikke et negativt ladet ord i sig selv, men niveauet skal højnes en del i andre facetter af musikken, hvis man vælger en standardopsætning som hos Coco Moon. Havde gruppen nu arbejdet mere for sprælske sangstrukturer eller kælet ekstra for en særpræget lyd hos de enkelte instrumenter, som man ser det hos engelske The xx, kunne det have været mere spændende. Men det er desværre umiddelbart svært at finde vellykkede spidsfindigheder, og det hele kommer derfor til at stå rimelig bart og uinteressant tilbage.

Albummet er ikke blottet for lytteværdige bidrag. Hør bare “Below”, hvor en buldrende basfigur præger intro- og mellemstykke, før et af albummets mest vellykkede omkvæd sætter ind. Det er stadig sukkersødt, men virker her som en god kontrast til den lidt vredere intro. Ydermere er det heller ikke uinteressant, hvad “Trip” har at byde på. Foruden at have den tiltalende, dybe vokal byder sangen på albummets mest flabede og skæve synthfigur, som giver lidt af den opfindsomhed, albummet ellers mangler. Men generelt tør det sødmefyldte popunivers for lidt, og over albummets fulde spilletid fremstår det mere eller mindre uinteressant.

★★½☆☆☆

Deltag i debat