Plader

Eels: Tomorrow Morning

Alle gode ting er i tre, siger gamle ordsprog – og reklamer for Kinder-æg. Men er Eels’ afslutning af sin albumtrilogi et velkendt gammelt produkt, eller gemmer der sig en overraskelse under skallen?

Jeg vil ikke bruge tid på at forklare om manden bag Eels, Mark Oliver Everett (bedre kendt som E), for det gjorde min kollega Jonathan Heldorf så smukt, da vi for nylig bragte Undertoner introducerer: Eels.

Tomorrow Morning afslutter trilogien, der lagde ud med Hombre Lobo og blev fortsat af End Times. Plader, der hverken skuffede vildt eller kan betragtes som de ypperligste værker i mandens bagkatalog.

Jeg havde ikke den store kendskab til Eels, da jeg fik Tomorrow Morning smækket på skrivebordet, så efter at have hørt pladen og forhørt mig rundt omkring på nettet kunne jeg hurtigt konstatere, at det var nødvendigt at høre mandens tidligere værker for at få en fornemmelse af, hvad jeg havde fået mellem hænderne.

Efterhånden som min rejse ind i Eels’ univers foldede sig ud, stod det mig mere og mere klart, at Eels’ musik kan høres på (mindst) to måder: Enten er man velbevandret i mandens univers, udvikling og de oplevelser, der driver ham. Eller også er musikken et nyt og ukendt univers. Og der er en klar forskel på de to vinkler.

En af de største forskelle ligger i diskussionen om, hvilken retning musikken bevæger sig hen i, og hvilke temaer der tages op. En diskussion, der er svær at blande sig i uden fordybelse i manden og musikken. En ting, jeg allerede nu har taget til mig, men også en ting, der tager tid. Jeg har efterhånden opfanget, at Eels’ musik skal have lov at vokse lidt på én. Selvom Blinking Lights and Other Revelations beskriver et liv på et relativt set lille antal minutter, kræver det mere end et dobbeltalbum at forstå det.

Hvad så med Tomorrow Morning? Det er først og fremmest et langt mere positivt album, end man kunne forvente – og så alligevel ikke. For eftersom det er afslutningen på trilogien, har det også lidt en ‘kommet ud på den anden side og videre’-essens over sig, hvor specielt “Looking Up” med sin gospel-inspirerede form tegner et næsten komisk positivt syn på fremtiden. Specielt ordene »time has healed me« springer i øjnene. Spørgsmålet er så, lige præcis hvad budskabet er med det nummer, og om det er så umiddelbart, som det lyder.

Generelt er lyden meget pæn i det, et par gange grænser sangene endda (med fare for at bringe harmen op i de dedikerede fans) til det poppede – f.eks. i nummeret “Spectacular Girl”, der er en rigtig sød sang. I Eels-universet har den måske en værdi, men set som enkeltstående sang er der ikke meget at hente.

Ofte sværmer pladen rundt om en (eller flere) kvinder, og kærligheden: Både førnævnte nummer, “Baby Loves Me” og “This Is Where It Gets Good” bringer et klart budskab om E’s mulige “frelse” via kvinden. Specielt “Baby Loves Me”, der direkte siger, at selvom alt går af helvedes til, så er det pisseligegyldigt, når »Baby loves me«.

Én ting er sikker: Tomorrow Morning symboliserer en ny begyndelse. Det siger E fra starten af i den monotont flydende, men ikke kedelige, “I’m a Hummingbird” med ordene: »Gave up the ghost / he had nothing left to say / but it was him who brought me to this day.« Han favner fortiden og accepterer den samtidig som en forudsætning for hans nutid – og det er nutiden, dette album handler om. Det er, som om sorgen er bearbejdet, og E nu ser fremad.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, det klæder Eels, for selvom nogle siger, at man skal være nede for at skrive gode sange, har E absolut leveret sin portion af sange fra dybet. Men desværre bliver pladen en noget udpenslet omgang. På intet tidspunkt følte jeg musikken trænge ind under huden på mig, som jeg oplevede, da jeg hørte bagkataloget igennem.

Men når det så er sagt, skal ret være ret: Eels skriver gode sange, pissegode sange, og Tomorrow Morning er bestemt en god plade. Jeg ønsker ikke endnu en nedtur for manden, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at det at tænde et lys i E’s dystre rum er som at fjerne den rå kant hos Tom Waits – det er som at fjerne kendetegnet.

Men nyd det! Betragt pladen som et pusterum i rejsen, som en mands fortjente forløsning. Og lad os så håbe, at han kommer ud på den anden side med trang til at bekæmpe flere dæmoner, for når alt kommer til alt, er det dér, han leverer sin bedste musik, og denne plade beviser ikke det modsatte.

★★★★☆☆

Deltag i debat