Plader

El Guincho: Pop Negro

Skrevet af Anders Büchert

Pop Negro blander El Guincho et væld af genrer og skaber deres eget originale psychpop-univers, der dog godt kunne trænge til lidt mere variation på de enkelte numre.

Spansksproget pop er ikke ligefrem noget, man løber ind i hver dag, og når man så endelig støder tilfældigt på det i radio eller tv, er det oftest med en kærlighedsbesyngende, hoftevridende latino i front. Men lad dig nu ikke skræmme væk for hurtigt. El Guinchos seneste fuldlængdeudspil, Pop Negro, er ganske vist på mange måder et popalbum, men heldigvis er det på en radikalt anderledes måde end dén, de olieindsmurte MTV Latin-darlings oftest benytter sig af. Og resultatet? Et album, der bestemt er lytteværdigt.

Blæksprutten, der pryder albummets front, giver faktisk et fint praj om, hvad der gør udgivelsen interessant. For selvom der delvist er tale om popmusik, har Pablo Díaz-Reixa, manden bag El Guincho-aliasset, grebet ud i et væld af andre musikalske kringelkroge og skabt en mangefacetteret genrehybrid, der samler så forskellige sager som støvede jazzsaxofoner, afrobeat-lydende håndklap og solrig verdensmusik – alt sammen på en bund af synthesizerkreerede loops, der leder tankerne hen på Animal Collectives psychpop. Det lyder på sin vis meget forvirrende, hele genrevirvaret, og er det sådan set også, hvis man vil putte albummet i en bestemt boks, men tager man vældet af inspirationskilder for, hvad de er, opdager man mange kvaliteter ved albummet.

Det er nemlig umuligt ikke at blive lidt sommerglad af f.eks. den ‘volleyball på stranden’-indbydende “Novias”, ligesom den lidt hurtigere, fængende “Soca del Eclipse” sætter gang i fodtøjet og byder op til salsa, om man vil det eller ej. Det er, i øvrigt som resten af albummets numre, forbandet catchy og fungerer langt hen ad vejen rigtig godt.

Men ikke alt er lutter sol og sommer. Jeg kan nemlig ikke undgå at blive ramt af en vis ensformighedsfølelse. Størstedelen af numrene ligger på under fire minutters varighed, hvilket burde være overkommeligt, men det er i de loopbaserede sangstrukturer, roden til den opståede kedsomhed skal findes. Umiddelbart er det nemlig en bunke vellydende og effektive loops, El Guincho fyrer af, men så snart loopet kører på 28. omgang inden for den enkelte sang, melder irritationen sig. Det er især et problem i de tungere sange som “Muerte Midi”, hvor et simpelt rytmeskift kunne bløde lidt op og gøre det hele mere interessant, men det kommer desværre aldrig.

Pop Negro har altså bestemt sine interessante sider i form af et tilsyneladende musikalsk leksikon som bagmand, og det er i den grad netop hans evne til at trække på massevis af forskellige genrer, der er albummets force. Hvis han så oven i købet kunne gå lidt væk fra de loopbaserede sangopbygninger og måske lade nogle af inspirationskilderne komme kraftigere til udtryk i stedet for lade dem være i baggrunden – ja, så kunne det blive ekstra interessant. For nu er det vellydende og effektivt, men der er stadig plads til forbedring.

★★★★☆☆

Deltag i debat