Koncerter

Festival of Endless Gratitude 2010, 11.09.10, København

Kim Elgaard Andersen punkterer på vej til Festival of Endless Gratitudes næstsidste dag, men musikken og hotdogs løfter stemningen.

18.00 I krydset af Vesterbrogade og Platanvej punkterer min cykel. Fordækket. Jeg har lige lappet bagdækket så sent som i dag, fordi min cykel punkterede på vej ud til Festival of Endless Gratitude i torsdags. Hviler der en forbandelse over festivalen? Hvad er det egentlig, jeg skal være så taknemmelig for? Fuck den skide hipstercykel. Nu er jeg punkteret fem gange den sidste måned. Jeg sælger sgu lortet. Er der nogen, der vil købe? Fire måneder gammel Create i matsort med skriggrønne fælge. Single speed med to tandhjul, så du kan køre både med fixed nav og frihjul. Kom med et bud.

18.11 Ankommer til den gamle togremise, mens Svartbag er i gang med deres beroligende droner. Som at komme hjem. De spiller langsomme, dvælende akkorder, og arrigskaben punkterer langsomt.

18.56. En forsagt mand går på scenen og begynder at oplæse en historie om Snippy eller Snoopy, der virker til at være en mistrøstig teenager med en mission. Der lyder et kvindeskrig, og han begynder at spille sagte melodier på sin seksstrengede guitar. Publikum er bemærkelsesværdigt stille under den ikke videre ophidsende koncert, men måske sidder eftervirkningerne af gårsdagens Skovlyster stadig i kroppen. Jeg tror, det er hans kaffekop, der står ved siden af scenen med påskriften ”Everyday Joe”. I programmet hedder han dog Joshua Burkett.

Dette er et autentisk menneske. Han går under navnet Ralph White.

19.36 En ældre herre går på scenen med sin banjo. Navnet er Ralph White. Han er farvet af solen og slidt af vinden i ansigtet, og det er ikke svært at forestille sig, at han tit står med hænderne nede i mulden på sin farm. Han kunne sagtens… Hov! Der vimsede lige en sød lille hund forbi. Nå, men i hvert fald, han kunne have været en figur i Lucky Luke. Spiller gamle folk-sange og veksler behændigt mellem banjo og karimba. Nogle gange spiller han begge samtidigt. »Kids, gather round. Uncle Ralph is playing the banjo.« Vi manglede bare lige en majskolbe fedtet ind i gult smør.

20.21 Køber aftensmad ved siden af baren. South Indian Coco Curry. Med ris og grøntsager. Den er god. Stærkere end den chili sin carne, de serverede i går. Især deres hjemmebagte brød er fabelagtigt. Jeg tænker på kulhydraternes fedende kvaliteter, mens jeg sætter tænderne i den svampede dej. Bonussen er en hel stang kanel. I går forsøgte to tosser at overbevise mig om, at en teskefuld kanel udtørrer hele munden. Jeg sætter prøvende tænderne i kanelstangen, men den giver sig ikke. Ærgrer mig over, at jeg ikke har en morter. Hunden slikker den sidste rest af min karryret i sig.

20.43 To herrer, der kalder sig Tarp, sætter sig på scenen. Den ene har en Gameboy i hånden (eller det, der ligner), og den anden sidder med et gammelt keyboard. Underlige elektroniske effekter bobler ud af højttalerne. Kører i tomgang som en gammel motorbåd. Det lyder meget som tidlige elektroniske komponister. Lydene lægger sig som en tung dyne og trykker venligt på brystet. Ligesom de der vinterdyner, min mormor havde, som altid var råkolde, når man kæmpede sig under dem, men kunne holde 14 pingvinæg varme, når de først var varmet op. Det bedste er dog Casper Øbroes live-visuals. De har imponeret til flere koncerter, men her får han virkelig lov at folde sig ud. En stjernevrimmel samler sig om de to på scenen og skydes pludselig fra hinanden og laver huller på bagvæggen, så dagslys fra en anden dimension trænger ind. Han maler bordene på scenen med dybblå farver iblandet grønligt fluorescerende lys og fordobler og forskyder med diverse effekter og skaber et lille nordlys på scenen. Betagende.

21.06 Et dødsskrig fra dj-pulten er årsag til et kollektivt hjertestop.

Som Piet van Deurs ville have spurgt: »Hvad er det?.«

21.10 Gotikken indtager festivalen! Herb Diamante er iført lang, sort, elegant frakke med kitschet pynt, en azurblå skjorte med en stor, farverig charmeklud hen over, sorte perlemorsøreringe (so it seems), ekstravagante solbriller og stort rødt hår (det er en paryk). Han ligner en skrottet musiker fra Roxy Music anno 1972 og er en anelse feminin i sine bevægelser. Meget pertentlig. Og så synger han vibrato hen over elektronisk funderede pop/rock-sange. Da han finder to små røde lamper og sætter dem bag solbrillerne som et par robotøjne, er det svært at holde latteren tilbage. Men det er vist heller ikke meningen, at man skal. Føj hvor dekadent!

21.43 Festivalen melder fra scenen, at madboden serverer hotdogs til en tyver, og der kommer et surprise act lige om lidt.

21.55 Tre yngre mænd står og roder sig lidt i hovedet, mens de prøver at få teknikken til at køre. Da det lykkes, lyder en psykedelisk kværnen af skarpe synthtoner og tribale rytmer, mens to fremvisere flimrer flotte farver hen over et stort stykke pap. Det er så overraskelsen, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstår den. Det er dog meget hypnotiserende og klart bedre end at se et eller andet quizshow på tv med en afdanket stand-up-komiker som vært.

22.25 Pisser bag en container og kan høre, at skaterampen ved siden af holder brutal hiphopfest.

22.30 Bestiller en cola og får en hindbærbrus, hvorefter jeg køber en hotdog med det hele, fordi jeg kan. Ud med vegetarretterne og ind med noget svin i tarm.

22.34 Mick Flower går på og spiller psykedelisk raga med droner og mundharmonika som backup, mens jeg fedter mig ind i rå løg, sennep og ketchup. Ville ønske, at jeg var helt nøgen og glohed og kunne smelte mig gennem en overdimensioneret Kæmpe Eskimo. Jeg er sikker på, at den boblende is omkring mig ville lyde sådan her.

Her er en krukke til at plante blomster i. Vi kan kalde den James Blackshaw. Foto: DW

23.18 James Blackshaw går på. En af festivalens absolutte hovednavne. Vi venter i spænding. James Blackshaw starter med at bede folk om at tie stille, selvom han har lidt dårlig samvittighed over det og føler sig som et røvhul. Men James Blackshaw gør det for publikums skyld. For dem der vil høre musikken. James Blackshaw er kongen inden for 12-strenget bluesfolk. De seneste par plader på Young God Records har dog båret mere præg af deciderede kompositioner på guitar og klaver med strygere og diverse andre instrumenter til at tone musikken. Denne aften er James Blackshaw dog alene. Og James Blackshaw kan ikke overdøve det snakkesalige publikum, som Skovlysterne har gjort i godt humør. Det viser sig, at James Blackshaw også har svært ved at koncentrere sig, når folk snakker. James Blackshaw har brug for en whisky. Cam Deas er hurtig og sætter den sidste slat fra i går op på scenen til James Blackshaw. Sympatisk. James Blackshaw er ikke tilfreds. James Blackshaw siger »fuck jer« til snakkehovederne. Ikke for sin egen skyld. Næ, James Blackshaw kan da høre sig selv spille guitar hver dag. Det gør James Blackshaw dog ikke. James Blackshaw ligger på sofaen og ser dumme film som alle os andre. Men publikum. De kan ikke høre James Blackshaw hver dag. James Blackshaw begynder at stemme guitaren under sidste nummer og lave feedback. James Blackshaw larmer så meget, James Blackshaw kan med en akustisk 12-strenget. James Blackshaw snubler af scenen og sparker lidt ned i sin guitar. Nuvel, jeg nød nu alligevel hans virtuose guitarspil til trods for summende stemmer i baggrunden.

00.29 Get your groove on! Causa Sui indtager scenen med visuals af dansende 50’er-babes. De forstår at oparbejde et seriøst groove, og det virker bedst, når saxofonisten kommer ind og sprøjter freejazz-soloer ud over det hele. Han forstår også at få hele arrangementet til at bryde sammen, så de kan starte forfra. Selvom det er lørdag aften, er Causa Sui ikke bange for at tage tempoet ud af koncerten og spille mediterende passager, inden de arbejder sig op mod nogle blæsebælge med syrlig substans.

01.13 Causa Sui går af scenen, og publikum vil have mere. Det får de ikke.

01.45 Dele af Sunburned Hand of the Man optræder som All Anglo-American Big Band med gæster som Herb Diamante og Head of Wantastiquet. Frygten inden koncerten går på, om de mon gøgler med tæpper over hovedet, hestehoveder og nænsom kælen med instrumenterne, men heldigvis vælger de at spille psychrock for fuldt flagrende gardiner. Det er kaotisk og ukontrolleret, som det skal være, men en af de mest punkrockede koncerter, jeg har set med dem. Her og der starter de med nogle bluesriff, men det ender snart i vilde hyl og flyvende blomster. I det allersidste nummer brænder gruppen fuldstændig sammen i en kollektiv støjeskapade, der lyder som – nå ja, det var jo den 11. september – sammenstyrtende bygninger og fly, der rammer overflader.

02.57 84N åbner sine døre for mig. Så var der alligevel noget at være taknemmelig for. En festival, der endnu en dag blæste hovedet fuld af indtryk. Jeg vil også være taknemmelig for, at der er endnu en festivaldag. En sidste.

4 kommentarer

Deltag i debat