Koncerter

Festival of Endless Gratitude 2010, 10.09.10, København

Fredagen på Festival of Endless Gratitude gik fra afdæmpet folk til pludselige overgreb af psykotisk karakter. Enghavevej bliver aldrig den samme.

Jeg sidder i kongestolen bag det røde tæppe. Jeg har en lampe, et gammelt tv-apparat i udu og en tom pose heksehyl. Uden for tæppet larmer støjende freejazz, og konverserende stemmer pludrer. Silhouetter og kulørte lamper trænger igennem tæppets vage tilstedeværelse. Sidder jeg i nogens stue? Sker der noget her? Sker der noget? Ja, jeg går ud i fællesskabet.

Det røde tæppes isolation oplever jeg lige dér, hvor aftenen knækker midt over. I den første halvdel var det afdæmpede udtryk, der dominererede, nu er det psykotiske hallucinationer, der overtager.

Det afdæmpede var ellers en fin måde at starte weekenden på efter en hektisk uge. Franklin’s Mint leverede klassisk amerikansk singer/songwriter med kvindelig backup-vokal og tambourin. En mand formet af 80’ernes amerikanske postpunk-scene, så selvom han sang sange om den ulykkelige kærlighed, der findes i enhver afkrog af verden, værgede han sig ikke for at synge om kedsomhedens evne til at lede én i uføre. Som f.eks. at banke hippier.

Tyske Haruko var af en noget mere skrøbelig natur. En klassisk romantisk folksanger, der leverede kærlighedssange med naturmetaforer og drager, men som også havde smagt bitterhedens hjerteforgiftning, hvorfor en mand, der først skred, blev modtaget med en lukket dør og et kobbel hunde.

Cam Deas tog festivalgængerne på skovtur.

Så er der noget mere smæk over engelske Cam Deas, der har købt en flaske whiskey i lufthavnen til deling. Da koncerten er ovre, er vi kollektivt kommet halvvejs igennem. Nuvel, folk er ikke grådige, men det kræver ellers en stærk dram at engagere sig i Deas’ 12-strengede bluesfolk. For selvom det måske lyder som de behagelige toner, Fahey og Basho i sin tid trakterede verden med, så er Deas’ tilgang overvældende eksperimenterende. Jo, der var smukke, melodiøse bluesede guitarfigurer, men han var heller ikke bleg for at flå og slå i sine strenge, så atonale spåner sprang fra træværket. Det var et mirakel, at strengene ikke sprang. En herlig sandblæsning af hovedet.

Samme fysiske effekt havde Sarah Hepburn ikke, men hun havde også uendelige lydproblemer med støjende droner og soniske pibelyde, der ville få enhver hund til at begå selvmord. At der så også lige røg en fustage i baren, som smed brusende støj som fra en mælkeskummer ind over det lave lydniveau, hjalp ikke på oplevelsen. Det var ellers synd, for den del af koncerten, der gik igennem, var stemningsfuld og pastoral folk, der godt kunne have henført et par melankolske sjæle.

De tekniske problemer var ikke ovre. Ikke længe efter jeg trådte ud fra det røde tæppe, kom et regnbuefarvet folkevognsrugbrød og kørte os tilbage til Thylejren 1971. Der skulle vi se det ni mand store psychfolkband Elevatorfører, som den temmelig obskure doktor i filosofi, Thomas S. Jäger, har skrevet en længere artikel om. Her fortæller han om bandets meget lange og problematiske historie, bl.a. en episode om percussionisten ”Ven”, der næsten omkommer i en hashpsykose i sin hjemmebyggede rumklangsmaskine bestående af et gammelt Atlas-køleskab og 34 springmadrasser. Nå, men de unge mænd spiller af livets lyst med CV Jørgensen-vokal og hammondorgelsoloer, indtil strømmen pludselig går – sandsynligvis foranlediget af heftig sæbeboblepusteri. Er vi nu alligevel imod atomkraft? Jeg fugter en uranstav, og et kvarter senere synger Elevatorfører videre om vertikale busser og whatnot.

Derefter skydes vi tilbage til fremtiden af svenske Hills, der langsomt og dronende tilsat eksotisk fuglekvidder skubber os ud i atmosfæren med nogle teknikker, tyske hippier udviklede i 70’erne. Hej kraut! Kommer du dér på en hvid tallerken med masser af peber? Jo tak, sulten havde meldt sig, og jeg guffer den syrlige kål i mig, mens mine tanker forgrener sig. Jeg bliver opløst i partikler…

Aron & the Blackbeacon Orkestra er professionelle tidsrejsende.

Sov jeg? Jeg går udenfor for at sikre mig, at vi ikke er 65 millioner år tilbage i tiden og overrendt af dinosaurer. Nej, nej, der ligger Enghavevej påklistret parkerede biler og suger mørket til sig, gemmer sig for det disede lys fra projektørerne ved banearealet. Det er på det tidspunkt, at jeg opdager et skilt ved indgangen til festivalen: »AFUK – Akademiet for Utæmmet Kreativitet«. Aha, så festivalen er i virkeligheden et afgangsprojekt for de studerende.

Da jeg kommer indenfor igen, står nogle nye tidsrejsende på scenen. Aron & the Blackbeacon Orkestra tager os tilbage til en tid, hvor den danske muld var fyldt med jordfed. Selv holder jeg mig til økologiske sodavand og 72% økologisk, fair trade-chokolade, men cigaretterne lugter godt nok anderledes hér end på byens bodegaer, hvor rygeforbuddet endnu ikke har taget ved. Vi svajer til djævlebarnets vibrerende vokal og guitarernes fangarme, der tilsyneladende er dyppet i LSD.

Sidst på natten, da tidsplanen for længst er forskudt i tid, taler MV/EE with The Golden Road til mig med deres tillukkede elektriske labyrinter:
»Det er fint nok, du kan gå hjem. Hæderlig indsats.«
»Jamen, bliver det ikke vildere?«
»Nej, gå nu hjem. Du kan komme igen i morgen.«
»Ja ok«, gaber jeg og spejder efter 84N.

2 kommentarer

Deltag i debat