Plader

Grinderman: 2

Rock Nalle kaldte engang et cover af “Shake, Rattle & Roll” for “Beskidt, sulten & træt”. Lige netop sådan har jeg det efter at have lyttet intenst til Grindermans ni nye sange. Og det er fandme en fed fornemmelse.

Ni numre fylder legestuen Grinderman 2, og de fire pædagoger i Nick Caves baggårdsprojekt Grinderman gør brug af en pædagogik, der mere minder om Rudolph Steiner på crack end den sædvanlige rundkreds-tamtam.
Cave & kompagnis fortsættelse af debuten er endnu grimmere, mere rå og fandenivoldsk. Hvor debuten havde en antydning af noget “fuck dig”-agtigt over sig, har kvartetten på album nummer to helt tydeligt rejst langemanden mod de højere luftlag, og der cruises gennem et beskidt blues-landskab uden hensyntagen til publikums modtagelse.

Det er sgu’ meget befriende at lade sig suge ind i et så møgbeskidt univers, hvor Cave næsten lyder som en musikalsk Carl Mar Møller, og det er svært ikke at kalde Grinderman 2 for en rigtig herreplade, der damper og stinker som den lokale baggårdsknejpe.

Indrømmet, jeg har altid haft en stor svaghed for Nick Caves mere pianodrevne balladeplader såsom den mesterlige No More Shall We Part, men hver ting til sin tid, og indimellem er det rart at have et frirum, der ikke emmer af X-Faktor, Helmig og Radio 2-pop.

Nick Cave finder for alvor sin indre psykopat frem og spyer galde til højre og venstre gennem næsten alle numrene. Warren Ellis fægter og smælder med sine strengeinstrumenter, Martyn Casey brummer med bassen, og Jim Sclavunos buldrer og brager på tønderne. Ved de første par gennemlytninger lyder det nærmest rodet og ufokuseret – specielt pladens sidste fjerdedel, hvor “Palaces of Montezuma” og “Bellringer Blues” ikke helt holder trit med resten af albummets univers, men legestuelementerne giver bedre mening, jo mere man lytter.

De klaustrofobiske og øksehuggende bluesrock-numre præger pladen, der er langt mere stramtskåret i arrangementerne end debuten, omend de ni nye sange ikke besidder samme charme som de tre år gamle sange fra den selvbetitlede plade. Hertil er Grinderman 2 alt for mørk og bombastisk i sit udtryk.
Cave kommer godt rundt i sit psykedeliske alter ego og viser, at han mestrer at håndtere sin vrede på en iørefaldende måde. Det munder for det meste ud i nogle stærke melodier med provokerende tekster og et meget lidt kommercielt præg, der ikke lefler for ret mange andre end bandet selv.

Caves grumme musikalske malerier, der driver gennem pladen via numre som “Mickey Mouse and the Goodbye Man”, “Kitchenette” og “Worm Tamer”, står mindst lige så stærkt som meget andet potent materiale fra hans hånd. Man fornemmer, at kvartetten har arbejdet rigtig meget med sangstrukturen, længde og sammenhæng, der målt med debuten er langt mere sammenhængende og præget af en form for kontekst.

Selv om jeg har svært ved at slippe Boatman’s Calls nerve og den knusende No More Shall We Part, føler jeg mig fanget af den evne, Grinderman 2 har til at give los på den fede måde, uden at man losses for hårdt i røven. Det kan være skønt at vende ryggen til konens befalinger om rengøring og oprydning, klø sig i skridtet de forkerte steder og bøvse til familiefesten. Sådan et fristed blottet for østrogen skaber Grinderman med dette opfølgeralbum.

★★★★★☆

Deltag i debat