Plader

Hypnos 69: Legacy

Skrevet af Christian Klauber

Hypnos 69 leverer forrygende nedsmeltning i en smeltedigel af genrer. Momentvis. Enkeltstående, lange, enorme monumenter.

Progressiv rock er en genre, mange elsker at hade. Måske på grund af genrens indimellem næsten flødepoppede melodiske lyd; genrens litterære udskejelser, der på symfonisk vis ofte ender i patetiske kærlighedsopusser, hymner til solen eller vanvittige science fiction-fortællinger; eller måske særligt på grund af musikernes overlegne, indimellem forcerede improvisation og ekspressive virtuositet, der nærmer sig instrumentonani. Som klassisk skolet tværfløjtenist forstyrrer sidstnævnte mig dog ikke – ja, faktisk fascinerer det mig.

Alligevel må jeg erkende, at belgiske Hypnos 69 nærmest er inkarnationen af alt det, man kunne elske at hade ved progressiv rock: Der er udmarvende, skærende saxofonsoli, blid, næsten kønsløs tværfløjte, og der er i udstrakt grad patosfyldt lyrik, hvor fløden flyder så tykt, at passionen nærmest kan skæres i skiver. Heldigvis leveres der også fantastiske, udsyrede guitarsoli og potente riff, der sætter fart og tempo i numrene og flår lytteren ned fra stolen med ansigtet forrest. Når alting falder i hak, er det fænomenalt og medrivende; når det ikke gør, er det kedsommeligt og udmattende.

Hypnos 69 dyrker mysticisme, okkultisme, magi og det guddommelige og placerer sig på den måde fornemt i den progressive rocks tradition for højtravende lyrik og tematik. F.eks. er hver sats i ”The Great Work” navngivet i efter de fire stadier (Nigredo, Albedo, Citrinitas og Rubedo), alkymister i 1500-1600-tallet mente, man skulle igennem for at opnå oplyst bevidsthed og sammensmelte ånd og materie.

Pladen indleder med ”Requiem (for a Dying Creed)”, der er et tre satser langt symfonisk værk i værket. Med trommeslagerens indledende, aggressive slag på lilletrommen og en guitarist, der flår lytteren ud i horisonten, er det en åbning på albummet, der nærmest minder om heltemetal. Nummeret svinger ind og ud af tempi. Indimellem sættes det i gang med tonstunge riff og orgelakkorder, der trykker i brystet; andre gange er det melankolsk legende og tages helt ned i tempo. Satserne har hvert sit udtryk, f.eks. har anden sats et meget blødt udtryk, hvor guitar og tværfløjte indgår i smuk symbiose. Her er samtidig også et af eksemplerne på den metaforisk overlæssede lyrik: »in the glare of the light / I witnessed second sight / into her bleeding heart of gold / in the haze of the night / I reach out to the light / into her bleeding heart of gold.« Selvom der er en charmerende naivitet over det, der let kan tolkes som kosmisk kærlighed, kan det også forekomme forceret og en anelse irriterende, når linjerne nærmest messes med honningblød stemme. Det er dog til at se igennem fingre med, når der igen går ild i nummeret, og en vild, skurrende, improvisatorisk saxofon tager over, tempoet ryger i vejret, og guitarsoli hamrer ind i lydbilledet.

Efter en sådan indledning, hvor lytteren i den grad tages ved højrevingen og letter fra jorden, er det beklageligt, når de følgende numre slet ikke holder samme niveau. Især glimrer ”The Sad Destiny We Lament” ved sit forcerede udtryk. Kold, forvrænget synth forsøger at skabe en tidslomme af sorg, mens forsanger Steve Houtmyers synger: »Great misty morning / I ran out of faith […] dreams / misty morning / I’m waiting for rain and I’m yearning / to wash away / inside / my inside.« Det er som at spise patos med ske; en synthoperette om optakten til krig, hvor paukerne i baggrunden sætter en endelig streg under alvoren. Det virker bare ikke efter hensigten.

Så er der igen mere pondus på ”The Great Work”, der afslutter pladen. Her er vi tilbage i det tempo, den afveksling og den aggressivitet, der også kendetegnede pladens første nummer. Dyb, næsten ikke hørbar bas indleder, suppleres af strygere og guitar. En central sætning i hermeticismen messes og gentages flere gange i løbet af nummeret: »That which is Below corresponds to that which is Above, and that which is Above corresponds to that which is Below, to accomplish the miracle of the One Thing.« Flagrende strygere ledsager den mumlende stemme, indtil nummeret så småt sætter i gang med fremragende, melankolsk psykedelisk blues, der efterhånden materialiserer sig i en fantastisk solo. Langsomt øges styrken, og til sidst flyder lytteren rundt i et postrocket udtryk, inden nummeret igen falder til ro. På det tidspunkt er der kun gået en tredjedel af nummeret, men det fortsætter på denne måde i endnu 12 minutter: Genrer, instrumenter og lydindtryk væves sammen på eksplosiv vis. Man hører Pink Floyds rolige og smukke guitarsoli, den sindssygt udsyrede saxofon på ”The Gumbo Variations” fra Frank Zappas Hot Rats, dEUS’ tilbagelænede alt. rock, inden de blev alt for pæne, og sluttelig lyden af New Yorks baggårdsnætter, som de f.eks. blev udtrykt i ”Sin City”, inklusive lyden af sirener og susende, hvislende kold vind.

Havde man kun lyttet til de numre, som har fået størst opmærksomhed her – de to knejsende mastodonter ”The Great Work” og ”Requiem (for a Dying Creed)” – ville jeg have haft svært ved at bevare min skepsis. De flår lytteren rundt i en lydcentrifuge, der burde være alle forundt. Men de to numre og ”The Empty Hourglass” får også pladens andre numre til at fremstå som ligegyldigt, kedeligt fyld. Kobler man hertil den okkulte lyrik, der let kan forekomme forceret, med pladens længde, falder kviksølvet i mit barometer betragteligt. De 25 ekstra minutter, der er klistret på, får én til at kigge på uret og miste fokus. Det er synd, når både indledningen og afslutningen på albummet får én til – frivilligt – at lade sin hjerne smelte om til hvad som helst. En saxofon for den slags skyld. Eller en tværfløjte.

★★★½☆☆

Deltag i debat