Plader

I Am Kloot: Sky at Night

Skrevet af Jonathan Heldorf

Den melankolske Manchestertrio, I Am Kloot er for denne plade nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize. Umiddelbart synes jeg ikke pladen ligner en vinder.

Tilbage i 2003 fangede I Am Kloot min opmærksomhed med albummet af samme navn. Det var bandets anden plade, Sky at Night er den femte, og ikke meget har ændret sig ved deres musik i mellemtiden. Jeg må alligevel indrømme, at min opmærksomhed flakker en del mere end i 2003. Dengang var det især “Same Deep Water As Me” og “Favourite Sky”, der fik mine ben til at ryste, og den evne synes bandet ikke at besidde i samme grad nu. På trods er I Am Kloot godt i gang med at vokse sig større end hidtil med deres Mercury Prize-nominering for netop det nye album, Sky at Night.

Hvad jeg især bed mærke i for syv år siden, var I Am Kloots sørgmodige – grænsende til det lidende – og selvdestruktive følelsesflod af utilstrækkelighed. En utilstrækkelighed, der kom til udtryk med en snert af både aggression og humor. Det var i det mindste den følelse, musikken indgød mig. Jeg kunne føle, hvad – jeg tror – John Bramwell sang om. Det kom så tydeligt til udtryk, at jeg ikke engang behøvede læse teksten eller lytte efter ordene, for at blive spundet ind i patos.

På den baggrund ser jeg Sky at Night som en udmærket, men på ingen måde ophidsende plade. Den indeholder ikke numre i særklasse som “Favourite Sky”, men på den anden side set går pladen heller aldrig hen og bliver direkte triviel eller kedelig.  Men at den ikke er kedelig, betyder desværre ikke, at det er en leg at tegne en spændingskurve.

Der er ikke mange hårnålesving, og ingen af bjergene er uden for kategori, selvom “Fingerprints” må betegnes som denne plades svar på Mt. Ventoux. Den minder på mange måder om de to førnævnte sange, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, fordi de står så urokkeligt stærkt i bagkataloget.

Ellers forsøger I Am Kloot sig med lidt gospelinspireret soul i ”Lately” hvilket fungerer udmærket, og i det mindste skiller det sig ud fra mængden af til tider neutrale sange.

Nyhedsværdien af Sky at Night er lav, og i det store hele er der ikke sket særlig meget med I Am Kloot, ud over at kataloget er blevet udvidet med en række sange, men ellers er der ikke det store at bide mærke i sammenlignet med tidligere bedrifter.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Jonathan Heldorf

 
Biografi:
I skolen blev jeg altid drillet med mine store ører, men jeg har fundet ud af, at sådan nogle anordninger er særdeles velegnede til at lytte med... sagde ulven. Men siden da er der jo gået nogle år, og i øjeblikket nørder jeg retorik og sprogpsykologi for fulde gardiner. Ørerne er stadig lytteglade og elsker britpop ubetinget; generelt kan de vel siges at være anglofile, selvom det er en lidt udefinerbar betegnelse. Andre præferencer er eksempelvis den nyere nordamerikanske alternative scene, hvor bands som Arcade Fire, Sufjan Stevens, Yeah Yeah Yeahs, Interpol, Yeasayer og Tv on the Radio dominerer.
 
Fem favoritalbums:
Mansun: Attack of the Grey Lantern
Eels: Souljacker
Cardigans: Long Gone Before Daylight
Supertramp: Crisis? What Crisis?
Smashing Pumpkins: Adore

Skriv et svar

boeger