Plader

Interpol: s.t.

Skrevet af Christian Klauber

Interpols fjerde album er dyster og selvsmagende pop/rock, der ikke kan sættes en finger på, men kun pletvis rammer solar plexus.

For snart ni år siden tog Interpol mig med storm med deres fuldlængdedebut Turn on the Bright Lights (2002). Det skyldtes numre som ”PDA” med linjerne »sleep tight, grim rite / we have two hundred couches where you can / sleep tonight« og særligt ”Stella Was a Diver and She Was Always Down”, men generelt havde pladen held til at kombinere tristesse og melankoli med et lyrisk vid og metaforbrug, der både fik mig til at trække på smilebåndet og gruble eftertænksomt.

På nyeste udspil, Interpol, er melankolien nærmest et vandmærke. Pladen er gennemsyret af bittersøde tekster, momentvis had og ofte en higen efter noget, protagonisten enten kommer for sent til (”The Undoing”) eller ikke kan få (”All of the Ways”). Den indespærrede frustration, der hvert øjeblik kan materialisere sig i aggression, lurer hele tiden under overfladen og får albummet til at dufte af udbrændte, forliste forhold og vejen mod dem: »Please explore my love’s endurance / and stay, stay / please endure my love’s exhortations / no way / no fucking way / no.«

Det er ikke nødvendigvis skidt, måske netop fordi scenarierne, der males, er genkendelige for de fleste mennesker med kærlighed på samvittigheden; måske fordi det er rart at finde trøst i, at der i det mindste er nogen, der har det værre end en selv. Det kan i hvert fald være en tilfredsstillelse at lade regnen pøse ned over ens krop og lade sig gennembløde af mismod og mørke. Værre er det, at Interpol synes at have mistet lidt af den kant og det vid, der opvejede tristessen på de første albums. Indimellem rammer de plet med en formulering, der får én til at rette sig op i stolen, f.eks. »please police me / I want you to police me / but keep it clean« (”Lights”), men ellers er det småt med kreativitet i den lyriske afdeling.

Ellers er alt altså, som det plejer. Paul Banks’ smertefulde vokal er forrygende, og det lyder til stadighed, som om han står på en stor, mørk scene og synger sin smerte ud i en tom sal. Numrene er pakket ind i ringlende guitarer og storladne omkvæd, der pakker lytteren ind i lyd, og det er så hamrende velkomponeret, at man skal være fuldstændig uden rytmisk sans, hvis hovedet og fødderne ikke skal begynde at vippe til numre som “Success” og “Barricade”. Omkvædene flyder og er som skabt til fællessang, og det sætter en streg under det stadionrockede udtryk, Interpol har nærmet sig, og som f.eks. White Lies også excellerer i.

Interpol kan uden tøven let kategoriseres som lettilgængelig, meget lidt kantet indierock, men man kan ikke tage fra Interpol, at de laver det pokkers catchy. Også selvom bandet ikke rigtig har ændret deres lyd på otte år. Til formålet – selvdestruktion og dyrkelse af egen smerte – er der meget få, der bærer så meget brænde til bålet. Det er, stadigvæk, en særegen evne, Interpol har til at skrive sange, der får tiden til at gå i stå og på samme tid er smukke og krybende uhyggelige.

★★★½☆☆

Deltag i debat