Plader

Interpol: s.t.

Skrevet af Christian Klauber

Interpols fjerde album er dyster og selvsmagende pop/rock, der ikke kan sættes en finger på, men kun pletvis rammer solar plexus.

For snart ni år siden tog Interpol mig med storm med deres fuldlængdedebut Turn on the Bright Lights (2002). Det skyldtes numre som ”PDA” med linjerne »sleep tight, grim rite / we have two hundred couches where you can / sleep tonight« og særligt ”Stella Was a Diver and She Was Always Down”, men generelt havde pladen held til at kombinere tristesse og melankoli med et lyrisk vid og metaforbrug, der både fik mig til at trække på smilebåndet og gruble eftertænksomt.

På nyeste udspil, Interpol, er melankolien nærmest et vandmærke. Pladen er gennemsyret af bittersøde tekster, momentvis had og ofte en higen efter noget, protagonisten enten kommer for sent til (”The Undoing”) eller ikke kan få (”All of the Ways”). Den indespærrede frustration, der hvert øjeblik kan materialisere sig i aggression, lurer hele tiden under overfladen og får albummet til at dufte af udbrændte, forliste forhold og vejen mod dem: »Please explore my love’s endurance / and stay, stay / please endure my love’s exhortations / no way / no fucking way / no.«

Det er ikke nødvendigvis skidt, måske netop fordi scenarierne, der males, er genkendelige for de fleste mennesker med kærlighed på samvittigheden; måske fordi det er rart at finde trøst i, at der i det mindste er nogen, der har det værre end en selv. Det kan i hvert fald være en tilfredsstillelse at lade regnen pøse ned over ens krop og lade sig gennembløde af mismod og mørke. Værre er det, at Interpol synes at have mistet lidt af den kant og det vid, der opvejede tristessen på de første albums. Indimellem rammer de plet med en formulering, der får én til at rette sig op i stolen, f.eks. »please police me / I want you to police me / but keep it clean« (”Lights”), men ellers er det småt med kreativitet i den lyriske afdeling.

Ellers er alt altså, som det plejer. Paul Banks’ smertefulde vokal er forrygende, og det lyder til stadighed, som om han står på en stor, mørk scene og synger sin smerte ud i en tom sal. Numrene er pakket ind i ringlende guitarer og storladne omkvæd, der pakker lytteren ind i lyd, og det er så hamrende velkomponeret, at man skal være fuldstændig uden rytmisk sans, hvis hovedet og fødderne ikke skal begynde at vippe til numre som “Success” og “Barricade”. Omkvædene flyder og er som skabt til fællessang, og det sætter en streg under det stadionrockede udtryk, Interpol har nærmet sig, og som f.eks. White Lies også excellerer i.

Interpol kan uden tøven let kategoriseres som lettilgængelig, meget lidt kantet indierock, men man kan ikke tage fra Interpol, at de laver det pokkers catchy. Også selvom bandet ikke rigtig har ændret deres lyd på otte år. Til formålet – selvdestruktion og dyrkelse af egen smerte – er der meget få, der bærer så meget brænde til bålet. Det er, stadigvæk, en særegen evne, Interpol har til at skrive sange, der får tiden til at gå i stå og på samme tid er smukke og krybende uhyggelige.

★★★½☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger