Plader

ISAN: Glow in the Dark Safari Set

ISAN leverer soundtracket til efterfesten, hvor pulsen er faldet og stimulanserne er forsvundet fra blodbanen.

For sjette gang har de to britiske gentlemen Robin Saville og Antony Ryan fundet sammen og videreført deres projekt ISAN. Efter flere sideprojekter fik de lyst til at vende tilbage til deres idiosynkratiske udgave af moderne electronica.

Lige fra starten er pladen præget af både legesyge og futurisme. Der er et næsten barnligt præg over de fragmenterede melodier, der langsomt får lov at udvikle sig. Her er intet hastværk. Alting foregår i et adstadigt tempo og er nærmest en diametral modsætning til f.eks. technoens pumpende rytmer. Dette er musik til afslapning og eftertænksomhed. Faktisk giver det bedre mening ikke at behandle albummet som et sæt klart afmærkede sange, men snarere som en langstrakt stiløvelse. En form for retro-futuristisk eksperiment med afsæt i 1970’ernes gryende elektroniske scene.

Man mærker inspirationen fra Kraftwerk, et klassisk udgangspunkt, men ikke desto mindre mærker man straks den samme fascination af teknologi hos ISAN. Hvor Kraftwerk havde en mere kølig tilgang, mærker man dog en varme hos ISAN, der smitter af på musikken. Den normalt kolde side ved futurismen er her forsvundet til fordel for en organisk lyd. Jeg opfinder spontant en ny genre og kalder den ‘øko-electronica’. Eller ‘øko-chillout’, hvis den ikke allerede er taget.

Jeg har svært ved at sætte ansigt på publikummet til ISAN’s electronica, ud over at Glow in the Dark Safari Set sandsynligvis henvender sig til en lille, udvalgt skare. Albummet er bestemt ikke uden sin charme, men samtidig situationsbestemt. Ryan og Savilles musik vil forsvinde i støjen, hvis man ikke giver den plads til at udfolde sig. Den er så delikat, at den kræver en høj grad af opmærksomhed.

Pladens styrker ligger i dens varme, sprøde lyd, der skaber en behagelig atmosfære. Det er desværre samtidig dens akilleshæl. Musikken er ganske vist rar, men også grænsende til det intetsigende primært på grund af dens fragmentariske præg. Det er for sjældent, at en melodi får lov at udfolde sig og fange lytteren. Alt for ofte virker albummet sært opsplittet, hvilket ødelægger den organiske fornemmelse.

★★★☆☆☆

Deltag i debat