Plader

Isobel Campbell & Mark Lanegan: Hawk

Skrevet af Lise Christensen

Isobel Campbell og Mark Lanegan tilfredsstiller lytterens tørst efter nostalgi med deres tredje fælles udspil, og endnu en gang kan man fortabe sig i blues, folk og country spændt ud mellem vokaler af silke og sandpapir.

Min opfattelse af americana er, at det drejer sig om folket nostalgi blandet op med mere moderne elementer som Quentin Tarantinos skarpt ironiske univers, hårdkogte krimier, western noir og nu også Hawk. Det er lyden af lange rejser, hvor bevægelsen bærer større mening end målet. Det er støvet, varmen, der slår som en hammer, og de mange mil, der sluges for at lægge en distance mellem én selv og fortiden. En fortid, der dog uundgåeligt sniger sig ind i lyrikken, siver ud af musikken. »Drive through the night just to see the ocean green / race to the coast / there’s no telling where I’ve been / both eyes on the road ahead / don’t want to look behind.« Sådan brummer Mark Lanegan i “You Won’t Let Me Down Again” – andet track på det nye Isobel Campbell & Mark Lanegan-album, Hawk.

Belle & Sebastian-medstifteren Campbell har lavet endnu et americana-inspireret duetalbum i samarbejde med Lanegan, der ellers plejede at spille med et noget andet tempo i det psykedeliske rockband Screaming Trees og i Queens of the Stone Age. Det er tredje gang, de samarbejder, og resultatet er blevet et album til lige dele stille søndage og roadtrip-muzak med godter til folk med hang til rocket blues, folkballader og øm soul.

Helt sagte og smukt åbner Hawk med “We Die and See Beauty Reign”. Campbell og Lanegans vokaler smyger sig så kontrolleret sagte om hinanden, minimalistisk akkompagneret af en akustisk guitar, at der dannes en omfavnende stemning af lys melankoli, oplagt til tømmermændspleje eller som inspiration, når man folder sig ind i sig selv, og samtidig ud mod verden i kontemplative observationer.

Der bliver trukket kraftigt på den amerikanske sangskat. Et bud er 60’er-retroballaden “Come Undone”, der kunne være inspireret af Irma Thomas’ hjertekrængende blues. Eller coverversionen af country- og folk-ikonet Townes Van Zandts “No Place to Fall”, der dog ikke byder på den store nyfortolkning. Både på denne og “Cool Water” synger Campbell sammen med sangskriveren Willy Mason – et smukt bidrag, der giver associationer til Johnny Cash og June Carter, men ikke lige så charmerende som Lanegan og Campbells sammenkobling af sandpapir og silke. Campbell, der har skrevet og produceret albummet, optræder også alene på enkelte numre. Specielt nummeret “To Hell & Back Again” rækker ud mod amerikanske kvindelige singer/songwritere som Neko Case og Hope Sandoval fra Mazzy Star. Der trækkes dog også på inspirationer fra vor side af Atlanten, selv om de efter min mening burde have holdt sig på den amerikanske del. “Eyes Of Green” går nemlig hen og bliver lige lovlig inspireret af den skotske folklore. Violiner, harmonika og en rytme, der kan trampes til, så kilten svinger foruroligende højt.

Det er ikke kun geografisk, at der til tider tages store spring. Også genremæssigt foretages der abrupte hop. Lige efter den skønne juleballade “Time of the Season”, dykker titelnummeret “Hawk” ned som et forunderligt, men dog interessant nedslag. Til side viger soul, drømmende pop og countryduetter til fordel for et vildt vibrerende instrumentalt saxofonnummer. Bam, det føles først ude af kontekst, men passer i det store hele alligevel godt sammen med pladens sammenpuslede opbud af genrer.

Sidste år skrev vi om Campbell & Lanegans ep “Keep Me In Mind Sweetheart”, at »dette er tilbagelænet nærvær«. Makkerparret skaber ikke ny, alternativ og udfordrende musik på anden led, end at den amerikanske sangskrivertradition opdateres og gøres nærværende. Isobel ‘twee as fuck’ Cambell har skabt et album, der er lækkert tilgængeligt uden at være for insisterende, med hendes egen lette vokal placeret med en sådan underspillethed, at musikken bliver arrangeret på overbevisende vedkommende vis.

★★★★½☆

Deltag i debat