Plader

Jacob Faurholt & Kasper Rønberg Schultz: Utyske

Man må lede forgæves efter de musikalske kvaliteter på Utyske, som mest alt lyder som resultatet af en tilfældigt eftermiddag i hjemmestudiet. Et uværdigt udspil fra de to eks-medlemmer af Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur.

I 2005 udgav Jacob Faurholt og Kasper Rønberg Schultz som en del af bandet Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur den smukke plade Queen of Hope. Albummet, der bød på lettere skramlede, luftige indieballader, blev desværre bandets både første og sidste. Siden har Faurholt stået bag flere udmærkede udgivelser med en form for skæv lo-fi-folk a la Howe Gelb eller Lambchop. Der er derfor god grund til at have høje forventninger til det nye minialbum Utyske med musik af Faurholt og tekster af Schultz.

Det lydlige fundament for albummets blot to skæringer er en slags fremmedgjort minimalisme, der snarere end at omfavne dig taler til dig på afstand, men dog på sælsom vis opsluger dig i sit univers. I front sammen med Faurholts på én gang spinkle og maskuline vokal er forskellige old school synthesizerlyde, hvortil der lægges sporadiske indslag af trommer, tamburin og effekter. Teksterne er halvt sungne, halvt talte, og det, der præsenteres, fremstår da også i højere grad som lyrik tilsat musik end det omvendte. En sammenligning med Lars Hugs City Slang (minus 80’er-rumklangen) er ikke helt ved siden af.

Ikke mindst i “Vildt og Jæger” er lydfladen papirstynd, og det føles, som om den hvert sekund kunne knække over og efterlade Faurholts stemme i det uhyggelige tomrum. Musikken er træg og snegler sig af sted som en vinterdepressiv regnvejrsdag. Selvom det lykkes at skabe denne stemning, er produktionen dog tynd og virker – i øvrigt som kompositionerne – ufærdig, og Utyske er ganske enkelt ikke nogen fornøjelse at lægge øre til.

Det er fristende bare at afvise Utyske med henvisning til dens manglende lytbarhed. Færdig. Punktum!
Men nej. Enhver kunstner, der gør sig det besvær at udgive et album, fortjener, at man sætter sig i deres sted og prøver at forstå deres motivation og koncept med at lave, hvad de gør, og selvfølgelig vurdere, om dette så lykkes. Kun meget få mennesker nyder eftermiddagskaffen i selskab med John Cages kompositioner eller ønsker at have Marcel Duchamps “Fountain” hængende i dagligstuen. Men dette udelukker ikke, at Cage og Duchamp har haft en enorm betydning for eftertidens kunstopfattelser. På samme måde må jeg med Utyske grave et spadestik dybere på jagt efter aspekter, der på et intellektuelt eller musikalsk nyskabende plan kan retfærdiggøre udgivelsen.

Desværre er min søgen forgæves. Utyske lyder stadig efter utallige koncentrerede gennemlytninger mest af alt som resultatet af en tilfældig eftermiddag i hjemmestudiet, og hvorfor det så lige er denne eftermiddags eksperimenter, der er blevet trykt på vinyler og udgivet, har jeg svært ved at forstå. Schultz’ tekster handler uden at gå dybere ind i fortolkninger hhv. om tanker om frygt og om en fortrængt lyst. Man kan holde mere eller mindre af dem, men små mesterværker er der ikke tale om, og ikke nok til rigtigt at gå hverken fra eller til i billedet af helheden.

»Jeg kan godt lide plader, der er korte, så de efterlader lytteren sulten,« sagde Faurholt for tre år siden til Gaffa, og Utyske er med sine i alt seks minutter og 57 sekunder en kort plade. Desværre var jeg stopmæt allerede efter første gennemlytning, og det kan de små lysende sprækker, der er at finde hist og her, ikke ændre på.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat