Plader

Lower Dens: Twin-Hand Movement

Skrevet af Christian Birk

Lower Dens’ debutplade er et smukt og vellykket soundtrack til efteråret. Den elegante kombination af Jana Hunters vokal og en svævende og nysgerrig instrumentering gør det her til en af kandidaterne til årets plade.

Kvinden bag Lower Dens, Jana Hunter, er desværre ikke videre anerkendt herhjemme, og det er en skam, for hun er værd at kende. Hun har under eget navn udgivet to ep’er, to fuldlængdealbums og ét delealbum med Devendra Banhart. Alle har været af høj kvalitet og af varierende sværhedsgrad. Jana Hunter laver ikke musik for masserne, men giver man sig tid, vil man blive positivt overrasket. Og nu er Jana Hunter og band altså klar med den første plade under navnet Lower Dens, Twin-Hand Movement.

Lower Dens åbner med en for pladen lidt ukonventionel up-beat sang. “Blue & Silver” er i høj grad iørefaldende og fængende, men den repræsenterer ikke fuldstændig albummets natur. Med hurtig instrumentering, repetitive trommer og hypnotisk bas er man godt underholdt, men hvis man forventer, at det fortsætter sådan, vil man blive slemt skuffet.

Lower Dens skaber nemlig i langt større grad en mere dyster, svævende og langsomt opbyggende stemning. Et sted imellem Joy Divisions mørke postpunk, Neu!s krautrock og Cocteau Twins’ luftige drømmepop finder man Jana Hunter og kollegaerne. Forbillederne er dog langtfra så tydelige, som det måske kan lyde, og det klæder Lower Dens godt. Der er ingen lette løsninger, men masser af coolness og selvsikkerhed på Twin-Hand Movement. Et af de mere overlegne eksempler er den skramlede og rå “A Dog’s Dick”. Med nøgne og iskolde guitarflader, tamburin og tungt slæbende trommer skaber den, trods sin løse indpakning, en supersprød lyd af mørk og beskidt storby.

Det er i overvejende grad mørkt og dystert på Lower Dens’ debut. Langsomme trommer, dybe slag og kolde keyboards præger lydbilledet. Der er en dragende stemning over pladen, som vil fungere godt som efterårssoundtrack. Under de indadvendte arrangementer gemmer der sig dog en følelse af kedsomhed. Det lidt søvndyssende udtryk bliver næsten for meget i “Tea Lights” og “Truss Me”. For helhedsindtrykket er numrene passende, men i deres enkelhed går de i tomgang og bliver lidt for anonyme.

Kedeligt er det derimod langtfra i det nysgerrige instrumentale indspark “Holy Water” med dronende trommer og en art surf-guitar. Denne stil bliver ført sublimt videre på albummets fremragende sidste nummer, “Two Cocks”. Her bliver bunden igen lagt af repetitive trommer og svævende keyboards og guitar. Det er meget elegant og bliver toppet med Jana Hunters cool vokalarbejde. Balancerende på et knivsæg mellem tilbageholdt desperation og prætentiøs ligegyldighed er hun en stærk motor for nummeret.

Endnu bedre er det dog på albummets klart bedste sang, “I Get Nervous”. I dette smukt tilrettelagte dreampop-univers formår Lower Dens at skabe den perfekte blanding af lyst og mørkt. Det er henslængt forførende som This Mortal Coil uden at give køb på den gode melodi. Vi befinder os i dunkle synth-landskaber, men ved hjælp af Jana Hunters lidt P.J. Harvey-agtige stemme bliver vi guidet sikkert og intimt igennem. Nummeret her kandiderer til at være et af årets bedste, og det gør pladen i sin helhed også. Med sikre hænder får Lower Dens, og i særdeleshed Jana Hunter, ført os igennem deres nuancerede postrock-dronepop på en måde, så hver gennemlytning fortæller nye historier, og disse fortjener at blive hørt af mange. Twin-Hand Movement er en usleben diamant, og selvom enkelte stille numre dræber lidt af intensiteten, er det en fornem debut fra en erfaren debutant.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Sjovt… tea lights og truss me er i mine øjne to af de stærkeste numre

    men ja… kandidat til årets plade.

Deltag i debat