Plader

Matthew Dear: Black City

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Dystre, dansable, elektroakustiske eksperimenter fra Matthew Dear, der på dette album har gang i mange genrekasketter. Det høje bundniveau kompenserer for den lidt monotone opskrift.

Det er mørkt og legesygt, det nye album fra Matthew Dear, der følger hans anmelderroste album Asa Breed fra 2007. Dét album var kulminationen på flere års arbejde og eksperimenter med den dystre stemning, som han dengang præsenterede for lytteren. Black City er et album i samme ånd.

Matthew Dear fungerer som producer, remixer, dj, pladeselskabsejer og samtidig som musiker under fire kunstnernavne med fire forskellige stilarter som pejlemærke. Under eget navn er han lige så spraglet rent musikalsk, som hans mange projekter viser. På Black City må man beundre Matthew Dear for at kunne kombinere ukompliceret legesyge med 80’er-paranoid electropop.

For her når han hele vejen omkring fra tillbagelænet noir-loungepop på ”Honey” over Beck- og Eno-inspirerede elektroakustiske numre som “I Can’t Feel” og “Monkey” til deciderede dansable og festlige numre som “Soil to Seed”. Alting serveret med en dyster coolness.

Bedst og mest albumtypisk er singlen “Little People (Black City)”, der varer over ni minutter og tager lytteren gennem festlig, tilbagelænet electro – og cirka halvvejs sætter tempoet op, så festen virkelig kan danses igennem. Musikalsk skrues der i anden halvdel ned for charmen og melodien og op for et mere pumpende beat, der er som taget ud af en 80’er-klub. Og det gør absolut ikke noget. Samme hårde electro (stadig med et poptwist) fortsættes senere i “You Put a Smell on Me”, og det er i højt tempo, at Matthew Dear er bedst. Derfor falder “More Surgery” og til dels albumlukkeren “Gem” næsten igennem.

Black City vokser gennem de første fem-ti gennemlytninger, men taber derefter ligesom pusten. Det er som en lytterejse fra ligegyldighed over begejstring til et mellemfornøjet stadie og accept af det simple musikkoncept, som groft sagt kan betegnes som problematisk. Albummet føles som gentagelse på gentagelse af Matthew Dears oprindelige idéer. Bevares, han gør det godt. Men selv de bedste gentagelser får hen ad vejen lidt for meget karakter af at være netop … ja, en gentagelse. Og dette kan den ellers lækre produktion med masser af sans for detaljer og minimalistiske tricks ikke helt opveje. Bundniveauet er dog så højt, at Black City alligevel lander over middel.

★★★★☆☆

Deltag i debat