Plader

Maximum Balloon: s.t.

Skrevet af Andreas Kousholt

Navnet på David Siteks soloprojekt står godt mål med de ligeledes oppustede forventninger til projektet. Med 10 skæringer og 10 vokalsolister leverer han til dels varen, selvom den visse steder drukner i flødeskumslyd.

David Sitek er ikke en hr. hvem som helst i indieverdenen, og har du endnu ikke stiftet bekendtskab med ham, er det på tide. Sitek er blandt de tre frontmænd i den amerikanske indie-fusionsgruppe TV on the Radio. Desuden har han stået bag knapperne i studiet for blandt andre Yeah Yeah Yeahs, Liars, Foals og Scarlett Johansson, lavet remixes for store navne som Beck og Nine Inch Nails og blev i 2008 udnævnt af det hæderkronede engelske musikmagasin NME som den mest fremsynede mand i musikverdenen. Og hvor ellers skulle han være bosat end i verdens indiehovedstad p.t.: Brooklyn, New York.

Så når gulddrengen Sitek har valgt navnet Maximum Balloon til sit soloprojekt, står det derfor godt mål med de ligeledes maksimalt oppustede forventninger, der er til det. Dømmer man ud fra musikken, hentyder navnet dog nærmere til den spændstige og på samme tid luftige lyd, der kendetegner hele pladen. Hvert af de 10 numre byder på en ny vokalsolist, herunder Karen O (Yeah Yeah Yeahs), Tunde Adebimpe, Kyp Malone (TV on the Radio) og tilmed David Byrne (Talking Heads). Genren er svær at sætte fingeren på og skifter – afhængig af solisten og af Siteks forgodtbefindende – mellem indiepop/-rock, r’n’b og softcore rap. Flere af numrene ligger på grænsen til at være egnet til dansegulvet uden dog at at bære præg af at være decideret funktionsmusik med det ene formål at sætte gang i underlivet.

Maximum Balloon kan forekomme at drage inspiration fra minimalistisk electronica som Kraftwerk eller Legowelt, når det kommer til de underliggende beats, men på samme tid er musikken glimtvis eller over længere stræk i båd med David Bowie, Cut Copy, Yeah Yeah Yeahs, RJD2 og andre kunstnere, som til daglig har meget lidt at gøre med hinanden musikalsk set. Slægtskabet med TV on the Radio er dog på intet tidspunkt til at tage fejl af, og det er altoverskyggende, når der skal peges på referencer.

Fælles for alle numrene er et minimalistisk grundbeat, der bliver modsvaret af en myriade af lyde og effekter, som nogle gange kan genkendes som instrumenter, og andre gange er syntetiske opfindsomheder kreeret i studiet. Mere sigende for pladen er dog den væg af vellyd, der fra første beat bliver slået an. Det er studiemusik, så det basker, og det høres tydeligt, hvordan hver enkelt lyd og detalje er blevet kælet for og tilspidset til at udfylde sit specifikke formål.

Dette ekstremt gennemarbejdede og pertentligt tilrettelagte lydbillede er pladens styrke, men desværre også dens svaghed. Vokalproduktionen og arbejdet med at få den og resten af musikken til at spille sammen er fantastisk, hvilket kommer til udtryk på bedste vis i “Shakedown”. Her understøttes fyldigheden og den skiftende dynamik i Kyp Malones vokal af et til tider helt simpelt og diskret og til tider altdominerende lydtæppe. Smukt, ganske enkelt. De underliggende beats er med sine ganske få bestanddele skruet sammen på en måde, der giver hvert nummer sit eget unikke præg, på trods af at samtlige numre på pladen er bygget over beskedne variationer af den nok mest grundlæggende rytme, der findes på et trommesæt. Alt i alt binder lyden desuden pladen sammen og medvirker til at danne den helhed, den i høj grad besidder.

Svagheden er, at det til tider kammer over og tenderer mod ren studiemasturbation, som ikke tjener til andet formål end at distancere lytteren og skjule en ægthed, som til tider kan savnes. Problemet er størst der, hvor kompositionerne lader en del tilbage at ønske. Her fylder Sitek på med effekter og finpudsede lyde, hvor det, der i virkeligheden mangler, er en mere substantiel bund at smøre alle de lag flødeskum på. Den grundliggende kompositoriske idé er f.eks. for tynd i “Young Love”, der trods rigelige hjælpemidler ikke formår at holde min opmærksomhed fanget i mere end 30 sekunder.

Flere af numrene skiller sig til gengæld ud for det gode, og ikke mindst er “Apartment Wrestling” et spændende bekendtskab. Her blandes den finpudsede lydkulisse med David Byrnes grove og til tider decideret falske sang. Beatet er funky, og en blæsersektion blander sig med mellemrum, hvilket ikke gør det mindre interessant. Også andensinglen “If You Return” og pladens afsluttende ballade, “Pink Bricks”, er bestemt lytteværdige.

Et langt stykke hen ad vejen er det jo en smagssag, om man bryder sig om Maximum Balloons polerede lyd eller foretrækker et mere råt udtryk. Hvad end man måtte synes om dette, er albummet i kraft af sin gennemarbejdede lyd, sine arrangementer og flere af numrene både spændende og helstøbt. Også selvom det kunne have vundet meget, hvis Sitek havde skænket kompositionsfasen samme opmærksomhed som produktion og arrangement.

★★★★☆☆

Deltag i debat