Plader

Mystery Jets: Serotonin

Skrevet af Andreas Kousholt

Mystery Jets leverer et solidt pop/rock-album læsset med ørehængere og lydeksplosioner. Man savner dog noget af den eksperimenterende kant, der på de tidligere udspil gjorde gruppen til mere end bare endnu et rockband.

»Better to have loved and lost
than to have lived and never loved anyone.«

“Alice Springs”, åbningsnummeret på engelske Mystery Jets’ tredje album, Serotonin, lægger således hårdt ud med et modereret citat fra den engelske victorianske hofpoet Alfred Lord Tennysons værk, ”In Memoriem XXVII”. Teksten ledsages af eksploderende, enkeltstående guitarakkorder, som nærmest kun Brian May ellers kan – eller kunne – skyde dem af. Der dysses herefter ned for dynamikken, før det igen buldrer fremad i omkvædets overdådige kærlighedserklæring: »I’d stand in the line of fire for you / I’d bend over backwards for you / I’d do anything that you want me to do / ‘Cause I don’t have nothing if I don’t have you, my love / And it hurts cause it’s true«. Andet vers lægger sig atter i et afdæmpet leje, inden omkvædet igen overtager og skubber intensiteten nogle grader i vejret.

“Alice Springs” er et pragteksempel på, hvad man har i vente, hvis man investerer i Serotonin. Dynamikken skifter op og ned fra det helt intime til storladne stadionkoncert-udladninger, og teksterne kredser særligt om kærlighed og ikke mindst den svære af slagsen. Titlen Serotonin hentyder til stoffet af samme navn, der findes i kroppens centralnervesystem og er kilde til følelse af glæde eller velvære. Måske hentyder titlen ikke til en evig glædesfølelse, men snarere til de evige problemer, der er med at finde denne glæde i livet, hvilket også er tilfældet i titelsangen, der beskriver både den berusende følelse af serotoninen og den skuffede, tomme følelse af manglen på samme.

Serotonin er et ambitiøst værk. Stjerneproduceren Chris Thomas, der har samarbejdet med bl.a. The Beatles, Procul Harum, Roxy Music og Sex Pistols, er blevet hentet ind, og musikken har fået et skub i retning af en bredere modtagergruppe. Serotonin er da også forholdsvis bredt tilgængelig sammenlignet med Mystery Jets’ to hidtidige albums. Nogen egentlig revolution er der dog ikke tale om, men flere af de mere skæve, udforskende elementer fra især debuten Making Dens er smidt væk mere eller mindre til fordel for nye græsgange lidt tættere på hovedvejen.

Englænderne inkorporerer elementer fra 70’ernes glamrock, 80’ernes new wave og sågar 90’ernes eurodance (tænk det underlæggende basspor i Whigfields ”Saturday Night” – den har ingen af os vist glemt) i deres arrangementer og lyd, blander det med deres eget mere nutidige udtryk og ender i et univers, som et band bestående af David Bowie, MGMT og Brian May muligvis kunne have skabt. At Mystery Jets har taget den brede palet i brug, betyder ikke, at helheden og sammenhængen i albummet går tabt, måske især grundet Thomas’ producering og den gennemgående, karakteristiske vokal fra forsanger Blain Harrison, der i sin inderlighed og psykedeliske skævhed har væsentlige træk til fælles med idolet Syd Barrett. Man kan kun ærgre sig over, at denne skævhed ikke har fået meget mere frit løb på Serotonin.

Mystery Jets’ bevægelse væk fra tidligere albums’ mere eksperimenterende lyd er ærgerlig og gør deres musik mindre spændende. Skal man immervæk bedømme dem med udgangspunkt i deres nuværende mission, må man give dem, at de med Serotonin har leveret et forbandet godt pop/rock album med et eksperimenterende twist. De fleste af numrene er øjeblikkelige ørehængere og stjæler lytterens opmærksomhed med små opfindsomme påfund, store udsving i dynamikken, og ikke mindst med Harrisons charmerende og umiddelbare vokal. Det er ikke et album, der vil gå over i historien, men er man glam- eller new wave-fan, og har man en lille popdreng eller -pige gemt i sit bankende indiehjerte, er Serotonin bestemt værd at høre.

★★★★☆☆

Deltag i debat