Min tålmodighed med dig er snart brugt op, Kevin Barnes. De sange, du skriver til dit band Of Montreal nutildags med den dér falset og blanding af funk og glamrock – de er bare for meget. Det hele bliver så skabet, at det næsten ikke er til at holde ud, Kevin. Helt ærlig, er I Scissor Sisters eller hvad?! Og ved du hvad, det gør det hele så meget værre, at jeg er vild med Sunlandic Twins (2005) og Hissing Fauna, Are You the Destroyer? (2007). Dét er virkelig album, der er festlige og intelligente på samme tid, og ikke mindst indeholder de nogle absolut fortryllende melodier. Det var dengang.
Jeres nye album er indspillet i Los Angeles med produceren Jon Brion (Kanye West, Fiona Apple, Rufus Wainwright) og har fået titlen False Priest. Med sådan en titel kan man i disse katolske krisetider ikke undgå at komme til at tænke på fæle præster med urent mel i posen. Men du siger, at det nærmere handler om den lille præst inde i os, der holder os tilbage fra at gøre, hvad vi vil. Og det er flot, at du tilsyneladende har sluppet alle hæmninger og ikke er flov over at lave disconumre eller være kæmpefan af Prince. Det skal du da heller ikke være. Men hvorfor har du alligevel ladet Of Montreal tage den her drejning? Det gør mig rigtig sur, at det nu er andet album i træk, der skuffer mig. Okay, måske det er lidt bedre end Skeletal Lamping, som jeg slet ikke har gidet at høre igen, siden det udkom i 2008. Men ikke meget, Kevin! Slet ikke meget.
Jeg giver dig, at videoen til førstesinglen “Coquet Coquette”, hvor I leger barbarer, der kommer i land på en særdeles uøde ø og i kamp med de indfødte kannibaler, er ret sjov. Faktisk er det en glimrende video, fordi den fik mig til bedre at kunne lide sangen. Videoen understreger guitarerne og den power, der er i nummeret. For det er i grunden et udmærket og fængende nummer, der tilmed bliver helt Muse-agtigt undervejs; temmelig storladent for jer.
Overvægten på False Priest udgøres dog af numre, hvor du synger tåbeligt meget i falset, og hvor det hele læner sig op ad nogle genrer, der ikke klæder jer. På en måde er det fint nok, at du er vild med R&B, soul og funk, og det er da sådan set også meget sejt, at du har Beyonces søster, Solange Knowles, med på “Sex Karma”. Men når det kommer til stykket, er det en ret ligegyldig popsang med en lidt kvalmende tekst: »You look like a playground to me«. Helt ærligt.
Du siger selv, at pointen er, at numrene på False Priest skal kunne mærkes i kroppen. Den dybe bas og rytmerne skal kunne gøre sig på dansegulvet, og det kan de sikkert også. Men jeres musik har i grunden altid været festlig – uden at der gik futuristisk disko i den, som der gør i “Enemy Gene” med Janelle Monáe, eller at din vokal blev komplet overgearet som i åbningsnummeret “I Feel Ya’ Strutter”.
Et godt nummer, der både kan mærkes i kroppen og er festligt, er “Girl Named Hello”. Det er ikke på den gode gamle Of Montreal-måde, jeg elsker, men det virker alligevel. Det er det absolut mest funky nummer, I har, og det rykker faktisk så meget, at jeg godt kunne finde på at danse til det et sted ude i byen.
“Girl Named Hello” er albummets niende nummer, og det er netop nogle af de sene numre, der redder False Priest. Hvis glam-, disco- og funknumrene er lyden af dig, der har smidt alle hæmninger, taget nogle stoffer og skrålet løs, så er denne gruppe numre lyden af dig, der har husket det mørke i tilværelsen, som du var opslugt af på … Hissing Fauna. I “Famine Affair” synger du i almindeligt leje (hurra), guitarerne er i front, og der er endda nogle harmonier fra dine bandmedlemmer. Det er næsten helt befriende. Og den dystre klaverballade, “Casualty of You”, der svinger mellem dur og mol og lyder som skiftevis Placebo og Beatles, er fin sangskrivning, som jeg er glad for at høre, at du stadig har i dig.
Da jeg anmeldte Skeletal Lamping sluttede jeg af med at håbe på, at du og Of Montreal snart ville komme på sporet igen. Men efter False Priest ved jeg snart ikke, hvad jeg skal håbe på. I mange af numrene er sporet efterhånden så langt væk, at det kan blive svært at finde. Men på albummets sidste del er jeg betydeligt mere fortrøstningsfuld. Så Kevin, fremover vil jeg nok bare håbe det bedste og frygte det værste fra Of Montreal.
Lyt til “Coquet Coquette”:
[audio:http://polyvinylrecords.com/drop/of_Montreal-Coquet_Coquette.mp3]
Lyt til “Famine Affair”:
[audio:http://www.polyvinylrecords.com/drop/of_Montreal-Famine_Affair.mp3]
