Koncerter

Phosphorescent, 20.09.10, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Phosphorescent præsenterede publikum for et sæt præget af bandets nyere smag for alt.country, men arbejdede sig efterhånden væk fra udgangspunktet med spændende afstikkere.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Jeg må nok erkende, at jeg som udgangspunkt ikke var den mest taknemmelige person at sætte til at anmelde Phosphorescents koncert i Vega mandag aften. Som så mange andre har jeg været en smule tilbageholdende over for det retningsskift, Mathew Houck har taget ved at introducere en countryrocket lyd på sine seneste to plader – Willie Nelson-hyldesten To Willie fra sidste år og den nyligt udkomne Here’s to Taking It Easy. Som så mange andre synes jeg, at den forsagte, folkede Pride indeholder nogle af de fineste toner fra Houcks hånd. Og som så mange andre accepterede jeg mandag aften, at Houck nok har lagt låg på den lyd for good.

Andet var svært, når man oplevede ham og fire andre dygtige musikere som ambassadører for alt.coutry. Som på den nye plade åbnede bandet med “It’s Hard to be Humble (When You’re From Alabama)” og “Nothing Was Stolen (Love Me Foolishly)”, der temmelig klart pointerede, hvor charmen ved lige netop Phosphorescents tag på genren er at finde: I teksterne, der er tro mod den amerikanske country-kultur (hvem kan stå for en titel som det førstnævnte nummers?), i melodierne, der er drejet, så de hænger ved efter første refræn, og ikke mindst i hele bandets fremtoning på scenen. Med kasket, cowboystøvler og fuldskæg var Houck i front naturligvis en personificering af musikken, men i kombination med en hudløs og gestikulerende fremtoning kunne musikken næppe være personificeret mere sympatisk. Houck trissede gerne rundt ude på scenens kant, slog lidt forklarende med armene, udpegede publikummer, der passede til hans historiers gang og understregede i det hele taget vibrationerne i sine fortællinger med så stor omhu, at man kun kunne høre efter – hvis ikke han da lige havde sendt opmærksomheden på rundtur med soloer hos guitaren eller den utrætteligt headbangende keyboardspiller.

»Indimellem når man dertil, hvor man bare er nødt til at spille noget Willie Nelson,« proklamerede Houck efter en håndfuld numre, og den tid på aftenen var tydeligvis allerede nået. Som før hev han fat i de to første numre, denne gang fra sin Willie Nelson-udgivelse, og “Reasons to Quit” og “Too Sick to Pray” lå fint i forlængelse af den anslåede lyd, ligesom de countryficerede versioner af Pride-numrene “A Picture of Our Torn Up Praise” og “Wolves” gjorde. Nerven i teksternes levering mestrede Houck at blotlægge, men efterhånden kom jeg til at savne det samme element i de instrumenteringerne, der især under disse ældre numre virkede en smule for catchy.

Det var dog et afsavn, jeg måtte leve med kortvarigt. Snart forlod bandet scenen, og Houck kom tilbage for alene med sin guitar at tage hul på aftenens finale. Nu flød akkorderne og kærlighedsfortællingerne uvant sagte og nåede et højdepunkt, da Houck under afslutningen af den blå “Cocaine Lights” stak i tiltagende forpinte skrig, som han efterhånden loopede til et smukt klagekor. Her troede jeg egentlig, at koncerten ville slutte med klassisk senaftens-melankoli, men så forudsigeligt ville bandet ikke lade os slippe. De fandt tilbage på scenen og påbegyndte en opbygning, der overraskende kulminerede med en decideret støjende lydmur i en forlænget udgave af den spændte “At Death, a Proclamation”. En intens afslutning på en aften, der fint opridsede Phosphorescents dagsorden: Du tror, du ved, hvor du har os. Det ved du også, lige indtil vi tager røven på dig.

★★★★½☆

Deltag i debat