Plader

PVT: Church with No Magic

Australien har fostret alt lige fra Nick Cave til The Avalanches. PVT selv er måske endnu ikke helt på samme niveau, men på Church with No Magic tager de afgjort et skridt i den rigtige retning.

PVT er nok bedre kendt som Pivot. Kernebesætningen består af to brødre ved navn Laurenz og Richard Pike. De spiller dyster, industrielt klingende synthesizermusik, og, ja, så kommer de fra Australien, der har fostret alt lige fra Nick Caves makabre mørkemandsrock til The Avalanches’ drømmende samplerparadis. PVT selv er måske endnu ikke helt på niveau med førnævnte musikguder, men på sit tredje album, Church with No Magic, tager bandet afgjort et skridt i den rigtige retning.

Væk er debutalbummets stemningsfulde og 70’er-klingende analoge instrumentalnumre, og ind er i stedet kommet et øget fokus på de mere labyrintiske strukturer, der blev introduceret på O Soundtrack My Heart fra 2008. Men ambitionsniveauet er denne gang langt højere, og det klæder musikken.

Først og fremmest er der kommet vokal ind over størsteparten af albummets 10 numre, hvilket har bevirket, at der denne gang er blevet leget med sangskrivning, og så er hele lydbilledet ved hjælp af en altomfattende 80’er-tilbageskuende rumklangsæstetik blevet åbnet gevaldigt op. Det har resulteret i 10 sange, der har gjort PVT til et langt mere interessant, musikalsk bekendtskab end hidtil.

Lyt bare til ”The Quick Mile”, der med sine søsyge trommer og foruroligende synthmotiver kombineret med Richard Pikes højstemte vokal vel nok er noget af det tætteste, man kommer på en krydsning mellem Cabaret Voltaires sværindustrielle anarkisme og Duran Durans veltrimmede bolsjepop. Så er der ”Crimson Swan”, der nærmest fungerer som en musikalsk rejse fra et maskinelt tusmørke over til et digitalt paradis, der akkompagneres af storladne forvrængninger og et himmelsk menneskekor. Og sidst, men ikke mindst, byder ”Window” på kringlet, melodisk repetition af fineste kaliber.

Church with No Magic er bestemt intet mesterværk. Men den er ikke desto mindre en håndværksmæssig triumf, der viser, at PVT endegyldigt er trådt ud af skyggen fra sine to foregående albums, der set med bagklogskabens briller introducerede et band på udkig efter et personligt udtryk. Med Church with No Magic er alt dette fortid, og PVT står nu som en fasttømret musikalsk enhed, der langt om længe har fundet ind til en formel, der umiskendeligt er bandets egen.

★★★★☆☆

Deltag i debat