Plader

RPA & the United Nations of Sound: United Nations of Sound

Skrevet af Lise Christensen

Det er en slem verden, men frygt ej, Richard Ashcroft er her for at redde os. Med sit nye soloprojekt fejrer han livet, kærligheden og musikken på en plade, hvor teksterne giver halsbrand, og musikken drukner i klichéer.

Ahh, The Verve. En af de ting, der gav mening blandt de utallige tegneserieinspirerede bands og techno-one hit wonders, der ellers hærgede 90’erne – eller i hvert fald 90’erne, som de udspillede sig i Vestjylland. Med deres storbyhymner blev der skabt hits som den violinpoppede “Bittersweet Symphony” eller den smukke ballade “The Drugs Don’t Work” – og i front stod Richard Ashcroft. Så højt at svæve, så ualmindeligt dybt at falde (et ordsprog, der får en ekstra dimension, da Ashcroft efter sigende er overbevist om, at han kan flyve). Richard Ashcrofts fjerde(!) soloprojekt, RPA & the United Nations of Sound (RPA), er Mr. Ashcroft himself, der med en flok lejesvende på slæb og musikalsk religiøsitet fanatisk løfter armene og stemmen mod himlen og priser livet og den musikalske tro (sammensat af et eklektisk miks af religiøse referencer).

United Nations of Sound tager teten op efter 2002-albummet Human Conditions, der også udforskede den menneskelige tilstand og muligheden for forløsning gennem kærlighed og musik. Ikke at der skal være noget forgjort i at udtrykke sin personlige religiøse overbevisning. Bevares, postmoderne tilstande, opløsningen af de store fortællinger og alt det gøgl retfærdiggør jo netop, at man i stedet stykker sin egen filosofi sammen. Men når det bliver serveret i et så himmelråbende ringe og klichéspækket arrangement, som det sker på United Nations of Sound, sætter jeg nu foden i jorden.

Med gospel og love, soul og rock pløjer RPA sig gennem 12 tracks, der bærer titler som “This Thing Called Life” , “Good Lovin'” og “Life Can Be So Beautiful”. Resultatet er så… hmm, interessant, at selv RPA’s PR-folk ikke har kunnet finde på noget pænt at sige om pladen i pressemeddelelsen, men i stedet må ty til at henvise til alle de fancy folk, der har bidraget til albummet, såsom »ham, der lavede violinarrangementer for Michael Jackson« (Benjamin Wright) eller »Mary J. Bliges guitarist« (Steve Wyreman).

Jeg må, som mangen anmelder før mig, fortvivlet gribe efter ”How Deep Is Your Man” som det eneste nummer, der har en vis appel. En bluesrocket sag, der hverken overspiller teksten eller instrumenterne, men i stedet benytter et traditionelt setup af skramlet guitar, trommer, tamburin, håndklap og den der ‘klok’-lyd, man laver ved at lade fingeren glide på indersiden af kinden. Her handler det om den personlige kamp, uden at den arme lytter skal vækkes, angre, fødes på ny eller udsættes for alt for mange emotionelle strabadser. Men ellers byder denne udmattende debutplade – som sagt fjerde i rækken af forglemmelige Ashcroft-projekter, der udfylder hulrummene mellem The Verve-gendannelserne – på en række usmagelige konstellationer af forudsigelige guitarmelodier, halleluja-kor samt afsindige tekster, der blander det religiøse og populærkulturelle: »I saw Venus up in the sky / I turned down my head and Serena smiled / and I’m born again, yeah« (“Born Again”). Det er ganske tåkrummende.

Ashcroft hænger stadig for størstedelen fast i den store lyd, der også kendetegnede The Verve. Vi taler britpop med store armbevægelser. Strygere, elektriske guitarer og en til tider dronepoppet lyd. Derudover operer Ashcroft nu også inden for hiphop og r’n’b, godt hjulpet på vej af produceren No ID. Således kan man høre ham rappe på ”This Thing Called Life”, der portrætterer brotherlove over et virkelig fesent pianorefræn og skingert-kælent herrekor, der jamrer lige så slemt som guitaren. Det er som et forkælet afkom af et one night stand mellem Marvin Gaye og Nik & Jays “En dag tilbage”.

Pladen slutter med “Let My Soul Rest”, hvor Ashcroft halvpassioneret og med ekkoeffekt synger»Lord have mercy«. Jeg må slutte op om den bøn. Gud, se i nåde til mig, og forhindr RPA & the United Nations of Sound i at finde vej til mit anlæg igen.

★½☆☆☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar