Da bagmanden bag enmandsprojektet Sleep Party People, Brian Batz, i vinters udgav sin selvbetitlede debutplade, materialiserede han på flere måder den gennemsnitlige indieanmelders våde drøm. Ikke blot var der tale om en rigtig fin udgivelse, som med sine spinkle, lidt hjemsøgende vokaler i et melankolsk, halvelektronisk lydbillede ramte en stemningsmættet lyd, der ikke lige lød helt som noget andet. Vigtigere syntes hele pladens historie og univers næsten oftere at fremstå, når man dengang læste om den nye udgivelse. Begrebet ‘sovekammermusik’ var som regel indgangsvinklen. Samtidig var det en kvalitetsstempling ved både at henlede tankerne på tidligere tiders stolte lo-fi-koryfæer, der kunne kondensere ensomhed, tristesse og nærhed til noget simpelt og ægte, men betegnelsen var også et skulderklap, da den understregede, at Batz havde succes med at fange den helt rigtige, stemningsmættede nattelyd. En nattelyd, som var at genfinde i projektets navn, i de anonyme kaninmasker brugt ved koncerter og i de dragende vokaler. Der var et koncept, og der var en historie at fortælle.
Ensom i ordet bedste betydning
»Det hele var sådan lidt “Alice i Eventyrland”-agtigt,« konstaterer Batz da også selv, da jeg møder ham bag en dundrende Pavilion Junior-scene, efter hans første koncert på Roskilde Festivalen er vel overstået. Her optrådte han med en håndfuld andre kaninklædte skikkelser, men som udgangspunkt synes han, at beskrivelsen af projektet som et ensomt sovekammerforetagende er rammende, hvis ensom opfattes i ordets bedste betydning: »Jeg kommer jo fra en baggrund, hvor jeg har spillet i band i mange år. Jeg har været lidt træt af det der med, at alle skulle have noget at sige og bestemme. Jeg har ikke rigtig haft lyst til at gå på kompromis med det her på det sidste, kunne jeg mærke, og derfor har jeg haft lyst til at lave mit eget projekt og se, om jeg kunne håndtere det. Og så lavede jeg det i min lejlighed. Så det er virkelig sovekammer, og det er mig selv.«
Batz beretter indgående om processen med at fremstille musik på egen hånd, og det er tydeligt, at der ikke har været den store usikkerhed om, i hvilken retning projektet skulle ledes, selvom det ikke var muligt at sparre med andre undervejs. »Helt vildt befriende,« kalder han i stedet hele forløbet og konstaterer samtidig, at det nok har haft en positiv effekt på hele det endelige udtryk. »Jeg tror måske, det mere ville være et virvar af forskellige beslutninger, der kom indover, hvis man var flere. Jeg tror, jeg har valgt at fokusere på én retning. F.eks. i forhold til vokallyden, det er jo den røde tråd […] Jeg har ligesom leget med et keyboard, jeg har derhjemme, og så har jeg sunget igennem. Og så har jeg fundet ud af, at den dér lød sådan der, hvis bare jeg gjorde sådan og sådan. Og så fandt jeg ud af, at det kunne være fedt at lave nogle numre med det, og så gjorde jeg det. Og så besluttede jeg mig for at lave en hel plade med det, hvilket jeg frygtede lidt i starten, fordi jeg var sådan ‘hvordan tager folk imod det, når det er en hel plade med den vokal?’, men det er jo gået meget godt.«
Navn med magneter
Jeg spørger yderligere ind til pladens tema, som Batz nu også selv synes at komme ind på, men her er han mere tilbageholdende med at understrege sammenhænge. »Der er jo et tema nu, kan man sige, men det var der jo ikke, da jeg lavede det. Det eneste tema, der var, og den eneste dogmeregel, jeg havde, var, at jeg skulle synge med den der vokal i front. Og så kunne jeg lægge så mange korstemmer på som overhovedet muligt nede i bunden. Men nej, der er faktisk ikke så meget tema over det. Nu er der. Så er der masker og sådan nogle ting.«
Heller ikke den tidligere omdiskuterede sammenhæng mellem Sleep Party People-aliasset og musikken var videre gennemtænkt, men nærmere noget, der kom helt af sig selv, fortæller Batz: »Bandnavnet fandt jeg faktisk på i starten. Min daværende kæreste havde sådan nogle magneter på sit køleskab, og så sad jeg og drak morgenkaffe og satte de der magneter sammen. Og så stod der ‘Sleep Party People’, og så syntes jeg, at det var da et vildt godt navn. Og så passede det ret godt, da jeg sad og lavede de to første numre, så da valgte jeg, at det skulle hedde Sleep Party People.« Det fremgår efterhånden, at Batz’ tilgang til sit univers har været temmelig omvendt, og da jeg kommenterer det, får jeg da også at vide, at følelsen af held ligger nær, når han tænker på, hvordan alting har vist sig at gå op i en højere enhed: »Det er sådan faldet i hak. Det har været et meget naturligt hak, det kan jeg godt lide. Navnet, musikken, vokalen, som er sådan lidt kanin-agtig, synes jeg, og billedet og masker.«
Nå, maskerne er måske kommet, fordi…
»…på grund af coveret. Det er jo en dreng, der står med sådan en kaninmaske.«
Men så er coveret vel kommet på grund af vokalen? Eller er det også bare tilfældigt?
»Ja, jo, mere eller mindre. To numre var lavet, og så søgte jeg efter sådan et cover. Jeg kan godt lide, at når jeg har lavet nummeret og lægger det ind i Itunes, så skal jeg selvfølgelig have et eller andet visuelt, når jeg klikker på det. Så fandt jeg det der cover, og så skrev jeg til vedkommende, om jeg ikke måtte få lov til at bruge det. Og så skrev han ‘helt klart, bare du sender nogle cd’er, så er det cool.’ Og så fik jeg lov til at bruge det, og så syntes jeg bare, at det passede ret godt med masken og vokallyden.«
Tilfældigt skabt helhed
Så er sammenhængen vist fastslået. Batz har været glad for den helhed, tilfældighederne har skabt. Da jeg spørger ind til, om han mener, at der er materiale til mere end én plade med sådan et koncept, er han fortrøstningsfuld, både hvad angår soloarbejdet og projektets specielle fikspunkter. »Jeg er jo i gang med at skrive anden plade. Og det er stadig samme vokal, men jeg har tænkt på nogle gæstevokaler og sådan nogle ting. Udtrykket ændrer sig nok lidt, også rent sangskrivningsmæssigt. I dag har jeg spillet to nye numre, og de har sådan en drift i sig, som pladen ikke har. Pladen er meget mere lavmælt og hyggelig. Det tror jeg, jeg vil gå lidt efter. Ikke fordi det skal være sådan en club-agtig stemning, det er slet ikke det, jeg er ude på. Et af de numre, vi spillede i dag, er f.eks. lidt pumpet i det. Jeg kan godt lide det pumpede udtryk, f.eks. ligesom Suicide. Jeg kan godt lide, at det er lidt noisy og lidt ved at falde fra hinanden, men stadig har den der drift i sig.«
Tiden er kommet til at vende tilbage til urinstøvet og de lunkne øl på den rigtige side af Pavilion Junior. På falderebet når Batz at fortælle om et presset efterår, der både byder på koncerter, færdigskrivning af den nye plade og forhåbentlig mulighed for at komme på eventyr abroad, hvor mentaliteten er »mindre P3-minded«. Det er passende, at Batz selv bringer ordet ‘drift’ på banen om et projekt, der i så høj grad synes at forme og udvide sig selv, og det tegner godt for fremtidens lydlige udskejelser.
Sleep Party People spiller sammen med Shout Wellington Air Force i Studenterhuset i Aalborg 30. september og i Musikcaféen i Århus 1. oktober samt dagen efter som opvarmning for Trentemøller i Store Vega, men den koncert er udsolgt.
