Plader

The Blue Van: Love Shot

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

The Blue Van beviser på sin fjerde plade, at de er dygtige til at skrive fængende, guitardrevne rocknumre. Men desværre er fremførelsen for pæn og forsigtig, så Love Shot er sjældent vedkommende.

Det kører derudad for The Blue Van. Apple valgte tidligere på året “There Goes My Love” fra pladen Man Up som lydsporet til en reklamefilm for den nylancerede Ipad, og man har kunnet høre andre Blue Van-numre i en Samsung-mobiltelefonreklame, i tv-serier som bl.a. ” CSI-NY”, “Scrubs”, “90210” og den tyske krimiserie “Countdown”. Satsningen på reklameaftaler er helt bevidst og har skabt øget opmærksomhed fra det store udland. Love Shot er første udgivelse, siden Blue Van-sangene er begyndt at blive anvendt i kommercielt øjemed. Man Up er godt nok først blevet udgivet i USA og flere europæiske lande i løbet af i år, men det er med Love Shot, Blue Van skal udbygge den gryende succes.

Love Shot har uden tvivl potentialet til at slå bredt igennem. Kun “Run to the Sun” falder helt til jorden af en krampagtig tekst fyldt af billige rim (»I will run / to the sun / if it takes me all night long«) og en oppustet stadionrockpositur af tunge trommerytmer, simili-strygere og rullende synthtoner. Det er hørt før og bedre af et engelsk band, der kalder sig Muse.

Ellers indeholder Love Shot en håndfuld potentielle singlehits. Titelnummer og førstesingle “Love Shot” er sammen med “Mama’s Boy”, “Draw the Line” og “Fame and Glory” velskrevne, guitardrevne rocknumre med fængende omkvæd, der skriger på at blive sat på heavy rotation på statsradiofoniens P3. “Love Shot” har allerede været umulig at undgå at høre på netop den kanal i løbet sommeren – også uden for ugen, hvor den var decideret udråbt som sådan. Trods de åbenlyse hitkvaliteter skaber disse sange dog ikke den vilde begejstring hos undertegnede, for de er forudsigeligt opbygget og virker lidt for sikre i fremførelsen. Man kan ganske enkelt ikke høre, at/om der er noget på spil for bandet.

Det er selvfølgelig et valg fra Blue Vans og producerens side, at bandets varemærke i dets unge år, hammond-orglet, er blevet tildelt en markant mindre rolle i musikken siden debutalbummet The Art of Rolling. Og det er sådan set også et fornuftigt valg, for Blue Vans melodiske kvaliteter kommer mere til sin ret, når sangene ikke er indhyllet i brusende orgeltoner. Men det har desværre reduceret det ellers så nervefyldte orkester til et mere kedeligt bekendtskab, at orglet nærmest er fraværende.

Det bliver dog – heldigvis – luftet på Love Shot, det gamle hammond-orgel. Først i endnu en melodisk sag, der også har et radiovenligt omkvæd, men tungere riffs og beherskede orgeltoner giver “Loser Takes It All” mere nerve. Det tungere udtryk fortsætter på “Hole in the Ground”, hvor rytmesektion og vokal giver påmindelser om Led Zeppelin, mens et svimlende orgel-intermezzo påkalder The Doors. Albumlukkeren, den psych-rockede “You Live, You Learn, You Die”, der minder om Baby Woodrose, ender i et syret og udknaldet orgelstykke. Det er ingenlunde originalt, men vedkommende retrorock. Og dermed alt det, den resterende del af pladen mangler.

★★★☆☆☆

Deltag i debat