Plader

The Charlatans: Who We Touch

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

The Charlatans er tilbage på banen med et varieret album, der dog ikke begejstrer lige vildt hele vejen.

For undertegnende, som ærligt talt ikke havde skænket The Charlatans en tanke siden engang i midt-90’erne, var det lidt af en overraskelse at skulle sætte en spritny The Charlatans-plade på. De står lidt som et band, der var på vej til det store gennembrud, men hvor kollegerne i Blur, Oasis og Radiohead tog af sted mod stjernerne, blev The Charlatans hængende i en sump af middelmådighed, manglende fokus og uro i bandet. Dette til trods har de hængt sammen siden og med jævne mellemrum smidt en plade, som for eksempel Simpatico, der kom tilbage i 2006.

Who We Touch lægger sig logisk i forlængelse af ovennævnte, for til trods for mange gode sange og en nerve, som mange af deres efterfølgere mangler, er albummet for ujævnt til virkelig at nå helt op og ringe.

Det drejer sig først og fremmest om en britpopplade. Med lyden opdateret lidt, javist, men stadigvæk er der en klar rød tråd til fordums storhed. Der bliver hele tiden trukket referencer til tidligere tiders store musik, men det er ikke nødvendigvis skidt, for The Charlatans forstår at blande deres mange inspirationskilder og gøre dem til deres egne. Og måske ville det i hænderne på mindre kompetente mennesker være kollapset, for Who We Touch er en plade, der fornøjer lytteren med en række virkeligt gennemarbejdede rocksange med personlighed og nerve. Det er pop fra ende til anden, men på den gode måde.

Det rockede åbningsnummer “Love Is Ending” sparker pladen i gang på behørig vis. Andre fremragende numre er den lidt uhyggelige “Smash the System”, der titlen til trods også er en art kærlighedssang. “Intimacy” har den perfekte blanding af den gode melodi og kærlighedens desperation, der med Tim Burgess’ småhæse vokal bliver til mere end summen af de to dele.

På den anden side trækker The Charlatans sig selv ned med halvkedelige numre som “Trust in Desire”, der kunne være lavet af U2 anno 1987, og den lidt ligegyldige ballade “Your Pure Soul”.

Nu er det jo britpop i et eller andet omfang, og den gode tradition med at hugge med arme og ben lever i bedste velgående. Som for eksempel “Oh”, der har tydelige referencer til gammel Pink Floyd og The Who. Eller som ovennævnte “Intimacy”, der ikke lader Robert Smith noget tilbage i weltschmertz.

Så hvor efterlader det The Charlatans i 2010? Vel i god form, skulle man mene. At der er et par numre, der falder udenfor på en ellers ganske gennemarbejdet og engagerende plade, er jo ikke skidt. Who We Touch rykker ikke vildt ved vores forestillinger om, hvad popmusik kan være. På den anden side bliver det ikke kedeligt hurtigt, og dér kunne 90 procent af verdens indiebands lære noget.

Personligt ville jeg i stedet anbefale Field Musics geniale Field Music (Measure), da den kan alt det, som Who We Touch kan og vil, og meget mere. Det var en plade med drive, personlighed, innovation og inspiration i lige doser, hvor The Charlatans nok er mere inspiration end innovation.

På den anden side er der ikke så meget ellers at udsætte på The Charlatans’ seneste udspil, så til alle, der ikke kan få deres rock poppet nok (eller er det omvendt?), skal der lyde en anbefaling herfra.

★★★★☆☆

Deltag i debat