Plader

Twin Sister: Vampires with Dreaming Kids/Color Your Life

Skrevet af Anna Møller

Mød et Brooklyn-baseret indieband, der er helt tossede med opknappede skovmandsskjorter og overbelyste polaroider – men hold det ikke imod dem, for deres hypnotiske indiepop går rent ind.

Twin Sister spiller hypnotisk pop med æterisk vokal a la Beach House, og hvis man vil trækkes helt ind i det univers, så byder musikkens intimitet gerne indenfor.

Den dobbelte albumtitel dækker over, at pladen er sammensat af to ep’er: kvintettens første ep, Vampires with Dreaming Kids, og den efterfølgende, Color Your Life. Der er ikke synderlig forskel på de to ep’er ud over en udvikling mod et mere struktureret udtryk, og som sådan udgør de et fint homogent album sammen.

Indbydelsen fra tvillingesøsteren til lytteren gælder en tekstmæssig intim verden, der bliver understreget af et albumcover, som også var cover til ep’en Color Your Life. Fotoet er lavet på baggrund af et dukkehus, som forsanger Andrea Estella fandt i en vejside og gjorde i stand. Efterfølgende har sangerinden indrettet det efter det første hus, hun boede i, da hun blev færdig med high school, og de private fotos er – ud over en god historie – med til at underbygge Twin Sisters tekster, der ofte tager udgangspunkt i den gode gamle kærlighed.

Dog her og der med et humoristisk twist – som i “Dry Hump”, hvor Estella gentagende synger: »If you’re out alone / Bring over your bones / And paint me / Any way you want to paint me.« Det vil sige, enten synger hun »paint me« eller også synger hun »pay me« – under alle omstændigheder er det ikke kun den romantiske kærlighed, nummeret drejer sig om. Vurdér selv her.

“Dry Hump” starter simpelt med akustisk klagende guitar, og det klagende og let kælne går igen i Estellas diffuse og langtrukne sang, og nummeret er stemningsfyldt og hypnotiserende lige på grænsen til at være halvsøvnigt. Generelt er det sigende for Twin Sister, at der ikke som sådan er noget, der generer, men til gengæld har kvintetten tendens til at blive kedelig. Som i “I Want a House”, hvor Estellas langstrakte toner, tekstens gentagende fire linjer og musikkens sløvhed næsten bliver ubærlige.

Kvintetten giver lidt mere gas på “Ginger”, hvor trommerne får mere plads og lydens fylde udvides, mens det repetitive tilsidesættes en smule til fordel for en fortælling om de rødhårede børn: »I love you / For hiking through the grainy parts of New York / But I vanished appeared on an island / Ginger kids can be nothing but violent.« Her står Estellas centrale og afdæmpede vokal i perfekt kontrast til musikkens pulserende energi, og i mine øjne kunne der godt have været flere af de numre.

Twin Sisters tilbagelænede energiudladning enten elsker eller hader man, og er man ikke til det diffust-vibrerende, skal man svare nej tak til Twin Sisters indbydelse til at træde inden for i varmen. Jeg siger derimod med glæde ja tak, mange tak, og nejer også gerne.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat