Artikler Introduceret

Undertoner introducerer: Shiggajon

Shiggajon er et af de mest interessante navne på den danske eksperimenterende scene. Simon Holm Pedersen har forsøgt at få et greb om den flydende materie.

Shiggajon i gang med et ritual.

De er en uhåndterlig størrelse, Shiggajon, når de stiller op på en scene. Alt afhængig af dagsformen er de op mod 15 mennesker, der i musikkens klimakser kan fylde et koncertrum ud på en måde, der er frygtindgydende. De kan også være smukt afdæmpede, men sjældent kan man undslå sig en ildevarslende fornemmelse, som skyldes, at man står over for noget, der virker ugenkendeligt. De bevæger sig i umærkelige bevægelser: Saxofoner, klarinet, violin, guitar, trommer af forskellig beskaffenhed samt folk, der siddende på scenen med mikrofoner står for ‘ambiens’. Instrumenterne er ofte kørt igennem effektpedaler, og seancen varer 30-40 minutter. Det er aldrig den samme sang, de har nemlig ingen sange, men musikken er alligevel klart defineret. De er altså også en uhåndterlig størrelse rent musikalsk, fordi de befinder sig i et grænseland, hvis eneste fællesnævner er improvisation, der i en eller anden forstand søger mod den rituelle ekstase, som kan være i noget så utæmmeligt og umælende som musik.

Der er  en umiskendelig forbindelse til den spirituelle freejazz i halvfjerdserne, der talte kæmper som Alice Coltrane og Pharoah Sanders. I forlængelse heraf ligger inddragelsen af orientalske instrumenter og stemninger, men det ville være misvisende at kalde Shiggajon jazz, fordi der samtidig er en optagethed af et dronende og primitivt pumpende udtryk, som lyder mere hen ad hvad, der sker i den D.I.Y.-impro/noise-strømning, som bl.a. kommer til udtryk i distroer som Volcanic Tongue eller festivaler som No No Fun Fest og vores hjemlige Festival of Endless Gratitude. Den store spændevidde og den frihed, som improvisationen giver, gør Shiggajon til et af de mest spændende (danske) bands, jeg har hørt de seneste år.

Shiggajon live i Prøvehallen

Shiggajon (udtales omtrent Shi-ga-jorn) startede ud som en duo i 2005 bestående af klarinettist Mikkel Reher-Langberg og saxofonist Nikolai Brix Vartenberg, men er med tiden blevet en mere løs størrelse med utallige medspillere ‒ nogle gange ufrivilligt, som da jazzlegenden Don Moye supplerede med bongotrommer under en koncert på Global i København. Men oftest er det ligesindede, der spiller med ‒  bl.a. Mikkel Elzer, som er en af bagmændene bag det glimrende pladeselskab Ark Tarp og en mængde musikprojekter. Shiggajon lagde ud med at udgive et bånd på undergrundsselskabet Plane Crash in Boxes, men gik efter en pause over til at udgive på andre selskaber. Formaterne varierer, men meget af det, de har lavet, er udkommet på kassettebånd med smukt artwork.

Foruden de mange medspillere, er der også en myriade af sideløbende projekter, der ikke nødvendigvis har noget med Shiggajon at gøre. Af de vigtigste kan nævnes Dead Black Arms, Raphèl Maì Amecchè Zabì Almì og BM. Herudover har de et nært forhold til folkene omkring det Sheffield-baserede impro-pladeselskab Singing Knives. De har bl.a. spillet sammen med duoen Part Wild Horses Mane on Both Sides, og der er klare sammenfald i deres udtryk. Shiggajon er mere aktive på udgivelsesfronten end nogensinde, og der er sågar en kort dokumentar i vente. Den følgende præsentation dækker deres hidtidige arbejde, der mere end noget andet handler om at spinde videre på det vakuum, som musikken opstår af. Frihed til improvisation er også frihed til at koncentrere sig om at skabe forløb, der går uden om skabeloner, til at befinde sig i et lydligt nu, der ikke er prædefineret, måske endda er noget nyt. Og det er dét, denne lille diskografi handler om.

Shiggajon/Soyc split (2007)
Det er ikke så meget på grund af spillestilen, at det tidlige Shiggajon føles orientalsk. Årsagen skal snarere findes i deres virkemidler: dronerne, de fremmedartede blæseinstrumenter og den heftige perkussion. Deres side af denne split, “Forklarelsen på bjerget”, lægger eksempelvis ud med lange, klagende toner fra en form for fløjte. Titlen henviser til den bibelske historie om Jesus, der på et bjerg åbenbarer sin guddommelighed for sine disciple, og musikken er passende nok en lydlig fortælling, der varer en halv times tid. Fra begyndelsens klagen, hen over fjerne kald i et ildevarslende stillestående lydbillede, til en passage med ringlende perkussion og smukke optagelser af en syngende menighed. Tumultariske trommer bryder ind, og nummeret runder af med et eftertænksomt stykke for akustisk guitar, fløjte og svage åndedræt af menighedssang. Det er med andre ord vanvittig ambitiøs musik, men det bemærkelsesværdige er, hvor godt det hele hænger sammen. Musikken er spirituel, men måske frem for alt søgende efter et mangfoldig udtryk.

Levende vand (2008)
Levende vand, udgivet på det fine Beyond Repair selskab, er noget af det mest usammenhængende eller sammensatte (alt efter smag), Shiggajon har lavet. Igen er der tale om et længere nummer, der dog er delt op i forskellige sektioner, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Improviserende saxofoner hvirvler sammen med buldrende trommer i en produktion, hvor instrumenterne fremstår skarpe og grynede. Humoren, som ellers ikke er åbenlys hos Shiggajon, kommer til udtryk i en passage, hvor der går hoe-down i den med råb og hujen, som var man til en mellemøstlig jam-fest. Pladen har en prøvende, bastant og fragmenteret karakter.

Drømmen (2008)
Denne plade kunne man kalde begyndelsen på det nye Shiggajon. Produktionen er klar og det er missionen også. På mange måder leder dens virkemidler tilbage til “Forklarelsen på Bjerget”. Der er en fortælling gengivet i sangtitlerne og en spaltning mellem et droneudtryk og improudtryk, men den øgede fokus på saxofon samt en ny formbevidsthed gør lydbilledet anderledes disciplineret. Den indledende manøvre, “Åbningen og Flugten”, er umiskendeligt freejazzet, men det indtryk viger til fordel for et fjernt dronelandskab af stryger og guitarfeedback, for midtvejs at munde ud i “Dansen”, otte minutters pumpende improvisation med en stadigt stigende intensitet. Den fortløbende og organiske stil, der kendetegner Shiggajon, får på Drømmen et nyt kontrolleret fokus. Et godt udgangspunkt for videre udforskning.

Shiggajon (2010)
Shiggajons seneste cd-udgivelse fortsætter udviklingen fra ‘Drømmen’, men samler de to divergerende udtryk i et koncentreret, konsekvent lydbillede. Den godt 30 min. lange plade er delt op i to numre, hvoraf det første er en kort sag på otte minutter. Der bygges først en mur af feedback op, hvor bandet så at sige begynder at spille inde i den, noget der skaber en mærkelig spænding, som er stærkt dragende. Den bastante urrytmik driver nummeret frem mod et bestemmelsessted, som det aldrig når. Andet nummer er selvsagt længere, men samtidig fuldstændig forskelligt fra det første. Her dyrkes en stilstand, en raga-status quo med cirklende perkussion, mens de andre instrumenter – guitar, violin og blæsere ‒ langsomt og tilbageholdende indtræder. Forskellige effektpedaler og loops udvider og intensiverer lydbilledet. Saxofonen og klarinetten følger en bestemt melodistump, som de improviserer ud fra, før nummeret bringes til et umærkeligt stop.Det er slet og ret fremragende, og det samme kan siges om Ark Tarps indpakning, hvor der er kræset for detaljen med farvebilleder, klistermærker og andet godt. Pladen er kun udgivet i 60 eksemplarer, så skal man have grabberne i den, skal man være heldig.

Kommende Shiggajon-udgivelser
Blandt de kommende Shiggajon-udgivelser er der to live-plader fra en England-turné Shiggajon og ligesindede foretog i 2009. Den ene, optaget i Manchester, bliver udgivet som split, hvor og hvornår er ikke fastlagt, men musikken er i hvert fald noget af den mest harske støj, Shiggajon har frembragt. Det starter med strengedroner, rumsterende perkussion og fløjte, men så begynder det hele at gå bersærk. Violin, bækkener og andet mere udefinérligt forvandles til et støjrum, hvor der spilles spastiske trommer, og vokaler og fløjter klager. Rytmikken bliver i sidste halvdel af det ti minutter lange nummer til stødvis afstraffelse ledsaget af monstrøse stemmer, mens et orientalsk horn summer gennem larmen. Hele uddrivelsen slutter med, at en tilskuer råber “fight the power!”

Det anden live-udgivelse, Live in Sheffield, som kommer på vinyl på Chironex til oktober, er mindre brutal, men udvikler ikke desto mindre også et massivt udtryk på den første side. Begyndelsen er domineret af fløjter, der får følgeskab og igen er det diverse effekter og droner, der udvider og accentuerer lydbilledet. På anden side er der vokal og saxofon mod et bagtæppe af lag af guitar og cirklende blæsere, hvor de høje toner når op i næsen og går i forbindelsen med øjet. Det er et mylder af kosmisk karakter. Det munder ud i et stille stykke med sydende messen, mens fløjte og violin fletter sig ind og ud af hinanden.

Selvom Shiggajon efter alt at dømme aldrig har været et studieband, viser liveoptagelserne dem fra en særegen side, der udmærker sig ved koncentreret intensitet og en øget musikalsk spændevidde. De forløser deres udtryk på dybt personlig vis, som giver grund til at glæde sig til Shiggajons videre transformation.

En del af de nævnte udgivelser er tilgængelige som downloads på bloggen pcib.blogspot.com.

Shiggajon spiller til Festival of Endless Gratitude, der foregår 8.-12. september. Shiggajon spiller om søndagen den 12.

1 kommentar

Deltag i debat