Wildbirds & Peacedrums – stædig nyskabelse

Mariam Wallentin og Andreas Werliin er for et par måneder siden flyttet fra Göteborg til Stockholm, og i deres hvidmalede stue har jeg fået lov til at stille Werliin nogle spørgsmål om den nye konceptplade Rivers, om det at danne musikalsk avantgarde og om at være gift med sin bandpartner.

Heartcore – The Snake – Rivers
Duoens andet album, The Snake, der udkom i Danmark sidste år, fik rigtig fin modtagelse af både publikum og anmeldere og fik de alternative svenskere på mange musikelskeres læber. Werliin mener, at det som kunstner er umuligt ikke at læse anmeldelser af ens egne plader, og selvom anmeldelserne af det nye album i Sverige, Danmark og Storbritannien har været gode, har nogle anmeldere også savnet Wildbirds & Peacedrums’ mere »voldelige side.«

Andreas og Mariam. Og to fisk.

»Rivers er mindre mørk og ekspressionistisk end de tidligere albums og i højere grad indadskuende. Det har en mere klassisk lyd med f.eks. korarrangementerne på Retina.« Det er ikke den eneste måde, albummet er distinkt fra det tidligere Heartcore og The Snake. Werliin forklarer: »Det er en anderledes plade, og det var meningen fra begyndelsen. Vi havde lyst til at lave noget helt nyt og ikke bare kopiere det, vi har gjort før og med samme bandkonstellation. Det er ikke så meget en tredje plade, men mere et sideprojekt kun med Mariam og jeg.«

Mariam og Andreas havde efter længere tids turné behov for at lave noget, der var helt anderledes og i særdeleshed mere koncentreret. Dette affødte den minimalistiske og gennemførte Rivers: »Tidligere har vi haft flere instrumenter på og måske også for mange instrumenter. På denne plade ville vi skrabe alt unødvendigt væk og lave en plade med en begrænset mængde lyd og indtryk.«

Ep’erne Retina og Iris , som det nye album Rivers består af, er begge blevet udgivet i løbet af foråret 2010 i limited editions, og det er ikke første gang, Werliin og Wallentin benytter sig af den måde at udgive: »Alt er tilladt nu til dags, og det er ikke altid lige interessant at købe en cd. Man investerer som kunstner meget i at indspille en plade, så det giver mening at gøre noget specielt med udgivelsen. Vi er ikke som sådan interesserede i at sælge en masse plader, men vi mener, at det er værd at gøre noget specielt for musikken, når man så udgiver den.«

Konceptet om vand
På pressematerialet til Rivers skriver Wallentin og Werliin om deres fascination ved vand, og vands betydning var også en del af det koncept, de to udtænkte for snart et år siden. Vandets centrale placering stammer imidlertid fra mere end bare en fascination af lyden af vand: »Vi var meget fascinerede af vands bevægelse, farver og de refleksioner, der opstår i vand, og vi bestemte os allerede for et år siden for at arbejde på det koncept. Det er meget interessant, for lyde og ideer om lyd er som en universel bevidsthed. For et par år siden var det skoven og billeder af skoven, som alle anvendte, og som var gennemgående for megen musik, og jeg tror, det næste er havet. Man hører mindre om, at vi skal redde træerne og mere om, at folk har brug for vand, og på den måde er der sammenhæng mellem det, der sker i verden, og den fælles musiske bevidsthed.«

Wildbirds og Peacedrums befinder sig tilsyneladende godt under vand.

Der er en bestemt og velovervejet tone i alt, Werliin siger, og det er klart, at der forud for skabelsen af Rivers er gået lang tid med at udtænke selve konceptet. Da jeg spørger til opdelingen af de to ep’er, fortæller Werliin mig om stædigt at holde fast i et koncept som kunstner: »Vi bestemte os for at arbejde i det her format, inden vi skrev sangene, og det var som sådan en konceptuel ide. Og jeg er faktisk ret stolt af, at vi holdt os til ideen og var stædige over for pladeselskabet. Vi ville meget gerne holde de to ep’er adskilte, og jeg synes også, det fungerer. Det tager nemlig tid at komme helt ind i musikken, og man er nødt til at lytte til et par sange på f.eks. Retina for at vænne sig helt til lyden, og ligeledes skal man vænne sig til Iris’ luftighed.«

Soul møder blues møder dance
Det kan være meget svært at definere Wildbirds & Peacedrums’ musik med gængse genrebetegnelser, og mens de ved udgivelsen af Rivers ofte er blevet kaldt minimalistiske, modtog de i 2008 prisen for årets svenske jazznavn i hjemlandet. Duoen var da også ekstremt overraskede over i sin tid at modtage prisen: »Vi følte os næsten en smule provokerede af at modtage prisen i sin tid og over at blive nævnt som en mulig vinder, og vi overvejede i starten ikke at ville modtage prisen. Men på den anden side er vi en del af den eksperimentelle og improviserende scene, og det kunne også ses som en mulighed for andre bands, der sad fast i jazzscenen, til at blive udfordret, inspireret og lave noget anderledes, end de plejer.«

Rollen som musikkens avantgardister gør det også svært at sætte betegnelser på ens musik. I det hele taget er det svært for de fleste kunstnere at pådutte egne værker genrebetegnelser, og for Werliin er det også nemmere at tale om inspirationer end om betegnelser, selvom han gerne forsøger på at give en beskrivelse af Wildbirds & Peacedrums’ lyd anno 2010: »Vi lyder som en blanding af gammel blues og soulet historiefortælling og så mere dancepræget musik med et repetitivt og stædigt beat, der skaber et minimalistisk udtryk.«

Mariam synger, og Andreas slår på tromme. Ingen styring og alligevel total symbiose.

Om at være både musikalsk og privat duo
Duoens manglende evne til at passe ind har været gennemgående, siden de først mødte hinanden i 2004 over en fælles aversion mod og frustration over Göteborgs Universitets Musik- og Dramaakademi, hvor de begge gik. Det er en gængs opfattelse, at kunstneres kreative tænkning ofte ikke går godt i spænd med den akademiske verdens rigide opbygning, og Werliin har heller ikke et helt uproblematisk forhold til den akademiske verden: »Det kan godt være svært at være kreativ i en bygning med skarpt gule vægge og en række lærere, der fortæller én, hvad man skal tænke, men efter et stykke tid kan man få den ide, at det er væggene og lærerne, der tvinger én til at være kreativ.«

Werliin og Wallentin er ud over en musikalsk duo også et par på den private scene, hvor de har været gift siden 2005, og det kan ifølge Werliin være en udfordring at danne par privat, når man samtidig er i samme band: »Det værste er business-siden ved at lave musik sammen – alle de e-mails, man skal svare på, og alle de beslutninger, man skal tage. I forhold til at skabe musik sammen er det faktisk ikke svært, men snarere rigtig skægt. Eftersom vi hver har vores distinkte instrument og har meget ligeværdige ideer om musik, så spiller jeg næsten altid bare, hvad jeg har lyst til, og hun synger, hvad hun vil. Hun fortæller ikke mig, hvad jeg skal spille, og jeg siger ikke, hvilke toner, hun bør synge. Hun kan synge sine toner, og jeg kan lave mine beats, så på den måde er der megen frihed i vores musikalske forhold. Ellers ville det ikke fungere.«

Wildbirds & Peacedrums giver plads til hinanden og udfordrer til stadighed den indbyrdes musikalske sammenfletning af percussion og vokal, steeldrum og kirkekor, og heller ikke den kommende koncert i Copenhagen Jazzhouse får lov til bare at være én i rækken. »Vi spiller alle sangene fra det nye album, men også nogle af de gamle hits, og de bliver alle fremført i samarbejde med det svenske kor Voices. Hildur Guðnadóttir, der lavede alle arrangementer til Retina, har lavet arrangementerne til koncerten, og det lyder bare rigtig godt,« siger Andreas Werliin og smiler bredt.

Jeg lader Andreas vende tilbage til udpakningen af flyttekasser i den nye, stockholmske lejlighed og lover at komme til koncerten på Jazzhouse i oktober.

Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene