Artikler Klassikeren

William Basinski: The Disintegration Loops I-IV – forfaldets musik

Skrevet af Mikkel Arre

Det var langt hen ad vejen et rent tilfælde, at et af det seneste årtis mest interessante ambientværker dumpede ned i hænderne på William Basinski. Et gigantprojekt, der både handler om og er lyden af uundgåelig opløsning.

William Basinski, The Disintegration Loops I-IV, 2062, 2002-2003

Forfaldets musik

For præcis ni år siden sad en flok venner på en tagterrasse i Brooklyn. Med havestole og musik i baggrunden kunne det ligne en hyggelig sammenkomst, men dét var nok det sidste, vennerne ville kalde det. Fra Brooklyn så de nemlig mod vest, hvor flammerne stod op omkring to skyskrabere. Røgen drev ud over byen og omsluttede den, mens den manende, dragende musik lagde sig rundt om vennerne og farvede deres sanseindtryk. Da tårnene styrtede i grus, indså en af mændene på taget, at musikken – det værk, han et par uger tidligere havde skabt – i alt for høj grad levede op til sin titel. “Det her er soundtracket til verdens ende,” tænkte han.

At skrive, at William Basinski havde skabt den musik, han og hans slæng hørte, mens de så New Yorks skyline skifte form, er måske nok en tilsnigelse. Det vil i al fald være rimeligt at kreditere tiden som medkomponist. For historien om Basinskis næsten fem timer lange The Disintegration Loops er beretningen om fire plader, der næppe havde fået nogen større opmærksomhed, hvis det ikke havde været for tidens uforudsigelige slid.

Basinski havde i slutningen af 70’erne studeret kompositionsmusik ved et universitet i Texas, hvorefter han flyttede til New York. Han havde været med i adskillige bands og var en del af byens kreative undergrund – side om side med f.eks. den senere så kendte Antony, hvis nyeste ep Basinski i øvrigt medvirker på – men hverken dét eller nogle år som ejer af en antikvitetsbutik havde ført til nogenlunde stabile indtægter. Heller ikke udgivelsen af kompositionen Shortwave Music på det eksperimenterende tyske selskab Raster-Noton havde hjulpet.

I august 2001 havde Basinski intet job, og der var så få penge at gøre med, at han frygtede at blive smidt på gaden. For at prøve et eller andet kastede han sig over et længe udskudt projekt. I sine gemmer havde han en række optagelser, han havde lavet i 1982. Her knap 20 år senere vidste han ikke, hvad han skulle bruge dem til, men han ville gerne kunne arbejde med dem i digitalt format.

Som komponist havde Basinski arbejdet meget med båndsløjfer, og de gamle optagelser i hans arkiv lå også på bånd. Han fandt det første af dem frem og blev overrasket over, hvor godt det alvorsfulde loop fra dengang egentlig var. Han satte sin båndoptager til at gentage loopet, begyndte at optage lyden over på en cd-r og gik så ud og lavede kaffe. Da han kom tilbage, lød den tretonige melodilinje og dronerne under den ikke som før. De mange år i gemmerne havde fået båndets belægning til at ruste, og kontakten med båndoptagerens tonehoved fik den til at drysse af omdrejning for omdrejning. Den cd-r-optagelse, han var i færd med at lave, dokumenterede altså den unikke lyd af en gentaget sekvens, der langsomt og uden et mønster gik i opløsning.

Basinski havde hørt om andre, der havde prøvet noget lignende, men aldrig selv oplevet processen. Lige så skræmt han var ved udsigten til, at hele hans samling af gamle optagelser var ødelagt, lige så betaget var han af at følge melodien, der åndede ud. Han overspillede de øvrige bånd fra 1982, og også de smuldrede gradvist. I løbet af to dage havde han fem timers optagelser af nogle af sine tidligste kompositioners konstante knitrende forfald, og titlen The Disintegration Loops gav sig selv.

Vejrbidt af tidens syreregn og blæst
Værket lever fuldt op til sin titel med hundredvis og atter hundredvis af gentagelser af loops, der varer fem til 10 sekunder. På skrift lyder det enerverende, men det er The Disintegration Loops sjældent. En af grundene er, at det imposante ambientværk ikke opfordrer til uafbrudt nærlytning. Fem timer med høretelefoner er en krævende oplevelse, men når albummet ikke er det eneste, man koncentrerer sig om, er det overraskende let ikke blot at kapere, men også nyde gentagelsernes rullen. Stykkerne “DLP 1.1” og “DLP 5” har dog visse lidt udmattende passager, fordi opløsningen af dem sker så langsomt, at melodilinjerne holder nogenlunde samme form i mange minutter ad gangen.
Men omvendt er netop forskelligheden i de respektive loops’ forfaldsprocesser noget af det, der gør The Disintegration Loops fascinerende også ved 10. og 15. lyt. Uden i øvrigt at kaste mig ud i at besjæle båndsløjferne antager de karakter af noget organisk, når man kan høre, hvordan de har hver sin måde at gå til grunde på. Ligesom træer og sten slides forskelligt af vind og vejr, virker The Disintegration Loops som lyden af musikfragmenter efterladt under åben himmel – støt og roligt perforeret og sønderrevet af syreregn og ruskende blæst.

Helt ned i de enkelte bestanddele adskiller de forskellige loops sig betydeligt fra hinanden. “DLP 1.1” består eksempelvis af noget, der lyder som et valdhornbrudstykke på tre toner. Sammen med en lys synthflade giver det en manende fornemmelse, mens den massive rumklang – der præger hele værket – fremhæver, hvordan de klangforladte punkter af statisk knitren markerer, hvor tonerne engang lå.

Hvor der er en vis varme over “DLP 1.1”, har “DLP 2.1” i stedet et nærmest spøgelsesagtigt, urovækkende udtryk. En fem sekunder lang synthakkord isner i et højt toneleje, mens dybere droner flyder rundt underneden. Efterhånden som båndet forgår, vokser en hvislende lyd frem, men i det store hele holder det omsluttende lydbillede stand. Helt modsat går det i “DLP 4”, hvor alle bestanddele går så meget itu, at der hen mod stykkets slutning er syv-otte sekunder mellem de tonale elementer og sekundlange passager, hvor alt, man kan høre, er båndets susen.

“DLP 3” bygger på et lyst hornloop, udflydende droneforløb i mellemlejet og – ligesom en række af de andre stykker – en repetitiv rytme bestående af ganske få afdæmpede tromme- og bækkenslag. I ”DLP 5” er afsættet en sløret strygersekvens, der giver stykket et præg af håbefuld opløftethed – i hvert fald indtil båndstumpen begynder at knase, som var den overstrøet med sand.

Udhulede minder og ikoner uden indhold
Med forskellig instrumentering, skiftende sindsstemninger og et uberegneligt tilfældighedselement er The Disintegration Loops noget så usædvanligt som et uoverskueligt langt værk, der aldrig føles for voldsomt. Basinskis evne til at få enkle harmonier til at spille så godt sammen, at de fungerer 30-40 minutter i træk, er imponerende, og de afmålte melodilinjer dirrer og runger gribende under rumklangens hvælvinger.

Men ud over at være smukt i sig selv er The Disintegration Loops på flere planer en interessant lydliggørelse af vores hukommelse. Basinskis værk giver et godt billede på, hvordan tiden tåger erindringen. Ingen af de ni stykker har en decideret klar lyd fra starten af, så selv inden den dokumenterede forfaldsproces begynder, har de 20 år på arkivhylderne forvansket det oprindelige lydbillede.

Og på den måde forløber The Disintegration Loops som en parallel til vi menneskers forsøg på at holde vores minder i live: Idet vi kommer i tanke om dem, er de allerede forvrænget af tidens gang, og efterhånden som vi prøver at huske detaljerne, falder de fra hinanden. For hver genfortælling af mindet om den første kæreste, drysser stumper af den oprindelige oplevelse bort. For hvert forsøg på at genkalde forløbet, da et familiemedlem døde, fjerner éns forestilling sig mere og mere fra det, der egentlig skete i hovedet og kroppen. Nogle minder er så stærke, at de kun krakelerer en anelse ad gangen, mens andre forskyder sig hastigt. Fælles for dem er, at de som Basinskis melodilinjer og harmonier mister deres fylde, så der til sidst kun er omrids tilbage.

Og her bliver The Disintegration Loops‘ effekt for alvor fascinerende. For i stedet for at lade sig forstyrre af forfaldet forsøger man som lytter helt ubevidst at fylde hullerne ud med det, der engang var der. F.eks. er det, når den midterste tone i melodien i “DLP 1.1” slides bort, som om hjernen bliver ved med at forsøge at høre den forsvundne tone. Der er en indbygget trang til at kæmpe for at opretholde det forvitrende. I starten ved vi, hvad der skal fyldes ind i omridset, men som tiden går, bliver idéen om det mere og mere vag.

»A dread of the past and fear of the future«
Selv uden koblingen til rædslen i New York ville værket stadig være unikt, men det er svært at ignorere det aspekt (om ikke andet, så fordi Basinski i bookletten til den første af de fire cd’er dedikerer musikken til ofrene). Dermed peger The Disintegration Loops i retning af et andet og lidt mere konkret spørgsmål om vores hukommelse – såvel den personlige som den kollektive. For hvad kan vi egentlig huske fra den tirsdag? For alle os, der ikke var i nærheden, er tv-billederne blevet ikoniske. Selv ved jeg, hvor jeg var, da jeg opdagede, hvad der skete, og jeg ved, hvem der ringede, lige da jeg havde tændt tv’et. Jeg tror, jeg ved, at jeg nåede at tænde, inden det andet fly ramte sit mål. Men jeg kan ikke huske det med sikkerhed. Og jo flere gange, jeg prøver at skrive mig frem til, hvad der skete, og hvad jeg tænkte, jo mere kommer jeg i tvivl. For hver gang jeg ser billederne, får jeg en tydeligere fornemmelse af at se verdenshistorien kogt ned til symbolniveau – og selve mindet bliver udhulet. Som et mantra, der gentages så længe, at det tømmes for betydning – eller måske rettere får en helt anden. Som at sige “frihed” så mange gange, at det til sidst bliver til “vi-hed”: en tilstand, hvor frihedsrettighederne indsnævres med den forklaring, at det er nødvendigt for at kunne beskytte “os” mod alt det uhåndterbare, som truer vores “vi”.

“En dag, det var godt ikke at opleve alene,” skrev en eller anden på det blad i min venindes kalender, kan jeg huske. Selv om jeg ikke er sikker, tror jeg, at vi blev bange den dag. Noget af det, The Disintegration Loops sætter i gang på grund af Basinskis sammenknytning af værket og den kaotiske tirsdag, er tanker om, hvad vi blev så bange for. I musikkens konstante afvikling ligger en mere eller mindre udtalt nostalgi efter det, der har været – og jeg tror, at vi pludselig paniklængtes efter verden, som den havde set ud d. 10. september. Men hvad gjorde den verden så attraktiv? Her på ni års afstand foresvæver det mig, at det var den tryghed, vi troede, at verden tilbød os. Jerntæppet havde været borte i omkring 10 år, og alt lå på skinner: Vejen mod en mere fredelig og bedre verden forekom at være banet. Det var i hvert fald let at tænke for os, der var født i 80’erne og havde det indtryk, at den kolde krig var den altoverskyggende trussel.

Det er svært at skrive om The Disintegration Loops uden at inddrage begrebet hauntology (læs en fremragende udredning af begrebet og dets kunstanalytiske potentiale hos The Wire-skribenten Adam Harper). Det stammer fra Jacques Derrida, der brugte det til at betegne måden, hvorpå utopier hjemsøger virkeligheden – og vice versa. Derrida bragte hauntology på banen i forbindelse med kommunismens kollaps og den deraf følgende forestilling om, at det liberale demokrati med en kapitalistisk økonomi var den eneste farbare vej. Selv om kommunismen blev anset for død, levede den alligevel videre i den forstand, at utopien om, at der var en anden mulig samfundsmodel, plagede nutiden. Og på samme tid hjemsøgte den viden, som især Sovjetunionen havde givet om konsekvenserne af den virkeliggjorte kommunisme, utopien og svækkede den.

Fortiden, nutiden og fremtiden hjemsøger hinanden igen og igen. Såvel de personlige som de samfundsmæssige facetter af vores liv eksisterer og påvirker os her og nu, men aldrig så snart har vi oplevet dem, før de forvrænges af, at vi holder dem op mod vores minder (der som bekendt allerede er slørede af tidens gang) og vores idealforestillinger om, hvordan den fremtid, der hele tiden forvandler sig til nutid, burde være. Intet af det kan vi holde fast på, og opløsningen i tågede omrids er i gang.

Så måske var tiden mellem murens fald og tårnenes ditto slet ikke så ubekymret, som vi mener at huske, at den var. Set fra 2010 var 1990’erne muligvis bare tilløbet til endnu en verdenssplittende konflikt. Og samtidig hjemsøger utopien om en verden med kurs mod fredelig sameksistens os i vores nutid og sætter “vi-heden” i relief: afføder drømme, der omgående forfalder, gennemhullede af vores viden om nutiden. Det, vi troede var et årti i tryghed, var måske i virkeligheden bare et årti i lykkelig uvidenhed og dermed meget mere skræmmende, end vi forstod, mens vi var i det. Og derfor fremstår håbet om fremtidig tryghed som, ja, endnu en utopi. »A dread of the past and fear of the future,« som det lød på Trickys Maxinquaye.

Mere end savn og tab
Er dét at lytte til The Disintegration Loops så et spørgsmål om at begræde forfaldet, hvad end vi ser på samfundsutopierne, minderne eller helt basalt vore kroppe og bevidstheder – eller har vi snarere at gøre med en mere ubestemt nostalgi? Svaret ligger måske i det faktum, at forfaldet ikke kun sker én gang. Havde Basinski kun haft én optagelse, kunne han fint have udgivet en timelang plade, der ville have været svært nedtrykkende. Men idet det langsomme kollaps sker ni gange, sætter The Disintegration Loops en tyk streg under uafvendeligheden: Vi kan ikke undgå forfaldet. Som Daniel Sjölin skriver i “Verdens sidste roman”, ætser ilten os op indefra for hvert åndedrag. For at kunne leve må vi lede døden ned i lungerne.

Hos nogle går forfaldsprocessen hurtigere end hos andre – præcis som på The Disintegration Loops. Den langsomme opløsning kan gøre os nostalgiske, få os til at længes efter dengang, da opløsningen var mindre tydelig – men selv om Basinskis kolossale værk helt uafviseligt har noget nostalgisk over sig, er der mere i musikken end savn og tab. At høre The Disintegration Loops behøver ikke være nogen stor intellektuel (stil)øvelse, som denne tekst kan få det til at fremstå. Tværtimod er der i de statelige melodier og de dvælende harmonier en uafviselig skønhed og til tider en egentlig opløftethed, der peger på, at det ikke er tragisk, men derimod en lykke, at vi kan holde så meget af det gradvist forfaldende liv i og omkring os, at vi bliver ved med at forestille os dets ynde på sit højeste, selv når det begynder at krakelere.

Trackliste:
CD 1:
1. DLP 1.1
2. DLP 2.1

CD 2:
1. DLP 2.2
2. DLP 3

CD 3:
1. DLP 4
2. DLP 5

CD 4:
1. DLP 6
2. DLP 1.2
3. DLP 1.3

2 kommentarer

Deltag i debat